Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed. Deraf kan vi vide, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt.

Mine kære, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som behager ham. Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os. Den, der holder hans bud, bliver i Gud og Gud i ham. Og at han bliver i os, ved vi af Ånden, som han har givet os.
1. Johannes brev 3, 18-24

Der er en tanke, der ikke kan slippe mig for tiden: Jeg læser lignelsen om kongesønnens bryllup hos Matthæus (22, 1-14).
Det er en vanskellig tekst.

Hvad er det for en Gud vi bliver præsenteret for? En hård tyran, der hævner og dræber de mennesker, der ikke gør som han siger og tvinger folk til at komme til fest og som oven i købet udvælger sig en syndebuk, der ikke er pænt nok klædt på og som derfor bliver svinebundet og smidt ud i mørket. Det er svært at forstå.
Jeg har hørt mange bruge denne tekst til at prædike om Guds hellighed og hans retfærdige hævn, men på en eller anden måde har det aldrig virket rigtigt. Normalt foretrækker jeg parallelfortællingen hos Lukas (14, 15-24), der er meget mere tilgængelig og hvor kongen er entydigt god.

Den tanke, der slog ned i mig, var: Hvorfor tror vi altid, at Gud er den rige mand? Vi mener Gud spiller rollen som konge, magthaver og tyran i lignelserne – er det fordi vi kun forbinder magt, sejr og herredømme med Gud?

Er det den Gud vi ser i Jesus?

Hvad hvis helten i historien er ham, der ikke vil underkaste sig den tyranniske konge? Ham der siger nej til magten og herligheden og som tavst tager imod anklagerne. Hvad hvis Guds Rige er ham der bliver gjort til en syndebuk for os andre, fordi vi er for bange til at sige sandheden, og helst bare vil gøre, som der bliver forventet af os? Hvad hvis Guds rige er ligesom en, der hellere lader sig svinebinde end deltager i den løgn, der siger at Gud er på de stærkes og de undertrykkendes side? Hvad nu hvis Guds rige er ligesom en, der med magt bliver smidt ud i mørket udenfor? Og hvad hvis det mørke er Golgatha?

Korset har helt central betydning i Det nye Testamente, og har altid haft det i kirkens forkyndelse. I de fleste kirkerum hænger kors og krucifixer, så de ikke er til at overse.

Men hvad betyder Jesu død på korset?

Der findes en del forskellige svar på det i Det nye Testamente: Sejr over døden – sejr over ”magter og myndigheder” – en åbenbaring af Guds kærlighed til mennesket – er offer for menneskets synd og skyld. Det sidste svar er sikkert også den forklaring, de fleste kender, og i protestantisk kristendom har vægten – sommetider hele vægten – ligget her.

Det er efter min mening et problem. Hvis vi ser korset så ensidigt som et punkt i historien, et konkret øjeblik (hvilket det var), har vi tendens til at overse, at korset i Det nye Testamentes skrifter tydeligt tegner en model – et paradigme for at bruge et moderne ord – altså, korset (og med det Jesu liv og gerning) er en model for, hvordan vi skal leve. Korset er ikke bare et instrument, det er en Vej.

Jesu død på korset udlægges med visse variabler i de forskellige skrifter, men den konstante betydning af korset, som vi finder i alle lag af skrifter i Det nye Testamente er, at Jesu kors tegner en model for den troendes liv i verden.

Hvis vi fokuserer for ensidigt på korset som ”det frelsende øjeblik” og ikke på korset som Vej, har vi efter min mening ikke forstået hele betydningen af Jesu død.

Her kunne jeg diske op med en lang række skriftsteder – men vil ikke gøre det. Men hvis du giver en kommentar til indlægget og beder om det, skal jeg gerne gøre det.

Fundamentalister læser Bibelen for at finde udråbstegn – Vi vil gerne gå til Bibelen med spørgsmålstegn. For nylig er både naturkatastrofen på Haiti og vulkanen på Island af nogle brugt imod mennesker som Guds udråbstegn.
Vi kommer til Bibelen med vores spørgsmål for at finde, hvad Bibelen sagde dengang, og hvad det siger os i dag. I det arbejde er vi inspireret af en jødisk måde at læse i den hebraiske bibel, kaldet midrash. Det er en måde at blive inspireret af en historie, så den får fornyet liv og betydning.
Du vil få svært ved at finde en jøde, der læser i Bibelen at jorden blev skabt på seks dage. Det er kristne fundamentalister, der læser det og ikke beskæftiger sig med det langt mere alvorlige og vigtige spørgsmål: Hvorfor Gud skabte, i stedet for hvordan.

Midrash er fire måder at læse en tekst. Forbogstaverne for de fire måder danner det hebraiske ord PARDES (Paradis!), der betyder frugtplantage. Altså et udtryk for at der er meget af få ved at læse på denne måde.

Peshat: Den enkel mening af ordene. Når der fx står i 1. Mos 1:28: ” Bliv frugtbare og talrige” så betyder det at få børn!

