Bøn af Simon Grotrian:

Herre Kristus, du har selv været menneske iblandt os og kender alt, hvad en levende skabning kan blive udsat for. Jeg går rundt i min ørken og længes efter en overdådig regn fra din himmel. Jeg længes efter og beder dig om vækst og trivsel. Som et barn anråber jeg dig Vorherre, og beder dig om ord, der kan erstatte mine, ord, der kan bære igennem tilværelsens prøvelser. Jeg ved fra din mund, at kærligheden er det største ord af alle. Giv mig kærlighedens gave, himlen skal vendes på hovedet engang, dét ved jeg, og vi skal hoppe rundt på din blå trampolin. Lad mig hvile i denne tro, som du har skænket til mennesker. Svar mig på kærlighedens måde. Amen

Må du få en velsignet dag og må du opleve mange tynde steder i denne uge:

Så nær som min hud
Så underfuld som min krop
Så gådefuld som min sjæl
er du, Gud

Mit barn! Må du i dag
være hjemme
i din krop
og i din sjæl
for jeg vil komme til dig

Må du sanse
dagens gave
smage
det vand, jeg rækker dig
og se det
som kun lukkede øjne kan se

Må din dag være klar som lyset

I Hjertesprog er der mange bønner og velsignelser. Her er endnu en til dig:

Må dit hjerte være åbent
for Gud
og dine hænder
for din næste

Må de hænder du rækker ud
være fyldt med godhed
og må de med taknemmelighed
tage imod det, du bliver givet

Må dit åbne hjerte frydes
over dagen
over tiden
over øjeblikket
over dem du lever med
over Ham, der giver dig
alle disse gaver
Amen

Jeg bor i nærheden af Marmorkirken og kom forbi den på min daglige gåtur i dag. Jeg så den var åben, og gik ind for at nyde det fantastiske kirkerum.
Kirken var helt stille og der sad en og øvede sig ved orglet. Ved indgangen lå små sedler med bønner, man kunne bruge. Jeg fandt denne skrevet af Karl Barth, en af det tyvende århundredes vigtigste teologer:

Himmelske Far.
Giv os din Helligånd nu og altid,
så den kan opvække, oplyse og opmuntre os.
Så den gør os i stand til at tage det lille, men afgørende skridt:
At gå ud af den trøst, vi trøster os selv med,
og ind i håbet til dig.
Omvend os fra os selv til dig.
Giv os ikke lov til at skjule os for dig og leve for os selv.
Vis os, hvor herlig du er,
og hvor herligt det er, at måtte tro på og adlyde dig.
Amen.

Lad os faste fra at dømme andre og frådse i at Kristus bor i dem.
Lad os faste fra at lægge vægt på vores forskelle og frådse i at alt liv hører sammen.
Lad os faste fra det der synes som mørke og frådse i lysets virkelighed.
Lad os faste fra ord, der forurener og fråde i de sætninger der renser.
Lad os faste fra utilfredshed og frådse i taknemmelighed.
Lad os faste fra vrede og frådse i tålmodighed.
Lad os faste fra pessimisme og frådse i optimisme.
Lad os faste fra bekymringer og frådse i tillid.
Lad os faste fra at brokke os og frådse i påskønnelse.
Lad os faste fra det negative og frådse det bekræftende.
Lad os faste fra det evige pres og frådse i den uophørlige bøn.
Lad os faste fra fjendskab og frådse i ikke-vold.
Lad os faste fra bitterhed og frådse i tilgivelse.
Lad os faste fra selvoptagelse og frådse i medfølelse med andre
Lad os faste fra personlige bekymringer og frådse i evige sandheder.
Lad os faste fra modløshed og frådse i håb.
Lad os faste fra deprimerende fakta og frådse i opløftende sandheder.
Lad os faste fra ligegyldighed og frådse i entusiasme.
Lad os faste fra mistænksomhed og frådse i sandhed.
Lad os faste fra tanker, der svækker, og frådse i løfter, der inspirerer.
Lad os faste fra ligegyldig sladder og og frådse i meningsfuld stilhed.

