Der er en tanke, der ikke kan slippe mig for tiden: Jeg læser lignelsen om kongesønnens bryllup hos Matthæus (22, 1-14).
Det er en vanskellig tekst.

Hvad er det for en Gud vi bliver præsenteret for? En hård tyran, der hævner og dræber de mennesker, der ikke gør som han siger og tvinger folk til at komme til fest og som oven i købet udvælger sig en syndebuk, der ikke er pænt nok klædt på og som derfor bliver svinebundet og smidt ud i mørket. Det er svært at forstå.
Jeg har hørt mange bruge denne tekst til at prædike om Guds hellighed og hans retfærdige hævn, men på en eller anden måde har det aldrig virket rigtigt. Normalt foretrækker jeg parallelfortællingen hos Lukas (14, 15-24), der er meget mere tilgængelig og hvor kongen er entydigt god.

Den tanke, der slog ned i mig, var: Hvorfor tror vi altid, at Gud er den rige mand? Vi mener Gud spiller rollen som konge, magthaver og tyran i lignelserne – er det fordi vi kun forbinder magt, sejr og herredømme med Gud?

Er det den Gud vi ser i Jesus?

Hvad hvis helten i historien er ham, der ikke vil underkaste sig den tyranniske konge? Ham der siger nej til magten og herligheden og som tavst tager imod anklagerne. Hvad hvis Guds Rige er ham der bliver gjort til en syndebuk for os andre, fordi vi er for bange til at sige sandheden, og helst bare vil gøre, som der bliver forventet af os? Hvad hvis Guds rige er ligesom en, der hellere lader sig svinebinde end deltager i den løgn, der siger at Gud er på de stærkes og de undertrykkendes side? Hvad nu hvis Guds rige er ligesom en, der med magt bliver smidt ud i mørket udenfor? Og hvad hvis det mørke er Golgatha?

En dag gik Gud tur i Edens have, som han havde skabt til glæde for mennesker og sig selv. Han traf tit Adam og Eva på sine ture i haven – det var faktisk det, der var meningen med den.

Men i dag var der meget stille. Hvor var de henne? Det så også ud til, at en del af dyrene havde gemt sig. Hvad var de ude på? Var det en leg?

− Adam! Eva! − råbte Gud og ledte mellem træerne og buskene. Gud så ud over en stor åben mark, men der var de heller ikke. Men et sted fandt Gud nogle fodspor og fulgte dem ind mellem træerne. Det var mørkt mellem de store træer.

− Eva? Adam? −

Pludselig var der noget, der hvislede mellem træerne, men der var ikke noget af se. Men så fik Gud øje på de to. Der var noget ukendt og hårdt over deres ansigter, noget som Gud ikke havde set før.

− Hvorfor gemmer I jer? Hvad er der sket? Kom her ud i lyset, så jeg kan se jer ordentligt. Jeg har glædet mig til at skulle bruge dagen sammen med jer.

Men de blev stående i skyggen, kun Gud gik ud i solen.

− Vi vil ikke være sammen med dig mere − sagde de inde fra skyggerne.
− Hvorfor ikke, spurgte Gud
− Vi synes ikke om arrangementet mere.
− Arrangementet?
− Ja, haven er ikke stor nok til både dig og os.
− Det er den da − sagde Gud.
− Du fylder for meget, og vi vil heller ikke det samme.
− Jamen, det kan vi da snakke om − sagde Gud, − Vi har da altid kunnet snakke om tingene.
− Der er ikke mere at snakke om. Vi vil gerne være alene nu, og vi vil bede dig rejse.
− Rejse? Hvor skulle jeg rejse hen? − spurgte Gud, − Hvis ikke vi er sammen kan det hele jo være lige meget! Det er også min have!
− Du har himlen. Der kan du være og gøre fuldstændig, som du vil. Der er brug for nogle klare grænser: Mennesker på jorden, Gud i himlen. Det er til at overskue. Vi regerer på jorden, og du i himlen − sagde de og trådte ud af skyggerne og stillede sig overfor Gud. Jo, der var noget ukendt, hårdt over deres ansigter.

Sådan gik det til, at Gud blev smidt ud af haven og forvist til himlen. Men ind i mellem har Adam og Eva på fornemmelsen, at Gud lusker rundt mellem træerne og hvisker deres navne.

af Ole Lundegaard

Jesus sagde: En mand var på vej fra Jeruslem til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.

Så kom kongen i det land pludselig og uventet tilbage, og han kaldte alle sine undersåtter sammen, så de kunne aflægge rapport om, hvad de havde gjort, mens han havde været væk.

Og værten fra herberget kom til kongen og fortalte om den sårede mand og alt, hvad samaritaneren havde gjort for ham for sin egen regning.

Så befalede kongen, at præsten, levitten og samaritaneren skulle træde frem for ham, og forklare deres handlinger.

Præsten sagde til kongen: Store konge, da jeg så den sårede mand ved vejsiden og kæmpe for sit liv, vidste jeg med det samme, at ingen af mine gode gerninger kunne sikre mig din nåde og barmhjertighed, for din nåde og din godhed gives uden, at vi mennesker forstår den og uden at vi har fortjent den. Derfor sagde jeg til mig selv: “Menneske, gå videre med de pligter som er lagt på dig og vær taknemlig for kongens nåde mod dig. Din tro på kongens mildhed og nåde vil overvælde dig og bevare dig indtil verdens ende, for Herren viser nåde mod den, han vælger.”

Så kom levitten frem for kongen. “Oh, Konge, Jeg takker dig, at Du – og Du alene har skabt mig og udvalgt mig til at være din i dag og for evigt. Også jeg var lige ved at falde for fristelsen til gøre mig til af min godhed, ved at hjælpe den forslåede mand. Jeg så sågar på ham. Men jeg modstod fristelen, da jeg indså, at gode gerninger er en hindring for at vi kan modtage din nåde.”

Da samaritaneren blev bragt frem for kongen, sagde han ikke noget.

Så sagde kongen til sine vagter: “Tag denne samaritaner, bind ham, og kast ham ud i mørket, for han har sat sig op mod min uudgrundelige nåde ved at gøre “gode gerninger” og søge at retfærdiggøre sig selv. Men giv hans del til præsten og levitten, for de har forstået min uudgrundelige nåde, som alene er det, der gør et menneske velbehageligt for mig.

Ole Lundegaard fortæller en historie om en koloni af mennesker, der alle led af tarmkræft…

Podcast (httpfeeds-feedburner-cometskridtpodcasts): Play in new window | Download (Duration: 7:44 — 8.9MB)