En af de smukkeste tekster, der knytter sig til adventstiden, er Marias lovsang. Det er den sang, Maria bryder ud i, da englen fortæller hende, at hun skal føde Jesus, det barn som hendes folk har ventet på. Du kan læse den i Lukasevangeliet kapitel 1 vers 46-55.
Jeg så for nylig en moderne udgave og fik lyst til at skrive min egen tekst. Her er altså min beskrivelse af det håb som Advent handler om:
Hele mit inderste jeg – mit intellektet, min fantasi, mine følelser, min intuition, min længsel, min vilje – alt hvad jeg er, skal forenes for at synge højt om Guds storhed.
Med alt hvad jeg er, jubler jeg over den Gud, der befrier mig. For Guds smil nåede til mig, hans tjener, og nu ved jeg, at alt vil blive godt.
I fremtiden vil mennesker se tilbage, og vide at jeg blev velsignet, for Gud har gjort fantastiske ting for mig. Han er hellig! Guds kærlighed falder som regnen og skinner som solen over dem, som holder fast i ham gennem alt.
Se hvad der sker, når hans hånd griber ind i menneskenes verden:
De, som misbrugte den magt, de havde fået betroet, vil styrte. De, som troede økonomien var et spil, de altid ville vinde, vil blive slået hjem. Cheferne vil selv blive prikket ud og politikerne vil miste momentum. De stolte vil blive til grin, og de, som altid stræber efter mere magt, flere penge og mere prestige vil stå tilbage som ynkelige og svage.
Men de enlige mødre og de ensomme gamle, de illegale indvandrere og de uønskede børn vil komme foran i køen. Den tredje verden vil endelig komme til at køre på første klasse. Gud vil tage imod de sultne og servere gourmetmad for de fejlernærede. Det er de rige som vil stå tilbage med slunkne maver og tomme tallerkner.
Dem, der blev skubbet væk og lukket ude, vil opleve, at Gud er hos dem. For Gud har ikke glemt os. Han husker det løfte han gav til Abraham, vores forfader, og alle hans efterkommere, dengang han sagde, at der for altid er håb for os.