Warning: Declaration of Description_Walker::start_el(&$output, $item, $depth, $args) should be compatible with Walker_Nav_Menu::start_el(&$output, $item, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/etskridt.nu/public_html/wp-content/themes/gonzo/functions.php on line 0
Hvorfor er der ingen, der gider hænge ud med frikirkerne? | et skridt nu

Blog 5191986522_0c356707c0_z

Published on April 8th, 2013 | by Ole Lundegaard

2

Hvorfor er der ingen, der gider hænge ud med frikirkerne?

5191986522_0c356707c0_zFor et stykke tid siden var der store interviews i Politiken og Kristeligt Dagblad med Dan Sidenius, tidligere frikirkemedlem og nu en skrap kritiker. Han beskriver frikirker som lukkede og som hårde ved dem, der ”træder ved siden af”. Han blev selv skilt fra sin kone og dette førte til brud med den menighed, han tilhørte.

Bortset fra den sympati man altid må have med et menneske, der går igennem et smerteligt brud, blev jeg også lidt irriteret over hans generaliseringer. Det er irriterende at få stereotyper om frikirker slået mere fast i den almindelig offentlighed, end de allerede er. Men når det er sagt, har han alligevel har en pointe. Mange kan trods alt genkende eksempler på det, han taler om.

For … det er da interessant, hvor lidt frikirker appellerer til danskerne. En del af årsagen er sikkert den særlige sociologi i DK med en stor folkekirke, der er god, fordi den er der, og fordi man kan ikke behøver at komme der.

Men frikirkerne har også det problem, at der ofte bliver tale om klubber for særligt interesserede, hvor det forventes, at man har styr på sit liv – eller hurtigt får det. Det vil sige: styr på sit misbrug, sin seksualitet, sit sprog, sin vrede … fortsæt selv. Bliv ligesom os i en vis fart. I den forbindelse er det tankevækkende, at toldere og syndere (et praktisk samlebegreb for moralske udskud på Jesu tid) elskede at hænge ud med Jesus!

“Toldere og syndere” elskede at hænge ud med Jesus, men de gider ikke med kirken.

Til gengæld veg de uden om farisæerne. Hvorfor?

Måske af samme grund, som mange viger uden om frikirkerne. I stedet for at blive mødt med kærlighed og uden fordømmelse, blev de mødt med fordømmelse og en moralprædiken. Farisæernes speciale var at rubricere folk, så man vidste, hvor man havde de retfærdige, de rene – og synderne, de urene. Er det også det, frikirker er gode til, og er det derfor at ”syndere og toldere” ikke ligefrem står i kø for at hænge ud med frikirken?

Der er nok noget om snakken. Der er selvfølgelig også andet om snakken, men det er da en overvejelse værd, om det er en af de vigtige grunde til, at der er så mange lukningstruede frikirker. Ingen gider hænge ud med dem. Vi vil helst selv forklare det med, at danskerne ikke er “åndeligt søgende”  – underforstået, at det er VI i hvert fald, mens vi i realiteten måske bare er optaget af vores egen godhed og pænhed. Men hvis “toldere og syndere” ikke har lyst at hænge ud med kirken, i hvilket omfang kan man så sige om den kirke, at den repræsenterer Jesu evangelium?

Tags: ,


About the Author



2 Responses to Hvorfor er der ingen, der gider hænge ud med frikirkerne?

  1. Lise Museth says:

    Jeg så lige en annonce for jeres hjemmeside her og fik lyst til at gå ind og give jer mit lille input. Det er ikke nye smarte formuleringer og ord evangeliet har brug for, for at vi som kristne kan nå mennesker i dag. Det er Guds kraft. Tænk på de første disciple, de var ikke ordets mennesker. Så de kunne sige det med nye smarte formuleringer og ordbilleder. Det de havde var en brændende kærlighed til Jesus og så det, de selv havde oplevet med Ham. Gud havde grebet ind i deres liv og de kunne simpelthen ikke stoppes i at fortælle dette videre til deres egne relationer og mennesker, de mødte på deres vej. Og Gud greb ind og bakkede dem op med Ånds og krafts bevis, som der står. Paulus som var lærd lagde ofte de fine ord tilside og ville hellere tale om Jesus og det som korsfæstet. Jeg tror, det alle kirker idag har brug for og det gælder ikke kun frikirkerne, det er at søge Guds kraft og Ånds og krafts bevis. Når Gud griber ind i vore liv, skal vi fortælle om det til vore egne relationer, Det kræver mod og en iver, der er ligeglad med, hvordan vi selv kommer til at se ud i andres øjne, bare vi kan give Guds kærlighed og bibelens ord videre til andre. Troen ser altid naiv ud i andre menneskers øjne. Men beder vi for mennesker og de selv oplever Guds helbredelse eller indgreb i deres liv, så giver vi Guds rige videre, akkurat som Jesus gik omkring og gjorde vel og helbredte alle der var overvældet af djævelen. Ap.G. 10,38. Med kærlig hilsen Lise Museth

  2. Ole says:

    Hej Lise
    Tak for din kommentar. Jeg er slet ikke uenig med dig. At være kirke, handler først og sidst om Guds kraft. Men jeg er ikke enig i din (under)vurdering af det menneskelige aspekt ved at være kirke. Du har heller ikke ret i, at apostlene ikke var “ordets mennesker”. Hvis du læser fx Paulus eller Johanneevangeliet kan du se – ikke mindst på græsk – at de i høj grad overvejede og brugte sproget bevidst. Paulus siger, at han ikke forlader sig på det, men det ændrer ikke ved, at han, når han skriver, i høj grad er et ordets menneske, der ved, hvad han gør. Men du har stadig ret, at hvis kirke kun var os, var den intet. Men vi skal huske, at Kirke og kristendom er noget, vi har skabt – som ramme om Jesu ord, men immervæk noget vi har skabt – og derfor kan vi heller ikke undlade at reflektere over, hvordan vi bygger menighed.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