Gode Gud, giv os af dit nærvær i denne tid med faste og frådseri,
så vi kan være en gave for hinanden i tjeneste for dig.
Amen

Følgende bøn stammer fra en jødisk teolog:

Vi kan ikke bede dig, Gud, om at gøre ende på krigen,
for vi ved, at du har indrette verden sådan,
at mennesket selv må skabe freden
i sig selv og sin næste.
Vi kan ikke bede dig, Gud, om at gøre en ende på sulten,
for du har allerede givet os midlerne
til at brødføde hele verden,
hvis vi blot anvendte dem med omtanke.
Vi kan ikke bede dig, Gud,
om at udrydde fordomme,
for du har allerede givet os øjne
til at se det gode i alle mennesker,
hvis blot vi anvendte vores øjne rigtigt.
Vi kan ikke bede dig, Gud, om at gøre en ende på fortvivlelsen,
for du har allerede givet os magt
til at udrydde fattigdom og give håb til de elendige,
hvis blot vi anvendte vores magt retfærdigt.
Vi kan ikke bede dig, Gud om at udrydde sygdom,
for du har allerede givet os en forstand,
der kan finde midler til at helbrede sygdomme,
hvis blot vi anvendte den til at bygge op.
Derfor beder vi dig, Gud
om at give os styrke, beslutsomhed og vilje
til handle i stedet for at bede,
til at være i stedet for at ønske.

Misforståelser om bøn(3)
Den tredje misforståelse, jeg vil nævne er: Alt er jo alligevel bestemt på forhånd, så hvad nytter det?
Jesus siger, at Gud, allerede før vi beder, véd, hvad vi trænger til. Det kunne få os til at tro, at det kan være ligegyldigt, om vi beder eller ej. Det er åbenlyst godt spørgsmål, og svaret er på en gang indlysende og et mysterium. Det kan bedst forklares med et billede.

I et kærlighedsforhold ønsker begge hinandens bedste. Hvis man kunne, ville man give den anden alt, sågar sit eget liv(!). Man er mere end villig til at opgive noget af sig selv for at komme den anden i møde. Man holder ikke krampagtigt på sit eget, men bøjer sig mod den anden. Man er tålmodig og giver den anden tid. Man glemmer sig selv og giver sig hen til den anden. Man vil ikke gøre noget eller give den anden noget, der skader hende eller ham, men kun det der gavner. Tværtimod vil man til tider netopikke give den anden det, han eller hun beder om, fordi det vil bringe sorg eller skade. Man har ofte en instinktiv fornemmelse for, hvad den anden tænker og føler, fordi kærligheden, og med den empatien, er stor. Og den vokser, jo mere man er sammen.Det billede er indlysende for alle, der har elsket et andet menneske højt. Det store mysterium er, at det samtidig er den mest præcise beskrivelse af forholdet mellem Gud og menneske!

Gud er almægtig og i sin almagt har han besluttet at ville kendes gennem kærlighed. Bønnen er et unikt sted at møde den kærlighed! Mysteriet – at Gud først og fremmest ønsker at være i et kærlighedsforhold til os – kan være svært at tage til sig, for vores naturlige reaktion er: Sådan kan det umuligt være! I virkeligheden er forestillingen om Gud som den utilnærmelige hersker i himlen dybt indgroet hos de fleste af os.

Når vi sammenligner forholdet til Gud med et kærlighedsforhold mellem to mennesker bliver tanken – at alt er besluttet på forhånd og at vores bøn og vores behov ikke ændrer noget hos Gud – utænkelig. Sådan et forhold ville jo ikke være et kærlighedsforhold. Der finder en reel udveksling sted i bønnen mellem Gud og dig. Det kan godt være, du ikke synes, det er logisk, men sådan har Gud villet det. Som en sand elsker, ønsker Gud intet højere end at lære dig at kende, når du åbner dig selv for ham i bønnen. Det er bønnens dybeste formål. Og som i et kærlighedsforhold lytter Gud til dig, ligesom du lytter til Gud. Som du åbner dig selv for Gud, vil Gud åbenbare sig for dig. Derfor er det også en ulykkelig og meget skadelig misforståelse, at vi kan og skal ”kræve” bestemte ting fra Gud i vores bøn, sådan som nogle lærer. Det er krig, ikke kærlighed.

