”Ja, jeg tror på korsets gåde”, synger vi i salmen Hil dig, frelser og forsoner. Jeg tror, det vers har trøstet mange gennem tiden. Det har trøstet mig. Det er rart at få sagt, at Jesu død på korset er en gåde, for hvem har ikke tænkt sådan, eller vender jævnligt tilbage til den tanke: Hvad er det, der foregår? Hvorfor? Hvorfor på den her måde?

Der er da også mange teorier og forklaringer på Jesu død på korset. Men ingen af de forklaringer og teorier kan helt tilfredsstille os.

Men måske er det heller ikke så vigtigt med forklaringer og teorier. Måske er det ikke som den store forklaring – løsning på syndens og dødens problem – at korset står der, men … måske er det netop som den store gåde om Guds nærvær i en martret verden…?

Her hænger Jesus Kristus, som vi kalder Gud søn – som vi kalder Gud selv – i afmagt, under tortur. Vi tænker som regel på korsfæstelsen som en henrettelse, men romerne korsfæstede ikke først og fremmest for at henrette. Dét var der meget hurtigere og billigere måder at gøre på end at korsfæste folk. Når man korsfæstede, var det fordi, man ønskede at demonstrere sin overmagt – og forbryderens afmagt og totale ydmygelse gennem langstrakt, offentlig tortur.

Her hænger Guds søn, Gud selv. Frivilligt er Gud gået ind i den dybeste ydmygelse og smerte. Korsfæstelse siges at være en af de frygteligste måder at dø på. Og dertil var det for Jesus den dybeste og mest smertefulde psykiske erfaring: At være forrådt af sine nærmeste, og forladt endda af Gud.

Hvorfor på den måde og hvorfor i det hele taget? Hvad er forklaringen?

Ja, er det egentlig så vigtigt? Er det vigtige ikke – men samtidig det gådefulde og dybt meningsgivende – at

Gud… er… dér!

I det dybeste menneskelige mørke. Som én blandt de usleste kriminelle, og selv dem viser Jesus sin medfølelse og sin solidaritet. Uden krav og betingelser fylder han en forbryders hjerte med håb i døden: I dag skal du være med mig i Paradis.

Når vi ser Jesu kors ser vi ikke en teori, en forsoningslære, men vi ser Guds nærvær midt i en martret verden. Korset er et tegn på Guds solidaritet med os i de vanskeligste, mørkeste, mest smertefulde og ensomme dele af vores liv. Vi ser Guds solidaritet med alle afmægtige – dem, der lider, pines, er forstødte, dem, der tortureres, mishandles og er fortvivlede.

*

Vi tænker ofte om Gud som den almægtige, der er højt hævet over alt, og som kan alt og véd alt. Gud kunne knipse med sine guddommelige fingre og bjerge ville skyde op og floder til at vælde frem. Vi tænker på Skabelsens Gud.

Korset er et hidtil ukendt billede af Gud.

Korset er et tegn på, at Gud har i sin almagt har valgt at være 100% på vores side. Med os i vores liv. Har vi så ikke længere en almægtig Gud over os? Jo, himlen over vores hoveder fortæller os hver dag, at Gud er mægtig, men korset fortæller os, at Gud ikke først og fremmest vil kendes som den, der er over os, men den, der er midt iblandt os.

Kunne Gud i sin almagt ikke have sendt en hær af engle og befriet Jesus? Slået de romerske soldater, ydmyget og straffet ypperstepræsterne og Pilatus, som sammen sørgede for at få Jesus korsfæstet? Jo, men det valgte Gud ikke at gøre. Jesus siger det selv under forhøret hos Pilatus: Hvis det var det, der var meningen, så ville mine tjenere have taget kampen op.

*

Så her står vi, foran et kors i dag og forstår måske kun lidt af den begivenhed. Men vi ser noget. Vi ser et tegn på den måde, Gud er til stede i verden på. Som den usleste kriminelles håb.

På vej til Jerusalem bliver Jesus standset af en blind tigger, der råber til ham: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig.” ”Herre, forbarm dig” – på græsk: kyrie eleison  – er en af de vigtigste kristne bønner, som bedes dagligt af millioner af mennesker verden over.

