Refleksion af Oscar Romero, ærkebiskop af El Salvador, myrdet d. 24. marts 1980.

Ind i mellem hjælper det, at træde et skridt tilbage og tingene i et større perspektiv. Guds rige er ikke bare mere end vi formår, det er også mere end vi kan forestille os.

I vores livstid kan vi kun opnå en brøkdel af det fantastiske værk Gud har sat i gang i verden. Intet af det, vi gør, er fuldkomment, eller med andre ord: Guds rige ligger altid foran os.

Ingen troslære siger alt, der kan siges. Ingen bøn udtrykker vores tro fuldt ud. Ingen bekendelse er perfekt. Ingen relation bringer sand helhed. Ingen aktivitet fuldfører kirkens mission. Ingen målsætning eller vision inkluderer alt hvad Gud vil.

Det her er det vi kan gøre: Vi planter frø, der engang skal gro. Vi vander de frø, der allerede er plantet, idet vi ved, at de rummer løfter for fremtiden. Vi lægger fundamenter, der har brug for at blive udbygget. Vi tilsætter gær, der har større effekt end vore evner.

Vi kan ikke gøre alt.

Det sætter os fri at indse det, for det sætter os i stand til at gøre noget, og at gøre det godt. Det kan godt være det er ufuldkomment, men det er en begyndelse, et skridt på vejen, en mulighed for at Guds nåde kan gøre resten.

Måske ser vi aldrig resultatet. Det er forskellen på bygmesteren og arbejderen. Vi er arbejdere ikke bygmestere, hjælpere ikke frelsere.

Vi er profeter for en fremtid, der ikke er vores egen.

Den tredje prædiken i serien, At blive discipel. Ole Lundegaard prædiker i Korskirken, Herlev, 25. sept. 2011.

Podcast (httpfeeds-feedburner-cometskridtpodcasts): Play in new window | Download (Duration: 22:47 — 31.3MB)

Følgende bøn stammer fra en jødisk teolog:

Vi kan ikke bede dig, Gud, om at gøre ende på krigen,
for vi ved, at du har indrette verden sådan,
at mennesket selv må skabe freden
i sig selv og sin næste.
Vi kan ikke bede dig, Gud, om at gøre en ende på sulten,
for du har allerede givet os midlerne
til at brødføde hele verden,
hvis vi blot anvendte dem med omtanke.
Vi kan ikke bede dig, Gud,
om at udrydde fordomme,
for du har allerede givet os øjne
til at se det gode i alle mennesker,
hvis blot vi anvendte vores øjne rigtigt.
Vi kan ikke bede dig, Gud, om at gøre en ende på fortvivlelsen,
for du har allerede givet os magt
til at udrydde fattigdom og give håb til de elendige,
hvis blot vi anvendte vores magt retfærdigt.
Vi kan ikke bede dig, Gud om at udrydde sygdom,
for du har allerede givet os en forstand,
der kan finde midler til at helbrede sygdomme,
hvis blot vi anvendte den til at bygge op.
Derfor beder vi dig, Gud
om at give os styrke, beslutsomhed og vilje
til handle i stedet for at bede,
til at være i stedet for at ønske.

Etskridt vil gerne tage Jesus alvorligt, siger vi. Det betyder samtidig, at vi er nødt til at være præcise med at fortælle hvilken Jesus, vi ønsker at tage alvorligt.

Det er ikke den engleblide Jesus fra søndagsskolens glansbilleder
Det er ikke den ufarlige, upolitiske Jesus, der kun taler om fred i sjælen
Det er ikke den Jesus, der beder os om at holde ud, indtil vi endelig kan komme i himlen
Det er ikke juleaftens Jesus-barn i krybben
Det er ikke den masochistiske Jesus fra Mel Gibsons film The Passion
Det er ikke ikonet Jesus, hvad end det er som billede eller krucifix
Det er ikke mantraet Jesus i lovsangene eller bønnerne

Selvom Jesus kan være blid
Selvom han fylder vores indre med fred
Selvom han giver os håb om himlen
Selvom han blev menneske, led på korset og er centrum for vores lovprisning…

… er det Jesus, som vi møder ham i evangelierne, Jesus som vi hører ham i bjergprædikenen, vi tror, vi skal følge.

