Jeg har hørt prædikener og taler der truede med at det kunne være for sent. At der er en deadline. At det var nu man kunne give sit hjerte til Jesus, hvad der skete på vej hjem fra mødet var der ingen der vidste og hvad nu hvis døden kom før Jesus var i mit hjerte?

Sådan lød det spørgsmål – Jeg vil stille nogle andre spørgsmål:

Findes helvede med evig pine af de gudløse?

Kan du forestille dig noget som din datter eller søn kan gøre som du ikke ville kunne tilgive og som ville gøre at du ville ønske at dit barn blev tortureret i al evighed?

Er Gud ondere end du er? Matt 7, 11: ”Selv om I er onde, kan I godt finde ud af at give jeres børn gode gaver. Tror I så ikke at jeres far i himlen vil give gode gaver til dem der beder ham om noget?”

Er evig tortur en passende straf? – Gud er en retfærdig Gud – og for hvad?

Er Gud underlagt en lov om retfærdighed så Gud kan have en plan A: Gud elsker alle mennesker, kommer til jorden for at fortælle om det, men må for retfærdighedens skyld have en plan B: Helvede med evig tortur for dem der ikke tror og lever det?

Den Gud der skabte mennesker i sit billede, og så at skaberværket var godt – Den Gud der engang gøre alt godt igen: “Nu bor Gud hos menneskene, og han vil være sammen med dem. De skal være hans folk, og han vil være hos dem som deres Gud. Han vil tørre enhver tåre væk fra deres øjne, og der skal ikke længere være nogen død. Sorg, gråd og smerte vil høre op, for alt det der var før, er forsvundet.” Ham der sad på tronstolen, sagde: “Se, jeg gør alting nyt” (Åb. 21,3-5) Har han udvalgt nogle til frelse og andre til evig tortur?

Hvad er egentlig formålet med evig tortur?

Den Gud der selv kom til jorden, skulle han have helvede som en nødvendighed, for ellers vil mennesker ikke gøre det gode – Hvad er det for et syn på skabningen i hans eget billede?

(1. joh. 4, 18: ”Der findes ikke frygt i kærligheden, tværtimod. Ægte kærlighed jager frygten væk. Frygt hænger sammen med straf, og hos dem der lever i frygt, har kærligheden ikke nået sit mål” Den Nye Aftale).

Hvem kan holde fest i stuen, når der er tortur i kælderen?

Hvad siger Jesus egentlig om helvede?

-          Kunne du tænke dig at arbejde med det sidste spørgsmål har jeg en samling af skriftsteder fra NT hvor helvede omtales og måske/måske ikke omtales. Du kan få samlingen ved at maile til allan@etskridt.nu

Fundamentalister læser Bibelen for at finde udråbstegn – Vi vil gerne gå til Bibelen med spørgsmålstegn. For nylig er både naturkatastrofen på Haiti og vulkanen på Island af nogle brugt imod mennesker som Guds udråbstegn.
Vi kommer til Bibelen med vores spørgsmål for at finde, hvad Bibelen sagde dengang, og hvad det siger os i dag. I det arbejde er vi inspireret af en jødisk måde at læse i den hebraiske bibel, kaldet midrash. Det er en måde at blive inspireret af en historie, så den får fornyet liv og betydning.
Du vil få svært ved at finde en jøde, der læser i Bibelen at jorden blev skabt på seks dage. Det er kristne fundamentalister, der læser det og ikke beskæftiger sig med det langt mere alvorlige og vigtige spørgsmål: Hvorfor Gud skabte, i stedet for hvordan.

Midrash er fire måder at læse en tekst. Forbogstaverne for de fire måder danner det hebraiske ord PARDES (Paradis!), der betyder frugtplantage. Altså et udtryk for at der er meget af få ved at læse på denne måde.

Peshat: Den enkel mening af ordene. Når der fx står i 1. Mos 1:28: ” Bliv frugtbare og talrige” så betyder det at få børn!

Remez: Ser efter om der er nogen hints eller forbindelser til andre tekster eller begivenheder der kan hjælpe dig med at forstå verset. Ser du til ex. en dansk film, hvor der sejler færger mellem Korsør og Nyborg, siger det noget om at filmen er optaget før Storebæltsbroen blev bygget. Eller når du ser Matador i fjernsynet ved du at det byder noget, når Maud ikke går i seng!

