Herren svinger tryllestaven
over duerne på graven
tro og håb og kærligheden
spreder han i verdenshveden
livet har en evig far.

Se, han blåner gennem altet
hér står vi med hjertesaltet
kærligheden fletter stige
ud i hans galakserige
livets skat er lys i nat.

Lysestagen over bjerget
skinner på en morgenhærget
glasset springer om min trængsel
og jeg løber fra mit fængsel
ind i solens strålefavn.

Simon Grotrian
(fra Salmeregn, Det Kgl. Vajsenshus´ forlag, 2007)

”Ja, jeg tror på korsets gåde”, synger vi i salmen Hil dig, frelser og forsoner. Jeg tror, det vers har trøstet mange gennem tiden. Det har trøstet mig. Det er rart at få sagt, at Jesu død på korset er en gåde, for hvem har ikke tænkt sådan, eller vender jævnligt tilbage til den tanke: Hvad er det, der foregår? Hvorfor? Hvorfor på den her måde?

Der er da også mange teorier og forklaringer på Jesu død på korset. Men ingen af de forklaringer og teorier kan helt tilfredsstille os.

Men måske er det heller ikke så vigtigt med forklaringer og teorier. Måske er det ikke som den store forklaring – løsning på syndens og dødens problem – at korset står der, men … måske er det netop som den store gåde om Guds nærvær i en martret verden…?

Her hænger Jesus Kristus, som vi kalder Gud søn – som vi kalder Gud selv – i afmagt, under tortur. Vi tænker som regel på korsfæstelsen som en henrettelse, men romerne korsfæstede ikke først og fremmest for at henrette. Dét var der meget hurtigere og billigere måder at gøre på end at korsfæste folk. Når man korsfæstede, var det fordi, man ønskede at demonstrere sin overmagt – og forbryderens afmagt og totale ydmygelse gennem langstrakt, offentlig tortur.

Her hænger Guds søn, Gud selv. Frivilligt er Gud gået ind i den dybeste ydmygelse og smerte. Korsfæstelse siges at være en af de frygteligste måder at dø på. Og dertil var det for Jesus den dybeste og mest smertefulde psykiske erfaring: At være forrådt af sine nærmeste, og forladt endda af Gud.

Hvorfor på den måde og hvorfor i det hele taget? Hvad er forklaringen?

Ja, er det egentlig så vigtigt? Er det vigtige ikke – men samtidig det gådefulde og dybt meningsgivende – at

Gud… er… dér!

I det dybeste menneskelige mørke. Som én blandt de usleste kriminelle, og selv dem viser Jesus sin medfølelse og sin solidaritet. Uden krav og betingelser fylder han en forbryders hjerte med håb i døden: I dag skal du være med mig i Paradis.

Når vi ser Jesu kors ser vi ikke en teori, en forsoningslære, men vi ser Guds nærvær midt i en martret verden. Korset er et tegn på Guds solidaritet med os i de vanskeligste, mørkeste, mest smertefulde og ensomme dele af vores liv. Vi ser Guds solidaritet med alle afmægtige – dem, der lider, pines, er forstødte, dem, der tortureres, mishandles og er fortvivlede.

*

Vi tænker ofte om Gud som den almægtige, der er højt hævet over alt, og som kan alt og véd alt. Gud kunne knipse med sine guddommelige fingre og bjerge ville skyde op og floder til at vælde frem. Vi tænker på Skabelsens Gud.

Korset er et hidtil ukendt billede af Gud.

Korset er et tegn på, at Gud har i sin almagt har valgt at være 100% på vores side. Med os i vores liv. Har vi så ikke længere en almægtig Gud over os? Jo, himlen over vores hoveder fortæller os hver dag, at Gud er mægtig, men korset fortæller os, at Gud ikke først og fremmest vil kendes som den, der er over os, men den, der er midt iblandt os.

Kunne Gud i sin almagt ikke have sendt en hær af engle og befriet Jesus? Slået de romerske soldater, ydmyget og straffet ypperstepræsterne og Pilatus, som sammen sørgede for at få Jesus korsfæstet? Jo, men det valgte Gud ikke at gøre. Jesus siger det selv under forhøret hos Pilatus: Hvis det var det, der var meningen, så ville mine tjenere have taget kampen op.