Jeg kom til at tænke på, at det måske oprindeligt kunne være en tjeners, en undersåts råb til en vred herre, når man var blevet grebet i en forbrydelse, eller man var taget til fange af en fjendtlig hær. Så står man der foran en sejrherre, der har løftet sit sværd, klar til at hugge og dræbe, og man beder for sit liv: Herre, forbarm dig over mig! Lad mig leve! Skån mit liv!

Det ”Herre, forbarm dig”, som vi beder, er helt anderledes. Det beder vi ikke i angst til en retfærdigt vred herre, der har et sværd ved sin side. Det beder vi til en tilgivende Herre, der har et sværd i sin side. Det forandrer bønnen fuldstændigt.

Hvordan kan en tortureret og døende mand forbarme sig over mig?Hvad kan han give, som jeg har brug for? Hvilken nåde beder jeg ham om?

Den nåde: at måtte fyldes af den samme kærlighed som han. Korset er et tegn på Guds kærlighed og nåde, og når jeg står overfor det, ser jeg mit eget svigt, min egen tendens til at vælge magtens, voldens og selvforherligelsens vej.

Vi beder ikke en herre, der skal til at straffe, om at skåne vores liv. Vi beder en herre fylde vore liv med den kærlighed, der er i ham. For det er den, der kan frelse os. Det er ved den kærlighed, vi frelses og sættes fri.

Det er dét, der siges i Grundtvigs gendigtning af Arnulf af Louvains store digt:

Ak! nu føler jeg tilfulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værdt, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

Dog jeg tror: af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!

”Når vi taler om religion som en livsstil, en måde at leve og engagere sig i verden på, taler vi ikke bare om religion som en tros-lære. Vi må være ærlige: En troslære forlanger intet af os med hensyn til at elske de fattige, række vore hænder ud til den anderledes, fordi han eller hun er fra et andet land eller en anden gruppe end vores. Den forlanger intet af vores tegnebog eller vores kalender. Vi kan leve alle ugens timer og dage og kun være optaget af os selv – mens vi stadig hævder, vi tror! Det er forbavsende og trist, at ideen om kristendommen som en lære og ikke en livsstil, har overlevet så længe. Jeg kender mennesker, der tror på nogle andre teorier, men Kærligheden strømmer fra deres liv. Det er i sidste ende det, det handler om.”

Sådan skriver Fransiskanermunken, Richard Rohr.

Selvfølgelig er der ”lære” i den kristne tro (vi tror jo ikke på hvad som helst), men er det ikke sandt, som Richard Rohr skriver, at en lære, et sæt meninger – og vi kunne tilføje – en særlig religiøs følelse, ikke er forpligtende?
Er det ikke fuldstændigt uforpligtende at gå til gudstjeneste?
Er det ikke fuldstændigt uforpligtende at løfte sine hænder og synge: ”Jeg tilbeder dig, Jesus?!”
Er det ikke sandt, at vi har udviklet en kristendom, der ”tror på” Jesus, men måske ikke tror på det, han troede på?

Kalder Jesus os til at tro på ham – eller til at tro på dét, han tror på – og gå dén vej, han gik?!

Kristendommen er måske blevet ”en masse man skal tro”. Den er måske blevet noget med at ”gå i kirke” og holde ”kristendommen” kørende. Det er faktisk helt uforpligtende! Men sådan har det ikke altid været. De første kristne blev kaldt “dem, der hørte til Vejen” (Apostlenes Gerninger 9:1). Der er stor forskel på at være “tilhænger af kristendommen” eller at følge Vejen.

Jeg har lige været i Paris med min kone. Vi så blandt andet de store kirker Notre Dame og Sacre Coeur. Store, fine kirker, ingen tvivl om det. I Rom har jeg set Peterskirken og jeg har set en hel masse andre i andre byer. Jeg bliver sjældent særligt grebet. Ja, det er fantastiske bygninger. Jo, fabelagtige glasmosaikker. Imponerende orgler. De, der har bygget disse enorme pragtværker, har gjort det i bedste mening – for at ære Gud. Vil jeg tro.

