”Når vi taler om religion som en livsstil, en måde at leve og engagere sig i verden på, taler vi ikke bare om religion som en tros-lære. Vi må være ærlige: En troslære forlanger intet af os med hensyn til at elske de fattige, række vore hænder ud til den anderledes, fordi han eller hun er fra et andet land eller en anden gruppe end vores. Den forlanger intet af vores tegnebog eller vores kalender. Vi kan leve alle ugens timer og dage og kun være optaget af os selv – mens vi stadig hævder, vi tror! Det er forbavsende og trist, at ideen om kristendommen som en lære og ikke en livsstil, har overlevet så længe. Jeg kender mennesker, der tror på nogle andre teorier, men Kærligheden strømmer fra deres liv. Det er i sidste ende det, det handler om.”

Sådan skriver Fransiskanermunken, Richard Rohr.

Selvfølgelig er der ”lære” i den kristne tro (vi tror jo ikke på hvad som helst), men er det ikke sandt, som Richard Rohr skriver, at en lære, et sæt meninger – og vi kunne tilføje – en særlig religiøs følelse, ikke er forpligtende?
Er det ikke fuldstændigt uforpligtende at gå til gudstjeneste?
Er det ikke fuldstændigt uforpligtende at løfte sine hænder og synge: ”Jeg tilbeder dig, Jesus?!”
Er det ikke sandt, at vi har udviklet en kristendom, der ”tror på” Jesus, men måske ikke tror på det, han troede på?

Kalder Jesus os til at tro på ham – eller til at tro på dét, han tror på – og gå dén vej, han gik?!

Kristendommen er måske blevet ”en masse man skal tro”. Den er måske blevet noget med at ”gå i kirke” og holde ”kristendommen” kørende. Det er faktisk helt uforpligtende! Men sådan har det ikke altid været. De første kristne blev kaldt “dem, der hørte til Vejen” (Apostlenes Gerninger 9:1). Der er stor forskel på at være “tilhænger af kristendommen” eller at følge Vejen.

Fra og med 20. februar 2012 og 6 uger frem, altså i fastetiden, deltager ca. 30 kirker rundt omkring i landet i et forløb, vi kalder Hjertesprog – enkle skridt i tro, som etskridt har udviklet.

Velkommen til jer!

Til forløbet hører bogen Hjertesprog, som indeholder oplæg til gruppesamtaler samt en læsning til hver dag, bestående af et kort skriftsted fra Bibelen, en kort reflektion eller et spørgsmål til overvejelse, en lille bøn samt et forslag til, hvordan troen kan omsættes i praktisk liv denne dag. Vi håber, I alle får glæde af forløbet, og hører gerne fra jer, hvis I har ris eller ros eller gode ideer.

Hvis du gerne vil være med – måske sammen med en gruppe – kan bogen købes for 100 kr. + porto. Send os blot en mail, så sender vi den til dig.

Etskridt vil gerne tage Jesus alvorligt, siger vi. Det betyder samtidig, at vi er nødt til at være præcise med at fortælle hvilken Jesus, vi ønsker at tage alvorligt.

Det er ikke den engleblide Jesus fra søndagsskolens glansbilleder
Det er ikke den ufarlige, upolitiske Jesus, der kun taler om fred i sjælen
Det er ikke den Jesus, der beder os om at holde ud, indtil vi endelig kan komme i himlen
Det er ikke juleaftens Jesus-barn i krybben
Det er ikke den masochistiske Jesus fra Mel Gibsons film The Passion
Det er ikke ikonet Jesus, hvad end det er som billede eller krucifix
Det er ikke mantraet Jesus i lovsangene eller bønnerne

Selvom Jesus kan være blid
Selvom han fylder vores indre med fred
Selvom han giver os håb om himlen
Selvom han blev menneske, led på korset og er centrum for vores lovprisning…

… er det Jesus, som vi møder ham i evangelierne, Jesus som vi hører ham i bjergprædikenen, vi tror, vi skal følge.

