Refleksion af Oscar Romero, ærkebiskop af El Salvador, myrdet d. 24. marts 1980.

Ind i mellem hjælper det, at træde et skridt tilbage og tingene i et større perspektiv. Guds rige er ikke bare mere end vi formår, det er også mere end vi kan forestille os.

I vores livstid kan vi kun opnå en brøkdel af det fantastiske værk Gud har sat i gang i verden. Intet af det, vi gør, er fuldkomment, eller med andre ord: Guds rige ligger altid foran os.

Ingen troslære siger alt, der kan siges. Ingen bøn udtrykker vores tro fuldt ud. Ingen bekendelse er perfekt. Ingen relation bringer sand helhed. Ingen aktivitet fuldfører kirkens mission. Ingen målsætning eller vision inkluderer alt hvad Gud vil.

Det her er det vi kan gøre: Vi planter frø, der engang skal gro. Vi vander de frø, der allerede er plantet, idet vi ved, at de rummer løfter for fremtiden. Vi lægger fundamenter, der har brug for at blive udbygget. Vi tilsætter gær, der har større effekt end vore evner.

Vi kan ikke gøre alt.

Det sætter os fri at indse det, for det sætter os i stand til at gøre noget, og at gøre det godt. Det kan godt være det er ufuldkomment, men det er en begyndelse, et skridt på vejen, en mulighed for at Guds nåde kan gøre resten.

Måske ser vi aldrig resultatet. Det er forskellen på bygmesteren og arbejderen. Vi er arbejdere ikke bygmestere, hjælpere ikke frelsere.

Vi er profeter for en fremtid, der ikke er vores egen.

Det er din.

At leve med himlen på klem betyder at være opmærksom på at evigheden er i spil her og nu, i vores virkelighed i dag. Det er os, der er med til at sætte kød og blod på den fremtid, Gud har tænkt for sit skaberværk.

I det vi gør, i det vi siger, i den måde vi lever på, er vi med til at give stemme til det Gud vil i verden. Det er ironisk, at kirken i dag synes mere interesseret i at tro de rigtige ting, for at komme i himlen engang, end at spejle den himmel på jorden i dag.

LOVE WINS. from Rob Bell on Vimeo.

En af de smukkeste tekster, der knytter sig til adventstiden, er Marias lovsang. Det er den sang, Maria bryder ud i, da englen fortæller hende, at hun skal føde Jesus, det barn som hendes folk har ventet på. Du kan læse den i Lukasevangeliet kapitel 1 vers 46-55.
Jeg så for nylig en moderne udgave og fik lyst til at skrive min egen tekst. Her er altså min beskrivelse af det håb som Advent handler om:
Hele mit inderste jeg – mit intellektet, min fantasi, mine følelser, min intuition, min længsel, min vilje – alt hvad jeg er, skal forenes for at synge højt om Guds storhed.
Med alt hvad jeg er, jubler jeg over den Gud, der befrier mig. For Guds smil nåede til mig, hans tjener, og nu ved jeg, at alt vil blive godt.
I fremtiden vil mennesker se tilbage, og vide at jeg blev velsignet, for Gud har gjort fantastiske ting for mig. Han er hellig! Guds kærlighed falder som regnen og skinner som solen over dem, som holder fast i ham gennem alt.
Se hvad der sker, når hans hånd griber ind i menneskenes verden:
De, som misbrugte den magt, de havde fået betroet, vil styrte. De, som troede økonomien var et spil, de altid ville vinde, vil blive slået hjem. Cheferne vil selv blive prikket ud og politikerne vil miste momentum. De stolte vil blive til grin, og de, som altid stræber efter mere magt, flere penge og mere prestige vil stå tilbage som ynkelige og svage.
Men de enlige mødre og de ensomme gamle, de illegale indvandrere og de uønskede børn vil komme foran i køen. Den tredje verden vil endelig komme til at køre på første klasse. Gud vil tage imod de sultne og servere gourmetmad for de fejlernærede. Det er de rige som vil stå tilbage med slunkne maver og tomme tallerkner.
Dem, der blev skubbet væk og lukket ude, vil opleve, at Gud er hos dem. For Gud har ikke glemt os. Han husker det løfte han gav til Abraham, vores forfader, og alle hans efterkommere, dengang han sagde, at der for altid er håb for os.