Men hver gang jeg er i en af disse katedraler forstyrres jeg af billedet af en simpel jøde, en tømrer, Guds søn, der hverken startede en ny religion eller opførte en eneste bygning (udover at jeg vil tro, at han som tømrer har sat vinduer og døre i et hus eller to, bygget nogle spisestuemøbler og sikkert nogle hønsegårde). Til gengæld lavede han ved en enkelt lejlighed en provokerende happening i det store tempel i Jerusalem. Det blev han ikke populær på.

De store kirker – og de små for den sags skyld, al den fine kunst, ritualerne, såmænd sakramenterne – er potentielt ikke andet end … religion. Det er tilsyneladende nødvendigt for vi mennesker at lave den slags rammer omkring troen, men det er og bliver menneskeværk.

Religion er det, vi bygger op omkring det guddommelige i tilværelsen. Men religionen er ikke det guddommelige. Og alt det, vi bygger op – bygninger, ritualer, regler, læresætninger skal vi kunne begrunde samtidig med, at vi har billedet af en bestemt jøde, en tømrer, Guds søn, og den måde han levede og døde på, for vore øjne. Ellers er det kun religion, og i værste fald skadeligt, fordi det skygger på mesteren.

Jesu søgte en gen-konfigurering af det menneskelige hjerte. En gen-kalibrering af vores dybeste begær. Han opfordrede ikke nogen som helst til at engagere sig i religion, men til at følge ham. Derfor er religion, inklusiv sakramenter, bygninger, læresætninger, the works, kun noget værd for så vidt, de konfigurerer og kalibrerer os til at følge mesteren.

Der er en tanke, der ikke kan slippe mig for tiden: Jeg læser lignelsen om kongesønnens bryllup hos Matthæus (22, 1-14).
Det er en vanskellig tekst.

Hvad er det for en Gud vi bliver præsenteret for? En hård tyran, der hævner og dræber de mennesker, der ikke gør som han siger og tvinger folk til at komme til fest og som oven i købet udvælger sig en syndebuk, der ikke er pænt nok klædt på og som derfor bliver svinebundet og smidt ud i mørket. Det er svært at forstå.
Jeg har hørt mange bruge denne tekst til at prædike om Guds hellighed og hans retfærdige hævn, men på en eller anden måde har det aldrig virket rigtigt. Normalt foretrækker jeg parallelfortællingen hos Lukas (14, 15-24), der er meget mere tilgængelig og hvor kongen er entydigt god.

Den tanke, der slog ned i mig, var: Hvorfor tror vi altid, at Gud er den rige mand? Vi mener Gud spiller rollen som konge, magthaver og tyran i lignelserne – er det fordi vi kun forbinder magt, sejr og herredømme med Gud?

Er det den Gud vi ser i Jesus?

Hvad hvis helten i historien er ham, der ikke vil underkaste sig den tyranniske konge? Ham der siger nej til magten og herligheden og som tavst tager imod anklagerne. Hvad hvis Guds Rige er ham der bliver gjort til en syndebuk for os andre, fordi vi er for bange til at sige sandheden, og helst bare vil gøre, som der bliver forventet af os? Hvad hvis Guds rige er ligesom en, der hellere lader sig svinebinde end deltager i den løgn, der siger at Gud er på de stærkes og de undertrykkendes side? Hvad nu hvis Guds rige er ligesom en, der med magt bliver smidt ud i mørket udenfor? Og hvad hvis det mørke er Golgatha?

I Deny the Resurrection from Peter Rollins on Vimeo.