Det er Jesus, der står i midten af kredsen af disciple og taler til os om at følge ham, at opgive vores egne dagsordner og blive hans disciple og fortsætte hans gerning – det er ham, vi gerne vil tage alvorligt. Men tør vi?

Måske det mest revolutionerende, Jesus siger (og der er ellers en del at tage af), er, at vi møder ham hver dag, når vi møder et menneske, som lider nød.

Du har sikkert mødt Jesus i dag!

Jeg tror det må være det mest radikale udtryk for Guds kærlighed til os, der findes.

Ikke blot ”Gud er med os”
Ikke blot ”Gud blev menneske i Jesus Kristus”

Men

”Jeg er den ensomme på 2. sal”
”Jeg er moren på kontanthjælp”
”Jeg er klimaflygtningen”

Det understreger, at Gud deler den lidendes smerter.
Men Jesus vender den også om.

”Hver gang, du bevidst har overset den ensomme, har du overset mig”
”Hver gang, du gik forbi den fattige, gik du forbi mig”
”Hver gang du sagde: `Hvad rager det mig´, var det mig, du var ligeglad med”

Det er næsten ikke til at fatte rækkevidden af det udsagn – i vores forståelse af Gud og i vores relation til vores næste. Hvis vi levede sådan, ville verden blive et helt nyt sted.

Er det ikke det, Jesus vil med historien i Mattæusevangeliet kap. 25:31-46?

Korset har helt central betydning i Det nye Testamente, og har altid haft det i kirkens forkyndelse. I de fleste kirkerum hænger kors og krucifixer, så de ikke er til at overse.

Men hvad betyder Jesu død på korset?

Der findes en del forskellige svar på det i Det nye Testamente: Sejr over døden – sejr over ”magter og myndigheder” – en åbenbaring af Guds kærlighed til mennesket – er offer for menneskets synd og skyld. Det sidste svar er sikkert også den forklaring, de fleste kender, og i protestantisk kristendom har vægten – sommetider hele vægten – ligget her.

Det er efter min mening et problem. Hvis vi ser korset så ensidigt som et punkt i historien, et konkret øjeblik (hvilket det var), har vi tendens til at overse, at korset i Det nye Testamentes skrifter tydeligt tegner en model – et paradigme for at bruge et moderne ord – altså, korset (og med det Jesu liv og gerning) er en model for, hvordan vi skal leve. Korset er ikke bare et instrument, det er en Vej.

Jesu død på korset udlægges med visse variabler i de forskellige skrifter, men den konstante betydning af korset, som vi finder i alle lag af skrifter i Det nye Testamente er, at Jesu kors tegner en model for den troendes liv i verden.

Hvis vi fokuserer for ensidigt på korset som ”det frelsende øjeblik” og ikke på korset som Vej, har vi efter min mening ikke forstået hele betydningen af Jesu død.

Her kunne jeg diske op med en lang række skriftsteder – men vil ikke gøre det. Men hvis du giver en kommentar til indlægget og beder om det, skal jeg gerne gøre det.

Så sker der endelig noget her på etskridt igen. Vi været ret stille i lang tid, men nu har vi fået siden opdateret og rettet en række fejl, så nu er vi klar til for alvor at gå i gang. Nu skulle opdateringen af podcasts fungere via itunes og nyt optageudstyr er indkøbt, så der fremover kan komme nye podcasts ugentligt med prædikener plus forskellige andre godter vi falder over. Hvis du har gode idéer til en podcast eller en person du synes vi skal interviewe så hører vi gerne fra dig. Du kan også skrive med et spørgsmål eller et emne du synes vi skal arbejde med. Bloggen er tænkt som et sted, hvor vi kommer med umiddelbare tanker og refleksioner. Hvis du gerne vil gå lidt mere i dybden kan du kaste dig over artiklerne. Indtil videre linker vi til andres videoer, med tiden håber vi selv at kunne lægge nogle videoer op.
Men se dig omkring og deltag i samtalen – etskridt er vores forsøg på at komme i dialog med dig om troen og livet og hvordan vi tager nye skridt sammen.