*

Så her står vi, foran et kors i dag og forstår måske kun lidt af den begivenhed. Men vi ser noget. Vi ser et tegn på den måde, Gud er til stede i verden på. Som den usleste kriminelles håb.

På vej til Jerusalem bliver Jesus standset af en blind tigger, der råber til ham: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig.” ”Herre, forbarm dig” – på græsk: kyrie eleison  – er en af de vigtigste kristne bønner, som bedes dagligt af millioner af mennesker verden over.

Jeg kom til at tænke på, at det måske oprindeligt kunne være en tjeners, en undersåts råb til en vred herre, når man var blevet grebet i en forbrydelse, eller man var taget til fange af en fjendtlig hær. Så står man der foran en sejrherre, der har løftet sit sværd, klar til at hugge og dræbe, og man beder for sit liv: Herre, forbarm dig over mig! Lad mig leve! Skån mit liv!

Det ”Herre, forbarm dig”, som vi beder, er helt anderledes. Det beder vi ikke i angst til en retfærdigt vred herre, der har et sværd ved sin side. Det beder vi til en tilgivende Herre, der har et sværd i sin side. Det forandrer bønnen fuldstændigt.

Hvordan kan en tortureret og døende mand forbarme sig over mig?Hvad kan han give, som jeg har brug for? Hvilken nåde beder jeg ham om?

Den nåde: at måtte fyldes af den samme kærlighed som han. Korset er et tegn på Guds kærlighed og nåde, og når jeg står overfor det, ser jeg mit eget svigt, min egen tendens til at vælge magtens, voldens og selvforherligelsens vej.

Vi beder ikke en herre, der skal til at straffe, om at skåne vores liv. Vi beder en herre fylde vore liv med den kærlighed, der er i ham. For det er den, der kan frelse os. Det er ved den kærlighed, vi frelses og sættes fri.

Det er dét, der siges i Grundtvigs gendigtning af Arnulf af Louvains store digt:

Ak! nu føler jeg tilfulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værdt, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

Dog jeg tror: af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!

De stod der i butikken, to børn, og snakkede om, hvad de skulle købe til den næste på listen: Og en af dem sagde: Altså, Fædre kan godt nøjes med lidt, bare det er stort!

Det var en skrabet begivenhed, da Gud kom til verden. Jo himmelsk sang for nogle hyrder, men ellers var der ikke gjort meget ud af det.

Da Gud kom, nøjes han med lidt, men ville have noget stort ud af det. Gud kom med et formål. Verdens og menneskers historie skulle have et før og et efter Kristi fødsel.

Gud kom på den afhængige måde. Som et barn, som en der er fuldstændig afhængig af omverden, af at blive taget hånd om. Få mad, få omsorg, Da Gud kom nøjedes han med lidt. Kom på den afhængige måde. Kom på den mindst magtfulde måde, Kom på den mest ikke fordømmende møde.

Der skulle være et før og efter Kristi fødsel. Verdens historien skulle skrives om. Der skulle være et før og et efter Kristi fødsel. Verden skulle lære, at Vi er afhængige af hinanden, at ethvert barn der fødes er afhængig af at blive taget hånd om, få mad, få omsorg. Guds børn skulle ikke nøjes med lidt.

Emanuel, Gud med os. – Kom med et formål. Gud kom fra himlen til jorden. For at vise at vi er afhængige af hinanden på Guds jord. Vi er forbundet af den samme skaber.

Og på forsiden af en af dagens morgenaviser stod der: ”Så fejrer vi igen Jesu fødselsdag, selvom mange af os ikke betragter ham som frelser eller Guds søn. Og selvom vi ikke har sikker viden om, at han blev født på denne tid af året, endsige for præcis 2011 år siden……. Vi hører mere til religion, men den optager færre og betyder mindre”.

Så er det godt at det snart er jul – Da Gud kom, nøjes han med lidt, men ville have noget stort ud af det. vil minde os om at der i denne verden stadig fødes børn som der er fuldstændig afhængig af omverden, af at blive taget hånd om. Få mad, få omsorg – Og vi er forbundne med dem af den samme skaber. Gud ville noget stort med hans verden, at alle børn der fødes skal tages hånd om, af dem der kan.

