Tag Archive | "Bekendelse"

Da Gud blev forvist til himlen

Tags: , ,

Da Gud blev forvist til himlen


En dag gik Gud tur i Edens have, som han havde skabt til glæde for mennesker og sig selv. Han traf tit Adam og Eva på sine ture i haven – det var faktisk det, der var meningen med den.

Men i dag var der meget stille. Hvor var de henne? Det så også ud til, at en del af dyrene havde gemt sig. Hvad var de ude på? Var det en leg?

− Adam! Eva! − råbte Gud og ledte mellem træerne og buskene. Gud så ud over en stor åben mark, men der var de heller ikke. Men et sted fandt Gud nogle fodspor og fulgte dem ind mellem træerne. Det var mørkt mellem de store træer.

− Eva? Adam? −

Pludselig var der noget, der hvislede mellem træerne, men der var ikke noget af se. Men så fik Gud øje på de to. Der var noget ukendt og hårdt over deres ansigter, noget som Gud ikke havde set før.

− Hvorfor gemmer I jer? Hvad er der sket? Kom her ud i lyset, så jeg kan se jer ordentligt. Jeg har glædet mig til at skulle bruge dagen sammen med jer.

Men de blev stående i skyggen, kun Gud gik ud i solen.

− Vi vil ikke være sammen med dig mere − sagde de inde fra skyggerne.
− Hvorfor ikke, spurgte Gud
− Vi synes ikke om arrangementet mere.
− Arrangementet?
− Ja, haven er ikke stor nok til både dig og os.
− Det er den da − sagde Gud.
− Du fylder for meget, og vi vil heller ikke det samme.
− Jamen, det kan vi da snakke om − sagde Gud, − Vi har da altid kunnet snakke om tingene.
− Der er ikke mere at snakke om. Vi vil gerne være alene nu, og vi vil bede dig rejse.
− Rejse? Hvor skulle jeg rejse hen? − spurgte Gud, − Hvis ikke vi er sammen kan det hele jo være lige meget! Det er også min have!
− Du har himlen. Der kan du være og gøre fuldstændig, som du vil. Der er brug for nogle klare grænser: Mennesker på jorden, Gud i himlen. Det er til at overskue. Vi regerer på jorden, og du i himlen − sagde de og trådte ud af skyggerne og stillede sig overfor Gud. Jo, der var noget ukendt, hårdt over deres ansigter.

Sådan gik det til, at Gud blev smidt ud af haven og forvist til himlen. Men ind i mellem har Adam og Eva på fornemmelsen, at Gud lusker rundt mellem træerne og hvisker deres navne.

Posted in BlogComments (0)

Ikketros-bekendelse

Tags: , , ,

Ikketros-bekendelse


af Ole Lundegaard

Jeg tror ikke, at regeringen kan frelse mig
Jeg tror ikke, at globaliseringen kan frelse mig
Jeg tror ikke, at den teknologiske udvikling kan frelse mig
Jeg tror ikke, at lægevidenskaben kan frelse mig

Jeg tror ikke, at min seksualitet kan frelse mig
Jeg tror ikke, at min partner kan frelse mig
Jeg tror ikke, at mine børn kan frelse mig
Jeg tror ikke, at mine venner kan frelse mig

Jeg tror ikke, at en fyldt kalender kan frelse mig
Jeg tror ikke, at en tom kalender kan frelse mig
Jeg tror ikke, at rigdom kan frelse mig
Jeg tror ikke, at fattigdom kan frelse mig

Jeg tror ikke, at EU kan frelse mig
Jeg tror ikke, at FN kan frelse mig
Jeg tror ikke, at USA kan frelse mig
NATO NASA WHO WTO OECD PET FET
Jeg tror ikke, at ØMU kan frelse mig
Jeg tror ikke, at BNP kan frelse mig
Jeg tror ikke, at IMF kan frelse mig
Jeg tror ikke, at G20 kan frelse mig
Jeg tror ikke, at FBI kan frelse mig
Jeg tror ikke, at CIA kan frelse mig
Jeg tror ikke, at NGO kan frelse mig
Jeg tror ikke, at DF kan frelse mig
Jeg tror ikke, at DI kan frelse mig
Jeg tror ikke, at SF kan frelse mig
Jeg tror ikke, at IKEA kan frelse mig
Jeg tror ikke, at APPLE kan frelse mig

