Ved et usandsynligt lykketræf og velvillig støtte er det lykkedes mig at deltage på en konference i Syracuse, New York. Konferencen handler om religionsfilosofi i det 21. århundrede og er et input i det speciale jeg er ved at skrive på Københavns Universitet. I den kommende uge vil jeg bringe en lille rejsedagbog fra konferencen som et øjebliksbillede fra USA og et indblik i, hvad jeg er optaget af for tiden.

Den klemte kirke

Der er sket noget med kirkerne i USA, siden jeg var her sidst. Jeg lagde mærke til det allerede i lufthavnen da paskontrollanten spurgte hvad jeg skulle i USA. Da jeg svarede, at jeg var præst og skulle deltage i en konference på et universitet, så han helt træt ud. Det er som om det ikke giver den samme streetcredit, når man fortæller man er præst. Forstå mig ret, det er ikke fordi jeg forventer beundrende blikke og næsegrus respekt, men jeg ser det som en samfundsudvikling i det land, der ynder at kalde sig Guds eget land. Når jeg går rundt i Syracuse virker kirkerne, som om de for længst er blevet overhalet af en udvikling, der er tordnet forbi dem. Det øverste billede er fra downtown Syracuse. Kirken klemt inde mellem alt det andet, der sker i byen. Det er slående så forfaldne kirkerne ser ud – det er som de næsten har opgivet på forhånd. Jeg ved godt at det ikke nødvendigvis er sådan i hele USA og at jeg befinder mig i det nordøstelige og mest liberale hjørne af landet, men jeg synes alligevel tendensen er interessant.

Vi kender godt denne marginalisering af kirken fra Europa, det har vi oplevet siden anden verdenskrig, og tendensen er langt mere fremskreden hos os end her. Det interessante er, hvad vi gør ved det. Jeg tror, det er en fantastisk mulighed for kirken til at få et reality tjeck på, hvem den egentlig er, og hvorfor den er til. Vi kan fortsætte med at gøre som vi altid har gjort, med skyklapper på og i troen på at alting er godt. Eller vi kan se os omkring og spørge os selv, hvordan det kan være at langt langt størstedelen af moderne mennesker overhovedet ikke finder kirken og troen som en relevant samtalepartner i deres liv?

Nogle af de svar vi kommer frem til, kan være smertefulde og svære, men er det grund nok til ikke at stille dem?

Nogle gange kan man møde mennesker, der lader til at mene at kirken og troen aldrig skal forandre sig – at tingene bare skal blive ved med at være som de altid har været. Og så bygger vi kirker på det princip – bare tingene er som de altid har været – så er vi trygge… Bare vi gør tingene som vi plejer at gøre dem – så bliver alt godt…

Men der er noget i den ligning, der ikke rigtig passer. For mig er forandring en af de mest centrale dele af troen – løftet om at forandring er muligt – at tingene ikke er nødt til at blive ved med at være, som de er nu – i verden, i mit liv, i mig. Og det er da en god nyhed – eller hvad?

Jeg tror virkelig, vi har fat i noget af det, tro virkelig handler om her. Man kan måske næsten sige, at tro er forandring. Jeg læste en eller anden, der sagde, at det, der adskiller mennesker fra alle andre levende væsener, er vores evne til at forestille sig at tingene kan være anderledes end de er lige nu.

Tænk at vores fantasi, vores længsel efter forandring, måske faktisk er noget af det, der er med til at gøre os til mennesker…

etskridt handler om forandring… Vi tror at ting er i forandring, at vi er i forandring, og vi tror, tro handler om at være i forandring. Min tro har forandret sig meget, siden dengang jeg var barn – og jeg tror, den vil forandre sig mange flere gange i fremtiden – og forhåbentlig vil den der igennem også være med til at forandre mig.

Der sidder fire frøer på kanten af en sø. Så beslutter den ene frø sig til at tage et skridt ud i søen.
Hvor mange frøer sidder der så?
- Der sidder stadig fire, for frøen havde kun besluttet sig.

Meningen er, at vi privat og sammen skal tage nogle skridt. Gå fra beslutning til handling.

På den måde er vi også med i noget, der er en udvikling i den vestlige verden. Flere kirker og kristne går fra at være sammen om deres meninger til at være sammen i deres handlinger. Det, der samler os, er altså ikke så meget vores dogmatik som vores praktik. Det tror vi, er en god udvikling.

Jesus var meget mere handlingsorienteret end meningsorienteret. Kirkerne har i alt for mange år været mere meningsorienteret (dogmatiske) end de har været handlingsorienteret og dermed har vi undladt, at tage de skridt, Jesus inspirerede og inspirerer os til at tage i dag.

Vi håber, du vil lade dig inspirere, beslutte dig og tage et skridt. Har du lyst til det, er du altid velkommen til at dele med en af os, hvilket skridt du vil tage privat eller sammen med andre.