Da Gud kom, nøjes han med lidt, men ville have noget stort ud af det – Det er godt at julen minder os om, at Gud ville have noget stort ud af det. Måske religion fylder mindre og betyder mindre fordi vi nøjes med for lidt, og ikke vil have noget stort for hele verden.

Vi fejre jul igen for at blive mindet om, hvem vi er I Guds øjne. Elskede børn. For at blive mindet om hvem de andre er: Elskede børn. For at vi igen kan blive sendt ud i livet og huske at Gud vil noget stort for alle hans børn.

Sidste år ved juletid var der kommet meget sne og det voldte trafikale problemer – også for DSB. Jeg stod på Nørreport og skulle med toget til Tølløse, men i højtaleren sagde de at toget gik i dag fra Hovedbanegården og var et kvarter forsinket. S-togene var nede så jeg skyndte mig ind bag i en taxa til hovedbanegården for at nå toget hjem.

Jeg syntes det gik lidt langsomt, så jeg lænede mig frem og rømmede mig og ville spørge om vi ikke kunne komme lidt hurtigere frem

Chaufføren gav et ordentligt spjæt, kom over i den anden vejbane, tilbage igen, og standsede bilen med en hård opbremsning.

Jeg var noget chokeret og begyndte at undskylde, det var ikke min mening….  Men han afbrød mig: “Det er ikke din skyld! Det er MIN første dag som taxa chauffør – jeg har kørt rustvogn i 25 år.”

Det var dét skifte Gud ville sætte i gang julenat i Betlehem!

Et skifte fra det der fører døden med sig til det der fører livet med sig. I julen prikker livet os på skulderen. Da jeg var barn, troede på fire ting: Gud, Tandfeen, Jesus og julemanden. Med den sidste mælketand forsvandt troen på tandfeen og hurtig efter også troen på julemanden. Det skete der ikke alverden ved. Vi går ikke rundt resten af livet og begræder, at vi ikke kunne bevare barnetroen …. på tandfeen og julemanden.  Det er eventyr, det kommer vi hurtigt over. Men troen på Jesus, og på Gud, som vi kalder far – Er det mere end et eventyr på niveau med Tandfeen og Julemanden?

Ja, jeg påstår, at hver gang vi lytter til juleevangeliet ved vi, at det her er noget andet end håbet om gode julegaver og nye tænder. Det  her handler om håb for verden. Det er nemlig ikke et eventyr der begynder julenat i Betlehem. Det er en meget dramatisk historie om, at noget nyt er sat i gang i verden. Da Maria fik at vide, at hun skulle føde, sagde hun noget. Det kan man læse om i Lukasevangeliets 1. kap., altså lige før vi hører om rejsen til Betlehem og Jesu fødsel. Da Maria tager ordet og tænker på det barn hun skal føde, hvad siger hun så? Ikke noget med ih hvor sødt, og tænk, hvis der kommer nogle hyrder og nogle vismænd for at besøge os, og Guuud…  har jeg nu tøj nok til den lille osv. Nej, hun taler ikke om det søde ved hans fødsel men om den forandring hans fødsel betyder:

Han bruger sin stærke arm til store handlinger,

og dem der har nok i sig selv, spreder han for alle vinde.

De store støder han ned fra deres troner,

og de små løfter han op.

Gud giver gode gaver til de sultne,

og de rige sender han væk med tomme hænder.

Han sørger for sit folk,

og holder fast ved sin omsorg.

Det handler om at verden bliver ”rettet ud.” Alt det, der er kroget og forkrøblet i verden: sind og tanker og retssystemer og værdier. Gud kommer til verden, for at forandre verden. Gøre det til en mere retfærdig verden. Vi synes måske, det er provokerende, men den lille søde Maria taler ikke om ih hvor sødt, men om verdensomvæltende begivenheder! Det er ikke noget eventyr. Det er den virkelighed, Gud har skabt os til, og som han vil have det i sit rige.

Noget nyt bliver sat i gang julenat i Betlehem. Noget, der fører livet med sig.

