Medierne har indledt en sand blitzkrig overfor den katolske kirke – hver dag byder på nye tragiske afsløringer af overgreb, og hver anden dag krydres historien af horrible udtalelser fra nogle af kirkens folk, der afslører en skræmmende mangel på forståelse for, hvordan tingene opleves i den virkelige verden.
Det er en sørgelig sag på rigtig mange måder. Først og fremmest for ofrene, der har oplevet et helt urimeligt svigt, der kun gøres endnu værre ved de indblandede religiøse aspekter omkring tillid, skam, autoritet, tro mv.
Det er også sørgeligt for Den katolske Kirke – det må være smerteligt for almindelige katolikker, at se folk, de har haft stor tillid til, blive udstillet som forbrydere eller nogle, der dækker over forbrydere. Jeg kender godt til at være en minoritetsreligion og det er ikke altid nemt at opleve noget, der betyder meget for en, udsat for kritik og mistænkeliggørelse. Det må ikke mindst være svært for alle de gode og velmenende katolske præster, der har givet hele deres liv i tjenesten og pludselig finder sig mistænkeliggjort og nærmest latterliggjort i et nådesløst mediecirkus.
Men sagen gøres ikke nemmere af, at det bestemt ser ud som om, der har været noget at komme efter. Fra mit perspektiv (som naturligvis er begrænset) ser det ud til, at kirken har haft en usund kultur med ikke at ville se sandheden i øjnene og forsøge at feje tingene ind under gulvtæppet.
For mig er hele historien blevet en vigtig reminder om, hvor vigtigt det er, at kirken ikke mister fodfæste i virkeligheden og tror, den skal opbygge sin helt egen parallelverden hævet over den omgivende verden. Kirken må aldrig blive nok i sig selv og mere optaget af at opretholde sig selv end af at være i fortsat åben og konstruktiv samtale med alle.
Det er bestemt ikke bare en kritik rettet mod katolikkerne. Jeg oplever det som en farlig tendens i alle kirker, hvor tendensen til at opbygge selvopretholdende subkulturer altid lurer. Når kirken begynder at ville have og hævde sin egen kultur bliver det usundt og sekterisk.
Er det ikke netop kirkens opgave at være en positiv kraft i enhver kultur?