Jeg tror ikke, at kirken kan frelse mig
Jeg tror ikke, at teologien kan frelse mig
Jeg tror ikke, at traditionerne kan frelse mig
Jeg tror ikke, at World Buddhist Association kan frelse mig

Jeg tror ikke, at min forstand kan frelse mig
Jeg tror ikke, at min dumhed kan frelse mig
Jeg tror ikke, at mine følelser kan frelse mig
Jeg tror ikke, at mine gerninger kan frelse mig

Jeg tror ikke, at succes kan frelse mig
Jeg tror ikke, at fiasko kan frelse mig
Jeg tror ikke, at berømmelse kan frelse mig
Jeg tror ikke, at fornedrelse kan frelse mig

Måske ved jeg ikke, hvad frelse betyder?

Men jeg tror, Jesus har kaldt mig til at blive hans discipel

Det er det eneste.

Posted in BlogComments (2)

De gode nyheder om Jesu liv

Tags: , , ,

De gode nyheder om Jesu liv


af Ole Lundegaard

Jeg er vokset op med denne version af  `evangeliet´: Jesus døde på korset for mig skyld, derfor kommer jeg i himlen når jeg dør. Groft sagt.

Det har altid naget mig. Der er noget, der ikke passer. Det er det samme med trosbekendelsen. Det har altid undret mig, at der om Jesus kun siges, at han er ”undfanget af helligånden, født af jomfru Maria…”  og så springer man direkte til ”… pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet.” Hvad blev der af Jesu liv?

I denne jul vil jeg prædike de gode nyheder om Jesu liv!

Ordet ”Evangelium” står i bibelen på to måder: For det første står det som overskrift over fire skrifter: Mattæus-, Markus-, Lukas-, og Johannes-evangeliet. Det er ikke overskrifter, de selv satte over det, de skrev, men senere tider gav dem det navn. Dvs ”evangelium” blev en betegnelse for historien om Jesu fødsel, hans møde med mennesker, hans helbredelse af syge, hans uddrivelse af onde kræfter, hans opgør med farisæernes hykleri og ypperstepræsternes beregnende politik, hans beslutsomhed i forhold til at gå den vej, Gud havde sendt ham, hans død og hans opstandelse. Hele pakken!

For det andet blev ordet brugt i skrifterne selv om Jesu forkyndelse af Guds rige. ”Guds rige” betyder ikke himlen, som nogen tror. Guds rige er når og hvor Guds intention med skaberværk og mennesker realiseres.

Det vil altså sige, at ”de gode nyheder” handler om Jesu liv (og hans død og opstandelse) og om at Guds vilje gennem Jesus og dem, der følger ham leves ud her og nu!

Det er noget andet end den meget snævre definition, vi ofte møder i evangelikale kredse. Kortformen ”Jesus døde på korset for min skyld, for at jeg kan komme i himlen” står ikke noget sted i biblen og det er faktisk en skæbnesvanger begrænsning!

Når vi glemmer at Jesu liv er en afgørende del af evangeliet, bliver det nemlig muligt at glemme, at vores liv er en afgørende del af vores tro. Det bliver muligt for os begrænse tro til at være et spørgsmål om religiøse følelser og meninger, snarere end den måde, vi lever på.

Derfor vil jeg i den jul, vi står foran, prædike de gode nyheder om det liv, Jesus blev født til at leve!

Posted in BlogComments (1)

Bekendelser

Tags: , ,

Bekendelser


Nu er det på tide at gå til bekendelse. Ole Lundegaard, Allan Ibsen og Lasse Åbom samtaler om bekendelser og hvorfor vi som mennesker stadig har brug for at lette vores hjerte. Måske er der også noget vi som kirke har brug for at bekende?

Posted in PodcastsComments (0)