Det er Jesus, der står i midten af kredsen af disciple og taler til os om at følge ham, at opgive vores egne dagsordner og blive hans disciple og fortsætte hans gerning – det er ham, vi gerne vil tage alvorligt. Men tør vi?

Måske det mest revolutionerende, Jesus siger (og der er ellers en del at tage af), er, at vi møder ham hver dag, når vi møder et menneske, som lider nød.

Du har sikkert mødt Jesus i dag!

Jeg tror det må være det mest radikale udtryk for Guds kærlighed til os, der findes.

Ikke blot ”Gud er med os”
Ikke blot ”Gud blev menneske i Jesus Kristus”

Men

”Jeg er den ensomme på 2. sal”
”Jeg er moren på kontanthjælp”
”Jeg er klimaflygtningen”

Det understreger, at Gud deler den lidendes smerter.
Men Jesus vender den også om.

”Hver gang, du bevidst har overset den ensomme, har du overset mig”
”Hver gang, du gik forbi den fattige, gik du forbi mig”
”Hver gang du sagde: `Hvad rager det mig´, var det mig, du var ligeglad med”

Det er næsten ikke til at fatte rækkevidden af det udsagn – i vores forståelse af Gud og i vores relation til vores næste. Hvis vi levede sådan, ville verden blive et helt nyt sted.

Er det ikke det, Jesus vil med historien i Mattæusevangeliet kap. 25:31-46?

Der var engang en konge, der planlagde at bygge en by i en fjern egn af sit rige. Han kaldte en flok af sine bedste ingeniører og planlæggere sammen for at fortælle dem om sin plan. De modtog hans plan med begejstring og begyndte at regne på, hvad det ville koste og hvordan det kunne gøres. Kongen besluttede at sende et mindre hold af ingeniører og håndværkere afsted for at forberede projektet, lægge fundamenter, sørge for infrastruktur osv. Senere skulle den store arbejdsstyrke komme. Belæsset med redskaber og tegninger drog de afsted. Da de nåede frem, etablerede de en midlertidig lejr og gik i gang med arbejdet.

Men tiden gik. Af forskellige årsager udsatte kongen sine planer nogle gange, men så det ikke som noget problem, for det ville jo bare give dem, der var draget i forvejen, bedre tid til at gøre forarbejdet.

Efter lang tid kom kongen og hans store arbejdsstyrke endelig. Men de fandt ikke tingene, som de havde forestillet sig. Fordi kongen lod vente på sig, var dem, der var sendt ud til det forberedende arbejde efterhånden gået igang med deres egne projekter. En ingeniør, der skulle stå for planlægning af vandforsyningen havde godt nok gravet efter vand og etableret en enkelt brønd, men derefter havde han slået sig på dyrkning af orkideer. En anden, der skulle stå for bygning af veje, havde fået anlagt en enkelt, men havde derefter anlagt en golfbane for enden af den. Tømrerne, der skulle bygge midlertidige boliger til arbejderne, havde i stedet brugt træet til at bygge hegn omkring de huse, de havde bygget til sig selv. I øvrigt havde nogen forlagt tegningerne til kongens plan, så dem var der ingen der længere bekymrede sig om.

Da kongen så, hvad der var sket, rystede han på hovedet og drog forbi stedet, mens de, der var draget ud som forpost, kiggede efter ham og tænkte: Hvem i alverden var det?

Er det gået sådan for kirken? Kirken er en slags forpost for Guds rige. Vi skal bygge af de materialer, vi har fået af vores herre – ånd og levende sten.

Vi skal elske vores fjende, men det vil vi egentlig helst være fri for…
Vi har fået at vide, at vi skal gøre mennesker til Jesu disciple, men det synes vi ikke, vi har tid til…
Vi har fået at vide, at vi ikke skal samle os skatte på jorden, men det synes vi alligevel er det sikreste…
Vi har fået besked på at tilgive 77 gange 7 gange – men vi synes alligevel, der må være en grænse…
Vi har fået at vide, at vi skal besøge de fangne, give de sultne mad, stifte fred – men vi synes, det er lettere i overført betydning…