Drash: Leder efter tekstens morale, etik eller anvisning på, hvordan vi skal leve.

Sod: Ser efter om der kan være en endnu skjult betydning af det læste. Kan man ved at gentage ordene, læse dem igen og igen, finde noget nyt.

-

Et eksempel på en Midras læsning af et vers som vi ellers ikke ligger meget mærke til kunne være:
2. Mos. 2:5: ” Nu kom Faraos datter ned til Nilen for at bade, mens hendes piger gik frem og tilbage på flodbredden. Hun fik øje på kurven mellem sivene og sendte sin tjenestepige ud efter den”

1. læsning: Peshat
- Denne læsning kikker på hvem der er med, og hvad der sker. Altså at Faraos datter kommer ned til Nilen sammen med hendes tjenestepiger for at bade og ser en kurv i vandet!

2. læsning: Remez
- Vil bemærke at ordet for den kurv, som Moses ligger i, er det samme ord, som bruges om Noas ark. Det er altså et fartøj, som lover redning og befrielse.

3. læsning: Drash
- Man kan undre sig over at Faraos datter går til floden i stedet for at blive i paladset og bade dér. Tjener hun en større sag og er det endnu en kvinde uden navn, der giver liv og navn til et barn, som bliver en stor befrier?

4. læsning: Sod
- Det er en kvinde der redder et barn fra krokodiller og død, og dermed redder et folk. Sådan er også Shekhinah (Hunkøns navn for Gud) tilstede og virksom i verden. Ligesom Faros datter hører gråden fra et barn i nød, hører Gud Israelitternes råb under slaveriet.

Den keltiske kristne tradition er en del af den oprindelige nordengelske og irske kultur. I de fjerne og ofte barske egne udvikledes et spændende og poetisk udtryk for den kristne tro, der er blevet bevaret gennem århundreder. Med sin umiddelbare og jordnære stil er den stadig aktuel og inspirerende i dag. Her er et eksempel på en traditionel keltisk trosbekendelse. Den er skrevet til at blive brugt i et fællesskab, hvor en læser versene og resten af gruppen er med på omkvædet.

Leder:
Blandt de fattige,
blandt de stolte,
blandt de fordømte,
blandt de privilegerede
dukker Kristus op
Alle:
for at gøre alting nyt.

Leder:
I det lille hjem
i det offentlige rum,
ved bryllupsfesten
ved gravkaffen
dukker Kristus op
Alle:
for at gøre alting nyt.

Leder:
Med et stille pust på kinden
med et vredesudbrud på rette plads
med god samvittighed
med brændende kærlighed
dukker Kristus op
Alle:
for at gøre alting nyt.

Leder:
For at Guds Rige må vokse
for at verden må tro,
for at de stærke må snuble,
for at de oversete
må komme frem i lyset
dukker Kristus op
Alle:
for at gøre alting nyt.

Leder:
Inden i os, uden på os,
bag os, foran os,
på dette sted,
uden for dette hus,
i tide og i utide
dukker Kristus op
Alle:
for at gøre alting nyt.

Nogen har et Bibelsyn, det har vi ikke på etskridt.
Vi har en Bibelbrug, vi vil gerne have Bibelen i brug, og vi tror, at der er meget at hente til vores dagligliv i Bibelens historier. Her vil vi fortælle om vores Bibelbrug.

Bibelen fortæller en historie og mange historier om en skabende og nærværende Gud, der følger sit skaberværk og sit folk tæt. Nogle af historierne er blevet fremmede for os eller opleves ligegyldige. Vi tror historien og historierne skal læses på ny for at give en ny mening til os.
Vi har lært bibelens historier gennem dem, der har fortalt os dem eller fortalt os, hvordan vi skal læse dem. Meget af det, vi der har hørt, vil vi ikke genbruge.
Både den hebraiske bibel og den græske bibel (Det gamle og Det nye Testamente) blev hurtigt løsrevet fra sin jødiske baggrund og blev tolket i en græsk/romersk verden og kultur. Vi har lært at gå til bibelen gennem deres måde at se verden og historierne på.