Gud blev julenat født ind i jordens historie og ønsker at blive født ind i vores historie. Ikke som et eventyr man kan tro på eller tvivle på, men som et liv vi kan leve. Tro på Gud på den måde, er ikke tro på noget, men at være tro mod det, der fører livet med sig og værner mod det der fører døden med sig. Der skulle være et før og efter Kristi fødsel. Verdenshistorien skulle skrives om. Der skulle være et før og et efter Kristi fødsel. Verden skulle vide Gud er med, Immanuel. Og når vi tror ham, så fører det livet med sig, ikke døden. Når vi åbner vores liv for ham, prikker livet os på skulderen og vi bliver mærket for livet. Når vi følger ham sættes noget i gang og vores liv og verden forandres

Vi kan føde nyt liv, hvor død har fundet indpas. I vore familier, ægteskaber og venskaber. Vi kan føde nyt liv menighed og kirke.

Vi kan forpligte os på hinanden og fællesskabet. Ikke kun på et nogenlunde retfærdigt gavebyt, men forpligte os på hinanden og tro på det Gud kom for: At de sultne skulle mættes, de grædende trøstes, de lidende have lindring. Alt det Maria sang om. Og de der har nok i sig selv, lade dem klare sig med det!

Forpligte os på at føde liv og bygge op.

Hvor mennesker af livet slides og såres, kan vi stille os til rådighed.

Hvor mennesker møder død og modgang, kan vi være dem der træder til.

Hvor vi er slidte

Hvor vi savner

Hvor vi ikke længere tør håbe, drømme.

Lade Gud føde nyt i os – noget der fører livet med sig.

Jeg har lige været i Paris med min kone. Vi så blandt andet de store kirker Notre Dame og Sacre Coeur. Store, fine kirker, ingen tvivl om det. I Rom har jeg set Peterskirken og jeg har set en hel masse andre i andre byer. Jeg bliver sjældent særligt grebet. Ja, det er fantastiske bygninger. Jo, fabelagtige glasmosaikker. Imponerende orgler. De, der har bygget disse enorme pragtværker, har gjort det i bedste mening – for at ære Gud. Vil jeg tro.

Men hver gang jeg er i en af disse katedraler forstyrres jeg af billedet af en simpel jøde, en tømrer, Guds søn, der hverken startede en ny religion eller opførte en eneste bygning (udover at jeg vil tro, at han som tømrer har sat vinduer og døre i et hus eller to, bygget nogle spisestuemøbler og sikkert nogle hønsegårde). Til gengæld lavede han ved en enkelt lejlighed en provokerende happening i det store tempel i Jerusalem. Det blev han ikke populær på.

De store kirker – og de små for den sags skyld, al den fine kunst, ritualerne, såmænd sakramenterne – er potentielt ikke andet end … religion. Det er tilsyneladende nødvendigt for vi mennesker at lave den slags rammer omkring troen, men det er og bliver menneskeværk.

Religion er det, vi bygger op omkring det guddommelige i tilværelsen. Men religionen er ikke det guddommelige. Og alt det, vi bygger op – bygninger, ritualer, regler, læresætninger skal vi kunne begrunde samtidig med, at vi har billedet af en bestemt jøde, en tømrer, Guds søn, og den måde han levede og døde på, for vore øjne. Ellers er det kun religion, og i værste fald skadeligt, fordi det skygger på mesteren.

Jesu søgte en gen-konfigurering af det menneskelige hjerte. En gen-kalibrering af vores dybeste begær. Han opfordrede ikke nogen som helst til at engagere sig i religion, men til at følge ham. Derfor er religion, inklusiv sakramenter, bygninger, læresætninger, the works, kun noget værd for så vidt, de konfigurerer og kalibrerer os til at følge mesteren.

Der er en tanke, der ikke kan slippe mig for tiden: Jeg læser lignelsen om kongesønnens bryllup hos Matthæus (22, 1-14).
Det er en vanskellig tekst.

Hvad er det for en Gud vi bliver præsenteret for? En hård tyran, der hævner og dræber de mennesker, der ikke gør som han siger og tvinger folk til at komme til fest og som oven i købet udvælger sig en syndebuk, der ikke er pænt nok klædt på og som derfor bliver svinebundet og smidt ud i mørket. Det er svært at forstå.
Jeg har hørt mange bruge denne tekst til at prædike om Guds hellighed og hans retfærdige hævn, men på en eller anden måde har det aldrig virket rigtigt. Normalt foretrækker jeg parallelfortællingen hos Lukas (14, 15-24), der er meget mere tilgængelig og hvor kongen er entydigt god.

