”Ja, jeg tror på korsets gåde”, synger vi i salmen Hil dig, frelser og forsoner. Jeg tror, det vers har trøstet mange gennem tiden. Det har trøstet mig. Det er rart at få sagt, at Jesu død på korset er en gåde, for hvem har ikke tænkt sådan, eller vender jævnligt tilbage til den tanke: Hvad er det, der foregår? Hvorfor? Hvorfor på den her måde?
Der er da også mange teorier og forklaringer på Jesu død på korset. Men ingen af de forklaringer og teorier kan helt tilfredsstille os.
Men måske er det heller ikke så vigtigt med forklaringer og teorier. Måske er det ikke som den store forklaring – løsning på syndens og dødens problem – at korset står der, men … måske er det netop som den store gåde om Guds nærvær i en martret verden…?
Her hænger Jesus Kristus, som vi kalder Gud søn – som vi kalder Gud selv – i afmagt, under tortur. Vi tænker som regel på korsfæstelsen som en henrettelse, men romerne korsfæstede ikke først og fremmest for at henrette. Dét var der meget hurtigere og billigere måder at gøre på end at korsfæste folk. Når man korsfæstede, var det fordi, man ønskede at demonstrere sin overmagt – og forbryderens afmagt og totale ydmygelse gennem langstrakt, offentlig tortur.
Her hænger Guds søn, Gud selv. Frivilligt er Gud gået ind i den dybeste ydmygelse og smerte. Korsfæstelse siges at være en af de frygteligste måder at dø på. Og dertil var det for Jesus den dybeste og mest smertefulde psykiske erfaring: At være forrådt af sine nærmeste, og forladt endda af Gud.
Hvorfor på den måde og hvorfor i det hele taget? Hvad er forklaringen?
Ja, er det egentlig så vigtigt? Er det vigtige ikke – men samtidig det gådefulde og dybt meningsgivende – at
Gud… er… dér!
I det dybeste menneskelige mørke. Som én blandt de usleste kriminelle, og selv dem viser Jesus sin medfølelse og sin solidaritet. Uden krav og betingelser fylder han en forbryders hjerte med håb i døden: I dag skal du være med mig i Paradis.
Når vi ser Jesu kors ser vi ikke en teori, en forsoningslære, men vi ser Guds nærvær midt i en martret verden. Korset er et tegn på Guds solidaritet med os i de vanskeligste, mørkeste, mest smertefulde og ensomme dele af vores liv. Vi ser Guds solidaritet med alle afmægtige – dem, der lider, pines, er forstødte, dem, der tortureres, mishandles og er fortvivlede.
*
Vi tænker ofte om Gud som den almægtige, der er højt hævet over alt, og som kan alt og véd alt. Gud kunne knipse med sine guddommelige fingre og bjerge ville skyde op og floder til at vælde frem. Vi tænker på Skabelsens Gud.
Korset er et hidtil ukendt billede af Gud.
Korset er et tegn på, at Gud har i sin almagt har valgt at være 100% på vores side. Med os i vores liv. Har vi så ikke længere en almægtig Gud over os? Jo, himlen over vores hoveder fortæller os hver dag, at Gud er mægtig, men korset fortæller os, at Gud ikke først og fremmest vil kendes som den, der er over os, men den, der er midt iblandt os.
Kunne Gud i sin almagt ikke have sendt en hær af engle og befriet Jesus? Slået de romerske soldater, ydmyget og straffet ypperstepræsterne og Pilatus, som sammen sørgede for at få Jesus korsfæstet? Jo, men det valgte Gud ikke at gøre. Jesus siger det selv under forhøret hos Pilatus: Hvis det var det, der var meningen, så ville mine tjenere have taget kampen op.
*
Så her står vi, foran et kors i dag og forstår måske kun lidt af den begivenhed. Men vi ser noget. Vi ser et tegn på den måde, Gud er til stede i verden på. Som den usleste kriminelles håb.
På vej til Jerusalem bliver Jesus standset af en blind tigger, der råber til ham: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig.” ”Herre, forbarm dig” – på græsk: kyrie eleison – er en af de vigtigste kristne bønner, som bedes dagligt af millioner af mennesker verden over.
Jeg kom til at tænke på, at det måske oprindeligt kunne være en tjeners, en undersåts råb til en vred herre, når man var blevet grebet i en forbrydelse, eller man var taget til fange af en fjendtlig hær. Så står man der foran en sejrherre, der har løftet sit sværd, klar til at hugge og dræbe, og man beder for sit liv: Herre, forbarm dig over mig! Lad mig leve! Skån mit liv!
Det ”Herre, forbarm dig”, som vi beder, er helt anderledes. Det beder vi ikke i angst til en retfærdigt vred herre, der har et sværd ved sin side. Det beder vi til en tilgivende Herre, der har et sværd i sin side. Det forandrer bønnen fuldstændigt.
Hvordan kan en tortureret og døende mand forbarme sig over mig?Hvad kan han give, som jeg har brug for? Hvilken nåde beder jeg ham om?
Den nåde: at måtte fyldes af den samme kærlighed som han. Korset er et tegn på Guds kærlighed og nåde, og når jeg står overfor det, ser jeg mit eget svigt, min egen tendens til at vælge magtens, voldens og selvforherligelsens vej.
Vi beder ikke en herre, der skal til at straffe, om at skåne vores liv. Vi beder en herre fylde vore liv med den kærlighed, der er i ham. For det er den, der kan frelse os. Det er ved den kærlighed, vi frelses og sættes fri.
Det er dét, der siges i Grundtvigs gendigtning af Arnulf af Louvains store digt:
Ak! nu føler jeg tilfulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værdt, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?
Dog jeg tror: af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.
Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!
