Tag Archive | "Gud"

Hvor hans øjne ser, er der fred

Tags: , ,

Hvor hans øjne ser, er der fred


Her er en lille tanke, hentet hos Thomas Merton.

I dag, i et svært øjeblik, genopdagede jeg Jesus –
eller var det for første gang?
Jeg kom nærmere end nogensinde før til at indse,
hvor sandt det er, at vores forhold til Jesus er noget,
der ligger langt ud over forestillinger og følelser.

Hans øjne – som er sandhedens øjne – er fæstnet på mit hjerte.
Hvor hans øje ser, er der fred,
for Hans ansigts lys – som er sandhed –
skaber det, det lyser på.

Der er også glæde:
Til dem, han elsker, siger han,
”Jeg vil fæstne mit øje på dig.”

Hans ser os altid og alle steder
Der kommer ingen nåde fra himlen til os
uden at han ser vores hjerte.

Posted in HjertesprogComments (0)

Gud er ikke kristen

Tags: ,

Gud er ikke kristen


For mig er pinse først og fremmest påmindelsen om at Gud er større og mere end vi kan forstå. Det er historien om den Gud, der sprænger alle vores rammer, rusker os ud af vores fastlåste forståelser og kalder os ind til livet – der hvor han er. Pinse er kraft og liv, overflod, optur og nærvær – alt det vi længes efter, når vi har mistet håbet og mangler troen.
Jeg faldt over denne refleksion fra en af troens store helte, Desmond Tutu.
På vej mod pinse er det gode ord at tage med sig:

Det er sandelig godt at vide, at Gud (i den kristne tradition) skabte alle mennesker (ikke bare de kristne) i sit billede. På den måde gav han alle mennesker en uendelig værdi. På same måde er det godt at vide, at det var med hele menneskeheden, at Gud indgik i et pagtsforhold, dengang han lovede Noah, at han ikke igen vil ødelægge sit skaberværk med vand.
Vi kan sandelig være glad for, at det evige ord – Guds Ord – oplyser alle mennesker, der kommer til verden – ikke kun de kristne. For det, vi kender som Guds Ånd, er ikke begrænset til de kristne. Guds Ånd var til, lang tid før der fandtes kristne. Den inspirer og nærer kvinder og mænd til hellighed og modner dem til at bære frugt, for den virker for det bedste i alle mennesker.
Vi gør grin med Gud og benægter hans storhed og retfærdighed, hvis vi – for eksempel – benægter, at Mahatma Gandhi var et stort menneske, en hellig mand, der vandrede med Gud.
Vores Gud ville være for lille, hvis han ikke også var Gud for Gandhi: Når vi tror at Gud er én, så betyder det, at han er den eneste Gud, for alle mennesker, hvad enten de anerkender det eller ej. Gud har ikke brug for os til at passe på ham. Måske har mange af os brug for at få vores forståelse af Gud uddybet og udvidet.
Det er blevet sagt – halvt i spøg – at Gud skabte mennesket i sit billede og lige siden har mennesket sagt tak ved at skabe Gud i sit billede, fyldt med de samme fordomme og fejl som sig selv. Men Gud bliver ved med at være Gud, hvad enten der er kristne til eller ej.

Posted in BlogComments (0)