”Når vi taler om religion som en livsstil, en måde at leve og engagere sig i verden på, taler vi ikke bare om religion som en tros-lære. Vi må være ærlige: En troslære forlanger intet af os med hensyn til at elske de fattige, række vore hænder ud til den anderledes, fordi han eller hun er fra et andet land eller en anden gruppe end vores. Den forlanger intet af vores tegnebog eller vores kalender. Vi kan leve alle ugens timer og dage og kun være optaget af os selv – mens vi stadig hævder, vi tror! Det er forbavsende og trist, at ideen om kristendommen som en lære og ikke en livsstil, har overlevet så længe. Jeg kender mennesker, der tror på nogle andre teorier, men Kærligheden strømmer fra deres liv. Det er i sidste ende det, det handler om.”

Sådan skriver Fransiskanermunken, Richard Rohr.

Selvfølgelig er der ”lære” i den kristne tro (vi tror jo ikke på hvad som helst), men er det ikke sandt, som Richard Rohr skriver, at en lære, et sæt meninger – og vi kunne tilføje – en særlig religiøs følelse, ikke er forpligtende?
Er det ikke fuldstændigt uforpligtende at gå til gudstjeneste?
Er det ikke fuldstændigt uforpligtende at løfte sine hænder og synge: ”Jeg tilbeder dig, Jesus?!”
Er det ikke sandt, at vi har udviklet en kristendom, der ”tror på” Jesus, men måske ikke tror på det, han troede på?

Kalder Jesus os til at tro på ham – eller til at tro på dét, han tror på – og gå dén vej, han gik?!

Kristendommen er måske blevet ”en masse man skal tro”. Den er måske blevet noget med at ”gå i kirke” og holde ”kristendommen” kørende. Det er faktisk helt uforpligtende! Men sådan har det ikke altid været. De første kristne blev kaldt “dem, der hørte til Vejen” (Apostlenes Gerninger 9:1). Der er stor forskel på at være “tilhænger af kristendommen” eller at følge Vejen.

Ved et usandsynligt lykketræf og velvillig støtte er det lykkedes mig at deltage på en konference i Syracuse, New York. Konferencen handler om religionsfilosofi i det 21. århundrede og er et input i det speciale jeg er ved at skrive på Københavns Universitet. I den kommende uge vil jeg bringe en lille rejsedagbog fra konferencen som et øjebliksbillede fra USA og et indblik i, hvad jeg er optaget af for tiden.

Den klemte kirke

Der er sket noget med kirkerne i USA, siden jeg var her sidst. Jeg lagde mærke til det allerede i lufthavnen da paskontrollanten spurgte hvad jeg skulle i USA. Da jeg svarede, at jeg var præst og skulle deltage i en konference på et universitet, så han helt træt ud. Det er som om det ikke giver den samme streetcredit, når man fortæller man er præst. Forstå mig ret, det er ikke fordi jeg forventer beundrende blikke og næsegrus respekt, men jeg ser det som en samfundsudvikling i det land, der ynder at kalde sig Guds eget land. Når jeg går rundt i Syracuse virker kirkerne, som om de for længst er blevet overhalet af en udvikling, der er tordnet forbi dem. Det øverste billede er fra downtown Syracuse. Kirken klemt inde mellem alt det andet, der sker i byen. Det er slående så forfaldne kirkerne ser ud – det er som de næsten har opgivet på forhånd. Jeg ved godt at det ikke nødvendigvis er sådan i hele USA og at jeg befinder mig i det nordøstelige og mest liberale hjørne af landet, men jeg synes alligevel tendensen er interessant.

Vi kender godt denne marginalisering af kirken fra Europa, det har vi oplevet siden anden verdenskrig, og tendensen er langt mere fremskreden hos os end her. Det interessante er, hvad vi gør ved det. Jeg tror, det er en fantastisk mulighed for kirken til at få et reality tjeck på, hvem den egentlig er, og hvorfor den er til. Vi kan fortsætte med at gøre som vi altid har gjort, med skyklapper på og i troen på at alting er godt. Eller vi kan se os omkring og spørge os selv, hvordan det kan være at langt langt størstedelen af moderne mennesker overhovedet ikke finder kirken og troen som en relevant samtalepartner i deres liv?

