Warning: Declaration of Description_Walker::start_el(&$output, $item, $depth, $args) should be compatible with Walker_Nav_Menu::start_el(&$output, $item, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/etskridt.nu/public_html/wp-content/themes/gonzo/functions.php on line 0
Salige er I | et skridt nu

Blog 149072-christmas-lantern-on-snow-lit-up-at-night-sweden

Published on November 30th, 2014 | by Lasse Åbom

0

Salige er I

Til gospelgudstjenesten i vores kirke i dag havde jeg – inspireret af Nadia Bolz-Weber – gendigtet saligprisningerne som Jesus’ velsignelse af os i dag:

Salige er de fattige i Ånden for Himmeriget er deres. Salige er de usikre og de tvivlende for de er stadig i stand til at blive overraskede. Salige er de som ikke har mere at give og som synes alt går galt for dem. Salige er de som ikke rammer de rigtige toner i koret, og som bliver ved med at glemme deres stemmer.
Salige er de fattige i Ånden. Guds rige er jeres og Jesus velsigner jer.

Salige er som sørger, for de skal trøstes. Salige er dem, for hvem død ikke bare er et ord, men som selv har måtte begrave en de elsker. Salige er dem, for hvem tårer er så virkelige som regnen, salige er de som har elsket nok til at vide hvad tab virkelig føles som. Salige er de mødre der har mistet et barn endnu inden det blev født, salige er dem, som ikke selv kan bryde sammen fordi de er nødt til at tage sig sammen af hensyn til andre, salige er de moderløse og de faderløse, de som er alene og de som har fået taget alt for meget fra dem.
Salige er de som sørger. Gudsrige er jeres og Jesus velsigner jer!

Salige er sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er dem som ingen andre lægger mærke til. De børn der sidder alene i frikvarteret. De ældre, der aldrig får besøg. De usynlige opvaskere, rengøringskoner, sexarbejdere og gadefejere. Salige er taberne i en verden, der kun elsker vindere. Salige er de glemte, de som lever i skabet, de arbejdsløse, de uimponerende og dem der ikke har taleret. Salige er de teenagepiger der skal finde på nye måder at gemme arrene på deres arme.
Salige er de sagtmodige. Guds rige er jeres og Jesus velsigner jer!

Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes. Salige er dem, som lever med en falsk anklage, dem som aldrig er heldige og dem, der slog sig på livet. Salige er dem som lever under jorden, de statsløse og de illegale. Salige er dem, der ikke har lobbyister, som taler deres sag. Salige er plejebørn, papbørn og curlingbørn, diagnosebørn og integrationsbørn og alle andre børn, der bare vil føle tryghed og kærlighed men aldrig får lov. Salige er dem, der ikke kan slippe tanken om at der må være mere i livet end dette – for de har ret.
Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed. Guds rige er jeres og Jesus velsigner jer!

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er dem som træffer elendige økonomiske beslutninger for andre menneskers skyld. Salige er de pressede lærere og de udbrændte lønmodtagere, alle hvis job kræver stadig mere af dem, men som ikke kan følge med presset længere. Salige er de børn der træder mellem mobberne og deres ofre. Salige er dem for arbejdet er mere end et arbejde – fordi det handler om liv. Salige er alle som har tilgivet mig selvom jeg ikke fortjente det. Salige er de som viser barmhjertighed, for de har forstået hvad livet handler om.

Se jeg forestiller mig, at Jesus velsigner os på den måde, fordi jeg tror at sådan er Gud.
Og det slog mig nu hvor vi går ind i den her adventstid, at det ikke kun er i Saligprisningerne Jesus velsigner alt det vi forsøger at skjule og kompensere for i os selv. Det gjorde han også med sit liv. Netop i advents- og juletiden fejrer vi, at han kom til os på den mest sårbare måde.
Som en magtesløs nyfødt i kød og blod. Som for at sige: “Det kan godt være du hader din krop, men jeg velsigner alt menneskeligt kød. Det kan godt være du beundrer de stærke, men jeg velsigner alt menneskelig svaghed. Det kan godt være du stræber efter magt, men jeg velsigner alt menneskelig sårbarhed.” Det er hvad julen betyder, at Gud velsigner de svage i en verden, der kun beundrer de stærke.

Glædelig advent!

Tags: , ,


About the Author



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