Det er din.

At leve med himlen på klem betyder at være opmærksom på at evigheden er i spil her og nu, i vores virkelighed i dag. Det er os, der er med til at sætte kød og blod på den fremtid, Gud har tænkt for sit skaberværk.

I det vi gør, i det vi siger, i den måde vi lever på, er vi med til at give stemme til det Gud vil i verden. Det er ironisk, at kirken i dag synes mere interesseret i at tro de rigtige ting, for at komme i himlen engang, end at spejle den himmel på jorden i dag.

Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed. Deraf kan vi vide, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt.

Mine kære, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som behager ham. Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os. Den, der holder hans bud, bliver i Gud og Gud i ham. Og at han bliver i os, ved vi af Ånden, som han har givet os.
1. Johannes brev 3, 18-24

”Når vi taler om religion som en livsstil, en måde at leve og engagere sig i verden på, taler vi ikke bare om religion som en tros-lære. Vi må være ærlige: En troslære forlanger intet af os med hensyn til at elske de fattige, række vore hænder ud til den anderledes, fordi han eller hun er fra et andet land eller en anden gruppe end vores. Den forlanger intet af vores tegnebog eller vores kalender. Vi kan leve alle ugens timer og dage og kun være optaget af os selv – mens vi stadig hævder, vi tror! Det er forbavsende og trist, at ideen om kristendommen som en lære og ikke en livsstil, har overlevet så længe. Jeg kender mennesker, der tror på nogle andre teorier, men Kærligheden strømmer fra deres liv. Det er i sidste ende det, det handler om.”

Sådan skriver Fransiskanermunken, Richard Rohr.

Selvfølgelig er der ”lære” i den kristne tro (vi tror jo ikke på hvad som helst), men er det ikke sandt, som Richard Rohr skriver, at en lære, et sæt meninger – og vi kunne tilføje – en særlig religiøs følelse, ikke er forpligtende?
Er det ikke fuldstændigt uforpligtende at gå til gudstjeneste?
Er det ikke fuldstændigt uforpligtende at løfte sine hænder og synge: ”Jeg tilbeder dig, Jesus?!”
Er det ikke sandt, at vi har udviklet en kristendom, der ”tror på” Jesus, men måske ikke tror på det, han troede på?

Kalder Jesus os til at tro på ham – eller til at tro på dét, han tror på – og gå dén vej, han gik?!

Kristendommen er måske blevet ”en masse man skal tro”. Den er måske blevet noget med at ”gå i kirke” og holde ”kristendommen” kørende. Det er faktisk helt uforpligtende! Men sådan har det ikke altid været. De første kristne blev kaldt “dem, der hørte til Vejen” (Apostlenes Gerninger 9:1). Der er stor forskel på at være “tilhænger af kristendommen” eller at følge Vejen.

Jeg har lige været i Paris med min kone. Vi så blandt andet de store kirker Notre Dame og Sacre Coeur. Store, fine kirker, ingen tvivl om det. I Rom har jeg set Peterskirken og jeg har set en hel masse andre i andre byer. Jeg bliver sjældent særligt grebet. Ja, det er fantastiske bygninger. Jo, fabelagtige glasmosaikker. Imponerende orgler. De, der har bygget disse enorme pragtværker, har gjort det i bedste mening – for at ære Gud. Vil jeg tro.

Men hver gang jeg er i en af disse katedraler forstyrres jeg af billedet af en simpel jøde, en tømrer, Guds søn, der hverken startede en ny religion eller opførte en eneste bygning (udover at jeg vil tro, at han som tømrer har sat vinduer og døre i et hus eller to, bygget nogle spisestuemøbler og sikkert nogle hønsegårde). Til gengæld lavede han ved en enkelt lejlighed en provokerende happening i det store tempel i Jerusalem. Det blev han ikke populær på.

De store kirker – og de små for den sags skyld, al den fine kunst, ritualerne, såmænd sakramenterne – er potentielt ikke andet end … religion. Det er tilsyneladende nødvendigt for vi mennesker at lave den slags rammer omkring troen, men det er og bliver menneskeværk.

Religion er det, vi bygger op omkring det guddommelige i tilværelsen. Men religionen er ikke det guddommelige. Og alt det, vi bygger op – bygninger, ritualer, regler, læresætninger skal vi kunne begrunde samtidig med, at vi har billedet af en bestemt jøde, en tømrer, Guds søn, og den måde han levede og døde på, for vore øjne. Ellers er det kun religion, og i værste fald skadeligt, fordi det skygger på mesteren.

Jesu søgte en gen-konfigurering af det menneskelige hjerte. En gen-kalibrering af vores dybeste begær. Han opfordrede ikke nogen som helst til at engagere sig i religion, men til at følge ham. Derfor er religion, inklusiv sakramenter, bygninger, læresætninger, the works, kun noget værd for så vidt, de konfigurerer og kalibrerer os til at følge mesteren.

Den tredje prædiken i serien, At blive discipel. Ole Lundegaard prædiker i Korskirken, Herlev, 25. sept. 2011.

Podcast (httpfeeds-feedburner-cometskridtpodcasts): Play in new window | Download (Duration: 22:47 — 31.3MB)

Prædiken nr. 2 af Ole Lundegaard i serien om at blive Jesu discipel. Fra Korskirken i Herlev, søndag d.11. september 2011.