Vi vil i stedet gå til bibelens historier ved at læse dem i deres jødiske baggrund. Vi vil lære af kirkefædre og andre, der kan inspirere os, men i stedet for at gå baglæns gennem de gamles forståelse af fx Jesus, vil vi i stedet oftere prøve at forstå det Jesus siger ved at gå fra Abraham og Esajas som Jesus ofte henviser til.
Vi vil altså læse Bibelen forfra og ikke bagfra.

Bibelen fortæller os, hvordan mennesker oplever Gud på konkrete tidspunkter i menneskers historie. Hvordan Gud åbenbarer sig på forskellige tidspunkter i menneskets historie. Det er ikke en tidløs Gud, der taler i den hebraiske eller græske bibel, men en Gud der taler ind i konkrete situationer og på bestemte tidspunkter.
Når vi kender forholdene Gud taler ind i, kan vi se, hvad nyt Gud viser af sig selv, og dermed se, hvad det har at sige til os i dag i den helt anderledes tid og vilkår vi har. Og alligevel med så mange ting til fælles med de mennesker, der dengang fik en oplevelse af Gud.

Der er en der har sammenlignet den måde at læse Bibelen på som et barn der bliver født. Når vi har forstået alt det som bibelens historie er omgivet af det tidsbundne, kultur, tradition, forfatter, m.v. kan historierne få nyt liv og vokse til forståelse af, hvad de kan betyde for vores konkrete liv og situation.
Nogen læser Bibelen som en bog der giver alle svarene, vi læser en Bibel der ofte stiller de vigtige spørgsmål og derfor ikke fortæller hvad vi skal tænke, men hvordan vi kan tænke.

Rabbinerne taler om at bibelen kan læses på 70 måder (Ét for hvert år man lever) og derfor vil vi gerne have bibelen i brug så vi bliver udfordret til at tænke på nye måder, få stillet de vigtige spørgsmål og lytte os frem til, hvad Gud vil sige til os i dag, hvilke skridt han er i gang med at tage i verden, og hvordan vi kan følge ham.

Jeg har i mange år brugt at recitere den apostolske trosbekendelse (Det er den med “Vi tror på Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber… Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn… Vi tror på Helligånden…), men jeg har altid syntes der manglede noget, nemlig en fokus på Jesu liv. Den måde Jesus levede på, det han gjorde blandt mennesker er ligeså vigtig en del af evangeliet som hans død og opstandelse. Etskridt ønsker at tage den måde Jesus levede på ligeså alvorligt som hans ord, hans død og opstandelse. Brian McLaren formulerede i maj 2004 nedenstående  “Jesus Creed”.

Vi har tillid til Jesus, som helbredte de syge, de blinde og de lamme. Han oprejste endda døde.

Han uddrev onde kræfter og konfronterede korrupte ledere. Han rensede templet, tog sig af de fattige, gjorde vand til vin, gik på vandet og stilnede stormen.

Han døde for verdens synder, han opstod fra de døde, steg op til Faderen og sendte Helligånden.

Vi har tillid til Jesus, som underviste i ord og ved sit eksempel, gennem tegn og undere. Han prædikede lignelser om Guds Rige på bjergskråninger, fra både, i templet, i hjem, ved måltider og fester, på vejene, på strandene, i byer, ved dag og ved nat.

Han lærte os at elske Gud og vores næste, den fremmede, fjenden og den udstødte.

Vi har tillid til Jesus, som kaldte disciple, ledte dem, gav dem nye navne og nye mål. Han sendte dem for at forkynde de gode nyheder. Som en tjener vaskede han deres fødder. Han vandrede sammen med dem, spiste med dem, kaldte dem sine venner, irettesatte dem, opmuntrede dem, lovede dem at drage bort og komme tilbage og at være hos dem altid.

Han lærte dem at bede. Han stod op tidlig om morgenen og gik til øde steder for at bede, han fastede, døjede svære fristelser, græd i haven og bad: “Ske ikke min, men din vilje”. Han frydede sig, sang, festede, han græd.

Vi har tillid til Jesus. Derfor følger vi ham, lærer at gå hans veje, søger at være lydig mod hans undervisning og lever ved hans eksempel. Vi vandrer med ham, vandrer i ham, bliver i ham – som en gren på en vinstok.

Vi har ikke set ham, men vi elsker ham. Hans ord er for os det evige livs ord. At kende ham er at kende den sande, levende Gud. Vi ser ham ikke nu, men vi har tillid til Jesus. Amen.