Misforståelser om bøn(2)
Den anden misforståelse, jeg vil nævne i denne serie er denne: En rigtig bøn er en man selv har formuleret.
Det er en af de mest skadelige misforståelser og meget udbredt i frikirkelige kredse, som jeg selv kommer fra. Den skyldes et gammelt opgør med skrevne bønner, som man opfattede som noget, der bare blev ”liret af”. Men der er stor hjælp at hente fra bønner andre har skrevet, både dem vi finder i bibelen og i forskellige bønne-bøger.

Jeg har haft endog lange perioder i mit liv, hvor jeg har haft svært ved at finde ord i min bøn, fordi jeg har været forvirret, i tvivl eller langt nede. Samtidig havde jeg brug for, at der blev sat ord på, men jeg kunne bare ikke selv. Men så længe der er en længsel efter Guds hjælp i ens hjerte, så længe er bønnen til stede i vores liv. Den er ikke afhængig af mine ord. Derfor har jeg altid haft stor glæde af de bønner, andre har bedt og skrevet ned. En træt sjæl, der hverken kan finde hoved eller hale i sit liv, sin tro eller sine mange problemer, kan åbne en bønnebog og hvile i ord der allerede er formuleret. Salmernes bog i bibelen er i princippet 150 bønner. Nogle udtrykker tak, nogle stor nød, andre tvivl og angst, andre glæde. Der er bønner til stort set alle facetter af livet. Faste bønner er en arv vi kristne har fra Jesus og jødedommen, og de er en stor hjælp enten som en fast praksis eller i perioder af vores liv. Den engelske teolog N.T. Wright skriver: ”Ikke at ville bruge andres bønner svarer til kun at ville gå i tøj man selv har designet og syet, eller køre i en bil man selv har bygget stump for stump.”
En af de bønnebøger, jeg selv bruger, hedder Celtic Daily Prayer, men der findes naturligvis mange andre.

Alle mennesker finder det naturligt at bede – sommetider. Jeg har faktisk hørt et menneske, der sagde om sig selv, at hun var ateist, erklære, at hun godt kunne finde på at bede en bøn en gang i mellem. Når vi er i fare, eller vi selv, eller en vi elsker, lider nød på den ene eller den anden måde, ja, så kommer bønnen helt af sig selv – ateist eller ej. Bøn er på den måde det mest naturlige, der overhovedet findes. Man kan måske ligefrem sige, at det er vores drift til at bede, der er adskiller os fra dyrene?

Men det er mange menneskers oplevelse, at bøn samtidig er noget af det vanskeligste i verden. Det er på mange måder også min erfaring. Der har været lange perioder i mit liv, hvor jeg ikke synes bønnen har været spor naturlig. Hvor jeg ikke har haft en fornemmelse af at være blevet hørt. Hvor jeg sikkert kun blev ved med at bede, fordi det nu engang er en vane, jeg fik ind med modermælken.

Men giver det mening at blive ved med at bede, når man tvivler? Nej, ikke hvis vi forstår bøn rent religiøst (at bøn er menneskets råb til Gud, når vi er i fare eller er angste, er en generel religiøs definition). Men i kristen forstand giver det faktisk god mening. Det skyldes, at i kristen forstand er bøn ikke først og fremmest vores måde at nå Guds hjerte på, men i ligeså høj grad Guds måde at nå vores hjerte på.

At fastholde bønnen, netop når man er i tvivl og anfægtet i sin tro, er at lade en dør stå på klem for Gud.

Men når man er i tvivl eller anfægtet i sin tro, er det tit svært at bede med sine egne ord. Men det er heller ikke så vigtigt. I sådanne tider er det godt at have et fadervor eller en bønnebog indenfor rækkevidde.