Jeg har lige været i Paris med min kone. Vi så blandt andet de store kirker Notre Dame og Sacre Coeur. Store, fine kirker, ingen tvivl om det. I Rom har jeg set Peterskirken og jeg har set en hel masse andre i andre byer. Jeg bliver sjældent særligt grebet. Ja, det er fantastiske bygninger. Jo, fabelagtige glasmosaikker. Imponerende orgler. De, der har bygget disse enorme pragtværker, har gjort det i bedste mening – for at ære Gud. Vil jeg tro.
Men hver gang jeg er i en af disse katedraler forstyrres jeg af billedet af en simpel jøde, en tømrer, Guds søn, der hverken startede en ny religion eller opførte en eneste bygning (udover at jeg vil tro, at han som tømrer har sat vinduer og døre i et hus eller to, bygget nogle spisestuemøbler og sikkert nogle hønsegårde). Til gengæld lavede han ved en enkelt lejlighed en provokerende happening i det store tempel i Jerusalem. Det blev han ikke populær på.
De store kirker – og de små for den sags skyld, al den fine kunst, ritualerne, såmænd sakramenterne – er potentielt ikke andet end … religion. Det er tilsyneladende nødvendigt for vi mennesker at lave den slags rammer omkring troen, men det er og bliver menneskeværk.
Religion er det, vi bygger op omkring det guddommelige i tilværelsen. Men religionen er ikke det guddommelige. Og alt det, vi bygger op – bygninger, ritualer, regler, læresætninger skal vi kunne begrunde samtidig med, at vi har billedet af en bestemt jøde, en tømrer, Guds søn, og den måde han levede og døde på, for vore øjne. Ellers er det kun religion, og i værste fald skadeligt, fordi det skygger på mesteren.
Jesu søgte en gen-konfigurering af det menneskelige hjerte. En gen-kalibrering af vores dybeste begær. Han opfordrede ikke nogen som helst til at engagere sig i religion, men til at følge ham. Derfor er religion, inklusiv sakramenter, bygninger, læresætninger, the works, kun noget værd for så vidt, de konfigurerer og kalibrerer os til at følge mesteren.