En af de smukkeste tekster, der knytter sig til adventstiden, er Marias lovsang. Det er den sang, Maria bryder ud i, da englen fortæller hende, at hun skal føde Jesus, det barn som hendes folk har ventet på. Du kan læse den i Lukasevangeliet kapitel 1 vers 46-55.
Jeg så for nylig en moderne udgave og fik lyst til at skrive min egen tekst. Her er altså min beskrivelse af det håb som Advent handler om:
Hele mit inderste jeg – mit intellektet, min fantasi, mine følelser, min intuition, min længsel, min vilje – alt hvad jeg er, skal forenes for at synge højt om Guds storhed.
Med alt hvad jeg er, jubler jeg over den Gud, der befrier mig. For Guds smil nåede til mig, hans tjener, og nu ved jeg, at alt vil blive godt.
I fremtiden vil mennesker se tilbage, og vide at jeg blev velsignet, for Gud har gjort fantastiske ting for mig. Han er hellig! Guds kærlighed falder som regnen og skinner som solen over dem, som holder fast i ham gennem alt.
Se hvad der sker, når hans hånd griber ind i menneskenes verden:
De, som misbrugte den magt, de havde fået betroet, vil styrte. De, som troede økonomien var et spil, de altid ville vinde, vil blive slået hjem. Cheferne vil selv blive prikket ud og politikerne vil miste momentum. De stolte vil blive til grin, og de, som altid stræber efter mere magt, flere penge og mere prestige vil stå tilbage som ynkelige og svage.
Men de enlige mødre og de ensomme gamle, de illegale indvandrere og de uønskede børn vil komme foran i køen. Den tredje verden vil endelig komme til at køre på første klasse. Gud vil tage imod de sultne og servere gourmetmad for de fejlernærede. Det er de rige som vil stå tilbage med slunkne maver og tomme tallerkner.
Dem, der blev skubbet væk og lukket ude, vil opleve, at Gud er hos dem. For Gud har ikke glemt os. Han husker det løfte han gav til Abraham, vores forfader, og alle hans efterkommere, dengang han sagde, at der for altid er håb for os.

af Ole Lundegaard

Jeg tror ikke, at regeringen kan frelse mig
Jeg tror ikke, at globaliseringen kan frelse mig
Jeg tror ikke, at den teknologiske udvikling kan frelse mig
Jeg tror ikke, at lægevidenskaben kan frelse mig

Jeg tror ikke, at min seksualitet kan frelse mig
Jeg tror ikke, at min partner kan frelse mig
Jeg tror ikke, at mine børn kan frelse mig
Jeg tror ikke, at mine venner kan frelse mig

Jeg tror ikke, at en fyldt kalender kan frelse mig
Jeg tror ikke, at en tom kalender kan frelse mig
Jeg tror ikke, at rigdom kan frelse mig
Jeg tror ikke, at fattigdom kan frelse mig

Jeg tror ikke, at EU kan frelse mig
Jeg tror ikke, at FN kan frelse mig
Jeg tror ikke, at USA kan frelse mig
NATO NASA WHO WTO OECD PET FET
Jeg tror ikke, at ØMU kan frelse mig
Jeg tror ikke, at BNP kan frelse mig
Jeg tror ikke, at IMF kan frelse mig
Jeg tror ikke, at G20 kan frelse mig
Jeg tror ikke, at FBI kan frelse mig
Jeg tror ikke, at CIA kan frelse mig
Jeg tror ikke, at NGO kan frelse mig
Jeg tror ikke, at DF kan frelse mig
Jeg tror ikke, at DI kan frelse mig
Jeg tror ikke, at SF kan frelse mig
Jeg tror ikke, at IKEA kan frelse mig
Jeg tror ikke, at APPLE kan frelse mig

Jeg tror ikke, at kirken kan frelse mig
Jeg tror ikke, at teologien kan frelse mig
Jeg tror ikke, at traditionerne kan frelse mig
Jeg tror ikke, at World Buddhist Association kan frelse mig

Jeg tror ikke, at min forstand kan frelse mig
Jeg tror ikke, at min dumhed kan frelse mig
Jeg tror ikke, at mine følelser kan frelse mig
Jeg tror ikke, at mine gerninger kan frelse mig

Jeg tror ikke, at succes kan frelse mig
Jeg tror ikke, at fiasko kan frelse mig
Jeg tror ikke, at berømmelse kan frelse mig
Jeg tror ikke, at fornedrelse kan frelse mig

Måske ved jeg ikke, hvad frelse betyder?

Men jeg tror, Jesus har kaldt mig til at blive hans discipel

Det er det eneste.

af Ole Lundegaard

Jeg er vokset op med denne version af  `evangeliet´: Jesus døde på korset for mig skyld, derfor kommer jeg i himlen når jeg dør. Groft sagt.