Remez: Ser efter om der er nogen hints eller forbindelser til andre tekster eller begivenheder der kan hjælpe dig med at forstå verset. Ser du til ex. en dansk film, hvor der sejler færger mellem Korsør og Nyborg, siger det noget om at filmen er optaget før Storebæltsbroen blev bygget. Eller når du ser Matador i fjernsynet ved du at det byder noget, når Maud ikke går i seng!

Drash: Leder efter tekstens morale, etik eller anvisning på, hvordan vi skal leve.

Sod: Ser efter om der kan være en endnu skjult betydning af det læste. Kan man ved at gentage ordene, læse dem igen og igen, finde noget nyt.

-

Et eksempel på en Midras læsning af et vers som vi ellers ikke ligger meget mærke til kunne være:
2. Mos. 2:5: ” Nu kom Faraos datter ned til Nilen for at bade, mens hendes piger gik frem og tilbage på flodbredden. Hun fik øje på kurven mellem sivene og sendte sin tjenestepige ud efter den”

1. læsning: Peshat
- Denne læsning kikker på hvem der er med, og hvad der sker. Altså at Faraos datter kommer ned til Nilen sammen med hendes tjenestepiger for at bade og ser en kurv i vandet!

2. læsning: Remez
- Vil bemærke at ordet for den kurv, som Moses ligger i, er det samme ord, som bruges om Noas ark. Det er altså et fartøj, som lover redning og befrielse.

3. læsning: Drash
- Man kan undre sig over at Faraos datter går til floden i stedet for at blive i paladset og bade dér. Tjener hun en større sag og er det endnu en kvinde uden navn, der giver liv og navn til et barn, som bliver en stor befrier?

4. læsning: Sod
- Det er en kvinde der redder et barn fra krokodiller og død, og dermed redder et folk. Sådan er også Shekhinah (Hunkøns navn for Gud) tilstede og virksom i verden. Ligesom Faros datter hører gråden fra et barn i nød, hører Gud Israelitternes råb under slaveriet.

Nogen har et Bibelsyn, det har vi ikke på etskridt.
Vi har en Bibelbrug, vi vil gerne have Bibelen i brug, og vi tror, at der er meget at hente til vores dagligliv i Bibelens historier. Her vil vi fortælle om vores Bibelbrug.

Bibelen fortæller en historie og mange historier om en skabende og nærværende Gud, der følger sit skaberværk og sit folk tæt. Nogle af historierne er blevet fremmede for os eller opleves ligegyldige. Vi tror historien og historierne skal læses på ny for at give en ny mening til os.
Vi har lært bibelens historier gennem dem, der har fortalt os dem eller fortalt os, hvordan vi skal læse dem. Meget af det, vi der har hørt, vil vi ikke genbruge.
Både den hebraiske bibel og den græske bibel (Det gamle og Det nye Testamente) blev hurtigt løsrevet fra sin jødiske baggrund og blev tolket i en græsk/romersk verden og kultur. Vi har lært at gå til bibelen gennem deres måde at se verden og historierne på.

Vi vil i stedet gå til bibelens historier ved at læse dem i deres jødiske baggrund. Vi vil lære af kirkefædre og andre, der kan inspirere os, men i stedet for at gå baglæns gennem de gamles forståelse af fx Jesus, vil vi i stedet oftere prøve at forstå det Jesus siger ved at gå fra Abraham og Esajas som Jesus ofte henviser til.
Vi vil altså læse Bibelen forfra og ikke bagfra.

Bibelen fortæller os, hvordan mennesker oplever Gud på konkrete tidspunkter i menneskers historie. Hvordan Gud åbenbarer sig på forskellige tidspunkter i menneskets historie. Det er ikke en tidløs Gud, der taler i den hebraiske eller græske bibel, men en Gud der taler ind i konkrete situationer og på bestemte tidspunkter.
Når vi kender forholdene Gud taler ind i, kan vi se, hvad nyt Gud viser af sig selv, og dermed se, hvad det har at sige til os i dag i den helt anderledes tid og vilkår vi har. Og alligevel med så mange ting til fælles med de mennesker, der dengang fik en oplevelse af Gud.

Der er en der har sammenlignet den måde at læse Bibelen på som et barn der bliver født. Når vi har forstået alt det som bibelens historie er omgivet af det tidsbundne, kultur, tradition, forfatter, m.v. kan historierne få nyt liv og vokse til forståelse af, hvad de kan betyde for vores konkrete liv og situation.
Nogen læser Bibelen som en bog der giver alle svarene, vi læser en Bibel der ofte stiller de vigtige spørgsmål og derfor ikke fortæller hvad vi skal tænke, men hvordan vi kan tænke.

Rabbinerne taler om at bibelen kan læses på 70 måder (Ét for hvert år man lever) og derfor vil vi gerne have bibelen i brug så vi bliver udfordret til at tænke på nye måder, få stillet de vigtige spørgsmål og lytte os frem til, hvad Gud vil sige til os i dag, hvilke skridt han er i gang med at tage i verden, og hvordan vi kan følge ham.