Podcast (httpfeeds-feedburner-cometskridtpodcasts): Play in new window | Download (Duration: 23:15 — 31.9MB)

Prædiken af Ole Lundegaard om de første skridt i at blive en discipel. Fra Korskirken i Herlev, søndag d. 4. september 2011.

Podcast (httpfeeds-feedburner-cometskridtpodcasts): Play in new window | Download (Duration: 20:30 — 9.4MB)

Her er nogle opmuntrende ord fra en klog mand, Wilfrid Stinissen, svensk karmelittermunk, fra hans bog I dag er Guds dag (Steno forlag, 2002), s. 172.

“Gud har ikke skabet verden og gjort mennesket helt færdigt en gang for alle. Han skaber universet i en udvikling. Han skaber sådan, at mennesket og menneskeheden gradvist vokser i indsigt og klarhed. Kun langsomt kommer erkendelsen af, hvad der er rigtigt og sandt.

Denne udvikling hører til selve skabelsen, den er med i Guds beregninger og er en del af hans plan. Gud vil ikke, at et barn handler og tænker som en voksen. Barnet har ret til at være som en barn. Der findes forskellige faser både i den enkeltes og i hele menneskehedens udvikling, og hver fase har sin egen sandhed.

Gud kræver ikke, at du allerede skal være sådan, som han måske vil have, at du engang skal være. Men i hver fase af din udvikling giver han dig et vist mål af lys og indsigt til at gå videre. Det, du skal gøre, er fra nu af at tage de skridt, han kalder dig til. Det gamle er aldrig spildt, hvis du går fremad i overensstemmelse med det det, du netop nu ved, er rigtigt.

Det er uretfærdigt, hvis du bedømmer din fortid efter det, du ved nu, men ikke vidste før. Og selv om du tidligere virkelig handlede mod bedre vidende, ikke fulgte din samvittighed og indsigt, så kan du fra nu af genoprette alt, hvis du gør, hvad du i dette øjeblik indser er det rigtige.

Muligheden for at leve efter Guds vilje ligger altid åben for dig. Engang imellem er det måske hans vilje, at du ikke ved, hvad du skal gøre for at kunne fortsætte. Overlad da din uvished til ham, accepter midlertidigt at være i mørke. Hvis du er helt oprigtig over for ham og over for dig selv, vil du i rette øjeblik vide, hvad du skal gøre.”

Lyt til en samtale med Keld Dahlmann,
præst i Århus Valgmenighed,
om at være discipel af Jesus
- et ord der både indeholder omsorg og udfordring

Podcast (httpfeeds-feedburner-cometskridtpodcasts): Play in new window | Download (Duration: 13:39 — 18.7MB)

Tro er temaet for Hjertesprog i denne uge (21.-27. marts 2011). På Etskridt skriver vi meget om tro som en måde at leve på. Tro har alt for længe været forstået som enten dogmer eller følelser. Derfor er det nødvendigt at pege på, at troen på Gud, Jesu Kristi far, er en vej, en adfærd, en måde at leve på. Tro er noget helt praktisk – at følge Jesus.

Det er en nødvendig fokus i dag, fordi troen som vej har været underbetonet. Men dermed ønsker vi jo ikke at gøre den samme fejl og betone det i en sådan grad, at tro som den dybe, personlige relation til Gud, fortoner.

Alle veje fører jo et sted hen. Det gør troens vej også. Kirkefaderen Augustin (år 354 – 430) skrev:

”`Jeg er vejen og sandheden og livet´(Joh 14:6). Troen er vejen, og kontemplationen er sandheden og livet. `Endnu ser vi i et spejl, i en gåde´ (1. Kor 13:12) – dette er troen. `Men da skal vi se ansigt til ansigt´ – dette er kontemplationen. Paulus siger endvidere: `Kristus bor i vore hjerter, i det indre menneske, gennem troen´ – dette er vejen, og vi kan kun ane, når vi går på den. Men han tilføjer: `I skal lære Kristi kærlighed at kende, som overgår al forstand, og I skal i fylde træde ind i Guds hele fylde´ (jf. Efes 3:16-19). Kontemplationen er denne fylde …. `I er jo døde,´ siger han videre, `og jeres liv er skjult med Kristus i Gud´ – sådan er troen. `Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal I også blive åbenbaret sammen med ham i herlighed´ (Kol 3:3-4) – sådan er Guds plan.”

Augustin taler her netop om tro som en vej – men betoner, at den fører et sted hen – til kontemplation, dvs til at skue Gud.

Troen er vejen, og kontemplationen er sandheden og livet.

Troen er en gåde, men den fører til at vi skal se ansigt til ansigt.

Troen lader Kristus bo i vore hjerter – og med den skal vi lære kærlighedens fylde at kende.

Troen forankrer os med Kristus i Gud – og vi bliver et med ham i hans herlighed

Sandhed – Liv – Se ansigt til ansigt – Kærlighedens fylde – Herlighed

Det er dét mysterium, der dukker frem af disen for den, der går på troens vej. Det er ikke det, vi jager – vi skal bare følge Jesus – men det er dét, vejen kommer os i møde med, når vi følger ham og bliver i ham.

(Citatet fra Augustin er fra prædiken 346, 2, her citeret fra Olivier Clément, Kilder. Kirkefædrene om troens liv. Tekster og kommentarer, Katolsk forlag, udgivet i samarbejde med Forlaget Boedal, 2008, s. 132.)