Det har altid naget mig. Der er noget, der ikke passer. Det er det samme med trosbekendelsen. Det har altid undret mig, at der om Jesus kun siges, at han er ”undfanget af helligånden, født af jomfru Maria…”  og så springer man direkte til ”… pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet.” Hvad blev der af Jesu liv?

I denne jul vil jeg prædike de gode nyheder om Jesu liv!

Ordet ”Evangelium” står i bibelen på to måder: For det første står det som overskrift over fire skrifter: Mattæus-, Markus-, Lukas-, og Johannes-evangeliet. Det er ikke overskrifter, de selv satte over det, de skrev, men senere tider gav dem det navn. Dvs ”evangelium” blev en betegnelse for historien om Jesu fødsel, hans møde med mennesker, hans helbredelse af syge, hans uddrivelse af onde kræfter, hans opgør med farisæernes hykleri og ypperstepræsternes beregnende politik, hans beslutsomhed i forhold til at gå den vej, Gud havde sendt ham, hans død og hans opstandelse. Hele pakken!

For det andet blev ordet brugt i skrifterne selv om Jesu forkyndelse af Guds rige. ”Guds rige” betyder ikke himlen, som nogen tror. Guds rige er når og hvor Guds intention med skaberværk og mennesker realiseres.

Det vil altså sige, at ”de gode nyheder” handler om Jesu liv (og hans død og opstandelse) og om at Guds vilje gennem Jesus og dem, der følger ham leves ud her og nu!

Det er noget andet end den meget snævre definition, vi ofte møder i evangelikale kredse. Kortformen ”Jesus døde på korset for min skyld, for at jeg kan komme i himlen” står ikke noget sted i biblen og det er faktisk en skæbnesvanger begrænsning!

Når vi glemmer at Jesu liv er en afgørende del af evangeliet, bliver det nemlig muligt at glemme, at vores liv er en afgørende del af vores tro. Det bliver muligt for os begrænse tro til at være et spørgsmål om religiøse følelser og meninger, snarere end den måde, vi lever på.

Derfor vil jeg i den jul, vi står foran, prædike de gode nyheder om det liv, Jesus blev født til at leve!

af Ole Lundegaard

Jesus sagde: En mand var på vej fra Jeruslem til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.

Så kom kongen i det land pludselig og uventet tilbage, og han kaldte alle sine undersåtter sammen, så de kunne aflægge rapport om, hvad de havde gjort, mens han havde været væk.

Og værten fra herberget kom til kongen og fortalte om den sårede mand og alt, hvad samaritaneren havde gjort for ham for sin egen regning.

Så befalede kongen, at præsten, levitten og samaritaneren skulle træde frem for ham, og forklare deres handlinger.

Præsten sagde til kongen: Store konge, da jeg så den sårede mand ved vejsiden og kæmpe for sit liv, vidste jeg med det samme, at ingen af mine gode gerninger kunne sikre mig din nåde og barmhjertighed, for din nåde og din godhed gives uden, at vi mennesker forstår den og uden at vi har fortjent den. Derfor sagde jeg til mig selv: “Menneske, gå videre med de pligter som er lagt på dig og vær taknemlig for kongens nåde mod dig. Din tro på kongens mildhed og nåde vil overvælde dig og bevare dig indtil verdens ende, for Herren viser nåde mod den, han vælger.”

Så kom levitten frem for kongen. “Oh, Konge, Jeg takker dig, at Du – og Du alene har skabt mig og udvalgt mig til at være din i dag og for evigt. Også jeg var lige ved at falde for fristelsen til gøre mig til af min godhed, ved at hjælpe den forslåede mand. Jeg så sågar på ham. Men jeg modstod fristelen, da jeg indså, at gode gerninger er en hindring for at vi kan modtage din nåde.”

Da samaritaneren blev bragt frem for kongen, sagde han ikke noget.

Så sagde kongen til sine vagter: “Tag denne samaritaner, bind ham, og kast ham ud i mørket, for han har sat sig op mod min uudgrundelige nåde ved at gøre “gode gerninger” og søge at retfærdiggøre sig selv. Men giv hans del til præsten og levitten, for de har forstået min uudgrundelige nåde, som alene er det, der gør et menneske velbehageligt for mig.