Der sidder fire frøer på kanten af en sø. Så beslutter den ene frø sig til at tage et skridt ud i søen.
Hvor mange frøer sidder der så?
- Der sidder stadig fire, for frøen havde kun besluttet sig.

Meningen er, at vi privat og sammen skal tage nogle skridt. Gå fra beslutning til handling.

På den måde er vi også med i noget, der er en udvikling i den vestlige verden. Flere kirker og kristne går fra at være sammen om deres meninger til at være sammen i deres handlinger. Det, der samler os, er altså ikke så meget vores dogmatik som vores praktik. Det tror vi, er en god udvikling.

Jesus var meget mere handlingsorienteret end meningsorienteret. Kirkerne har i alt for mange år været mere meningsorienteret (dogmatiske) end de har været handlingsorienteret og dermed har vi undladt, at tage de skridt, Jesus inspirerede og inspirerer os til at tage i dag.

Vi håber, du vil lade dig inspirere, beslutte dig og tage et skridt. Har du lyst til det, er du altid velkommen til at dele med en af os, hvilket skridt du vil tage privat eller sammen med andre.

I denne Podcast taler Ole Lundegaard og Lasse Åbom om nogle af tankerne bag etskridt.nu. Her kan du høre, hvorfor det er så vigtigt at forstå tro som en rejse, vi inviteres til at gå med på.

Podcast (httpfeeds-feedburner-cometskridtpodcasts): Play in new window | Download (Duration: 13:29 — 6.2MB)

Der er vel ikke nogen pointe i at tage et skridt, bare for at tage et skridt? Det afgørende må være – hvilket skridt og i hvilken retning? Her er et bud på retningen (hvilket skridt der er aktuelt for dig, kan du kun selv svare på).

Da Jesus en gang blev spurgt om at koge alt det med Gud og mennesker ned til en enkelt sætning sagde han: ”Du skal elske Herren din Gud …. og du skal elske din næste som dig selv”.

At elske Gud og at elske sin næste er retningen!

Det er lidt ligesom et kompas. Et kompas peger altid nord-syd. Sådan er det bare. Det er lige meget om man er ung eller gammel, tyk eller tynd, eller har den ene eller den anden smag eller politiske overbevisning. Et kompas viser samme vej for alle.

Med ordene: Elsk Gud med alt der i dig, og elsk din næste, som om han var dig selv, giver Jesus os et nord-syd, der på samme måde er uafhængingt af alder, politik, smag, nationalitet.
Alt det der med Gud og tro handler simpelthen om at elske – Gud og vores næste. Det lyder egentlig enkelt… men skridtet kan godt være stort, for vi har tit gjort troen på Gud meget mere kompliceret – og teoretisk

Den misforståelse punkterer Jesus med sin kompasnål.

Vi lavede en undersøgelse blandt de 25-45 årige i vores kirke for at finde ud af hvordan de havde de med kirken. En af dem, vi spurgte, sagde: ”Der skal helt andre boller på suppen, hvis kirke igen skal være noget for mig…”
Jeg tror de ord ramte noget i mit eget liv også. Nogle gange kan der bare være så stor forskel mellem den kirkelighed vi oplever om søndagen og den virkelighed vi lever i resten af ugen. Enten kan det føles som om, man er nødt til at slå hjernen fra, når man går ind i kirken, fordi her er kritiske spørgsmål, tvivl og selvstændige meninger ikke velkomne, eller også kan det føles som om troen er blevet så abstrakt og stivnet i dogmer og ritualer, at den virker fuldstændigt udvandet og ligegyldig i forhold til min hverdag.
etskridt er for mig de første skridt ad en tredje vej. Kan vi tale om tro på en måde der på én gang er nærværende og konkret uden at blive banalt og samtidigt dybt og engagerende uden at blive kedeligt? Det er ikke et fuldt og færdigt projekt, der forklarer alting, men et eksperiment vi kaster os ud i, der måske kan være med til at pege på hvordan vi kan tale autentisk om tro i dag.