Den tanke, der slog ned i mig, var: Hvorfor tror vi altid, at Gud er den rige mand? Vi mener Gud spiller rollen som konge, magthaver og tyran i lignelserne – er det fordi vi kun forbinder magt, sejr og herredømme med Gud?

Er det den Gud vi ser i Jesus?

Hvad hvis helten i historien er ham, der ikke vil underkaste sig den tyranniske konge? Ham der siger nej til magten og herligheden og som tavst tager imod anklagerne. Hvad hvis Guds Rige er ham der bliver gjort til en syndebuk for os andre, fordi vi er for bange til at sige sandheden, og helst bare vil gøre, som der bliver forventet af os? Hvad hvis Guds rige er ligesom en, der hellere lader sig svinebinde end deltager i den løgn, der siger at Gud er på de stærkes og de undertrykkendes side? Hvad nu hvis Guds rige er ligesom en, der med magt bliver smidt ud i mørket udenfor? Og hvad hvis det mørke er Golgatha?

Jeg har taget fejl!

Når nogen har talt om at forsvare kristen kultur, har jeg ikke hørt efter men afvist det. Indtil nu har jeg ment, at der ikke findes en kristen kultur, for det at være kristen handler mere om hvem vi følger efter, end hvad vi spiser til aftensmad eller hvilket flag vi hejser.

Måske hænger min afvisning sammen med, at de, der mest højlydt vil forsvare kristen kultur, også tit har nationalistiske, fremmedfjendske og andre holdninger jeg ikke deler. Jeg bliver så træt når folk sætter lighedstegn mellem kristen kultur og den mindste fællesnævner!

Men jeg har taget fejl. Det er gået op for mig, hvor vigtigt det er at vi arbejder sammen med alle gode kræfter, der vil forsvare den kristne kultur.

Der er nemlig en kristen kultur der viser sig:

-  I måden vi takler konflikter på: Når vi har tilgivelse som fortegn, bevidst vælger ikke at bruge vold og kæmper med os selv for at lære at elske så mange vi kan – også vores fjender.

-  I måden vi spiser på: Når vi begynder med taknemmelighed, deler med hinanden og først derefter selv spiser. Vi ved at alt vi har er Guds gaver og skal deles med de der har behov. (Jesus tog brødet, takkede, delte og spiste)

-  I måden vi behandler fremmede omkring os: Når vi undlader at dømme på forhånd, når vi byder dem, vi kan, velkommen med respekt for det gode de kan bidrage med.

-  I måden vi er kirke på: Når vi er det i fællesskab, og deler vores ressourcer med hinanden for at fremme det gode i verden, i hinanden og i os selv.

Så når du fremover læser eller hører om kristen kultur, så husk at bidrage med det du kender til kristen kultur og lad ikke fremmede og nymoderne opfattelser af hvad kristen kultur få udbredelse.

Hvad nu hvis teologiens forhold til sandheden svarer nogenlunde til, hvordan en globus forholder sig til jorden?
En globus viser os, at jorden er rund, og den giver os et indtryk af, hvor kontinenterne og havene befinder sig i forhold til hinanden. Men en globus er ikke våd, den dufter ikke af jord, den giver ikke liv til et mylder af dyr og planter – og så er den faktisk lidt for lille!
Når vi udvikler vores teologi, tager vi de materialer vi får fra bibelen, traditionen, erfaringen, fornuften og vores fælles samtale og bygger den bedste model, vi overhovedet kan. Vi kan være taknemmelige over, at vi på mange måder så kan bygge et rimeligt godt billede af sandheden, men hvis vi nogensinde tror at vi dermed har hele sandheden indkapslet balancerer vi på grænsen mellem overmod og vanvid.
Det er de vilkår vi laver teologi under. Derfor er alt hvad vi skriver på etskridt altid at betragte som forslag, muligheder, forsøg og modeller. Vi tror ikke, vi har patent på noget som helst – men vi vil gerne vise hvordan den model vi bygger ser ud. Vi håber den kan give os et indtryk af hvordan sandheden kunne se ud, og at vi og den lidt efter lidt kan komme til at ligne det vi taler om – skridt for skridt.