Nogle af de svar vi kommer frem til, kan være smertefulde og svære, men er det grund nok til ikke at stille dem?

Jeg var i kirke i dag. Jeg sad ved siden af Claus og Marie. Jeg hilste på blandt andet på Ruth og Peter, Edith og Berit, Tove og Wenceslas, Karen Margrethe og Carl-Erik. Jeg fik tid til at snakke lidt med Niels og Morten, Aase og Kirsten, Caroline og Lene og mange flere.
Vi bad for Alice og Palle, Ole, Karin og Signe.
Efter gudstjenesten tog vi nogle stykker hjem til Mikkel og Annette, spiste frokost, hyggede, snakkede, grinede og delte liv.
Da jeg for nylig skulle skrive en foromtale af vores menighed til en radiogudstjeneste, vi har i marts, skrev jeg blandt andet:
”Det at være kirke er mere end at gå til gudstjeneste, det er at være fælles om troen og livet. Derfor vil man også opleve at folk kender hinanden godt i en baptistkirke, der bliver hilst, snakket og grinet før, under og efter gudstjenesten. Den uformelle tone er typisk, netop fordi man lægger vægt på troen som en almindelig del af livet.”
På vej hjem i bussen senere hørte jeg en podcast med den tyske teolog Jürgen Moltmann, han sagde:
”Det modsatte af fattigdom er ikke rigdom – men fællesskab…”

Der var engang en konge, der planlagde at bygge en by i en fjern egn af sit rige. Han kaldte en flok af sine bedste ingeniører og planlæggere sammen for at fortælle dem om sin plan. De modtog hans plan med begejstring og begyndte at regne på, hvad det ville koste og hvordan det kunne gøres. Kongen besluttede at sende et mindre hold af ingeniører og håndværkere afsted for at forberede projektet, lægge fundamenter, sørge for infrastruktur osv. Senere skulle den store arbejdsstyrke komme. Belæsset med redskaber og tegninger drog de afsted. Da de nåede frem, etablerede de en midlertidig lejr og gik i gang med arbejdet.

Men tiden gik. Af forskellige årsager udsatte kongen sine planer nogle gange, men så det ikke som noget problem, for det ville jo bare give dem, der var draget i forvejen, bedre tid til at gøre forarbejdet.

Efter lang tid kom kongen og hans store arbejdsstyrke endelig. Men de fandt ikke tingene, som de havde forestillet sig. Fordi kongen lod vente på sig, var dem, der var sendt ud til det forberedende arbejde efterhånden gået igang med deres egne projekter. En ingeniør, der skulle stå for planlægning af vandforsyningen havde godt nok gravet efter vand og etableret en enkelt brønd, men derefter havde han slået sig på dyrkning af orkideer. En anden, der skulle stå for bygning af veje, havde fået anlagt en enkelt, men havde derefter anlagt en golfbane for enden af den. Tømrerne, der skulle bygge midlertidige boliger til arbejderne, havde i stedet brugt træet til at bygge hegn omkring de huse, de havde bygget til sig selv. I øvrigt havde nogen forlagt tegningerne til kongens plan, så dem var der ingen der længere bekymrede sig om.

Da kongen så, hvad der var sket, rystede han på hovedet og drog forbi stedet, mens de, der var draget ud som forpost, kiggede efter ham og tænkte: Hvem i alverden var det?

Er det gået sådan for kirken? Kirken er en slags forpost for Guds rige. Vi skal bygge af de materialer, vi har fået af vores herre – ånd og levende sten.

Vi skal elske vores fjende, men det vil vi egentlig helst være fri for…
Vi har fået at vide, at vi skal gøre mennesker til Jesu disciple, men det synes vi ikke, vi har tid til…
Vi har fået at vide, at vi ikke skal samle os skatte på jorden, men det synes vi alligevel er det sikreste…
Vi har fået besked på at tilgive 77 gange 7 gange – men vi synes alligevel, der må være en grænse…
Vi har fået at vide, at vi skal besøge de fangne, give de sultne mad, stifte fred – men vi synes, det er lettere i overført betydning…