For mig er pinse først og fremmest påmindelsen om at Gud er større og mere end vi kan forstå. Det er historien om den Gud, der sprænger alle vores rammer, rusker os ud af vores fastlåste forståelser og kalder os ind til livet – der hvor han er. Pinse er kraft og liv, overflod, optur og nærvær – alt det vi længes efter, når vi har mistet håbet og mangler troen.
Jeg faldt over denne refleksion fra en af troens store helte, Desmond Tutu.
På vej mod pinse er det gode ord at tage med sig:

Det er sandelig godt at vide, at Gud (i den kristne tradition) skabte alle mennesker (ikke bare de kristne) i sit billede. På den måde gav han alle mennesker en uendelig værdi. På same måde er det godt at vide, at det var med hele menneskeheden, at Gud indgik i et pagtsforhold, dengang han lovede Noah, at han ikke igen vil ødelægge sit skaberværk med vand.
Vi kan sandelig være glad for, at det evige ord – Guds Ord – oplyser alle mennesker, der kommer til verden – ikke kun de kristne. For det, vi kender som Guds Ånd, er ikke begrænset til de kristne. Guds Ånd var til, lang tid før der fandtes kristne. Den inspirer og nærer kvinder og mænd til hellighed og modner dem til at bære frugt, for den virker for det bedste i alle mennesker.
Vi gør grin med Gud og benægter hans storhed og retfærdighed, hvis vi – for eksempel – benægter, at Mahatma Gandhi var et stort menneske, en hellig mand, der vandrede med Gud.
Vores Gud ville være for lille, hvis han ikke også var Gud for Gandhi: Når vi tror at Gud er én, så betyder det, at han er den eneste Gud, for alle mennesker, hvad enten de anerkender det eller ej. Gud har ikke brug for os til at passe på ham. Måske har mange af os brug for at få vores forståelse af Gud uddybet og udvidet.
Det er blevet sagt – halvt i spøg – at Gud skabte mennesket i sit billede og lige siden har mennesket sagt tak ved at skabe Gud i sit billede, fyldt med de samme fordomme og fejl som sig selv. Men Gud bliver ved med at være Gud, hvad enten der er kristne til eller ej.

Her er nogle opmuntrende ord fra en klog mand, Wilfrid Stinissen, svensk karmelittermunk, fra hans bog I dag er Guds dag (Steno forlag, 2002), s. 172.

“Gud har ikke skabet verden og gjort mennesket helt færdigt en gang for alle. Han skaber universet i en udvikling. Han skaber sådan, at mennesket og menneskeheden gradvist vokser i indsigt og klarhed. Kun langsomt kommer erkendelsen af, hvad der er rigtigt og sandt.

Denne udvikling hører til selve skabelsen, den er med i Guds beregninger og er en del af hans plan. Gud vil ikke, at et barn handler og tænker som en voksen. Barnet har ret til at være som en barn. Der findes forskellige faser både i den enkeltes og i hele menneskehedens udvikling, og hver fase har sin egen sandhed.

Gud kræver ikke, at du allerede skal være sådan, som han måske vil have, at du engang skal være. Men i hver fase af din udvikling giver han dig et vist mål af lys og indsigt til at gå videre. Det, du skal gøre, er fra nu af at tage de skridt, han kalder dig til. Det gamle er aldrig spildt, hvis du går fremad i overensstemmelse med det det, du netop nu ved, er rigtigt.

Det er uretfærdigt, hvis du bedømmer din fortid efter det, du ved nu, men ikke vidste før. Og selv om du tidligere virkelig handlede mod bedre vidende, ikke fulgte din samvittighed og indsigt, så kan du fra nu af genoprette alt, hvis du gør, hvad du i dette øjeblik indser er det rigtige.

Muligheden for at leve efter Guds vilje ligger altid åben for dig. Engang imellem er det måske hans vilje, at du ikke ved, hvad du skal gøre for at kunne fortsætte. Overlad da din uvished til ham, accepter midlertidigt at være i mørke. Hvis du er helt oprigtig over for ham og over for dig selv, vil du i rette øjeblik vide, hvad du skal gøre.”