Tag Archive | "Pinse"

Gud er ikke kristen

Tags: ,

Gud er ikke kristen


For mig er pinse først og fremmest påmindelsen om at Gud er større og mere end vi kan forstå. Det er historien om den Gud, der sprænger alle vores rammer, rusker os ud af vores fastlåste forståelser og kalder os ind til livet – der hvor han er. Pinse er kraft og liv, overflod, optur og nærvær – alt det vi længes efter, når vi har mistet håbet og mangler troen.
Jeg faldt over denne refleksion fra en af troens store helte, Desmond Tutu.
På vej mod pinse er det gode ord at tage med sig:

Det er sandelig godt at vide, at Gud (i den kristne tradition) skabte alle mennesker (ikke bare de kristne) i sit billede. På den måde gav han alle mennesker en uendelig værdi. På same måde er det godt at vide, at det var med hele menneskeheden, at Gud indgik i et pagtsforhold, dengang han lovede Noah, at han ikke igen vil ødelægge sit skaberværk med vand.
Vi kan sandelig være glad for, at det evige ord – Guds Ord – oplyser alle mennesker, der kommer til verden – ikke kun de kristne. For det, vi kender som Guds Ånd, er ikke begrænset til de kristne. Guds Ånd var til, lang tid før der fandtes kristne. Den inspirer og nærer kvinder og mænd til hellighed og modner dem til at bære frugt, for den virker for det bedste i alle mennesker.
Vi gør grin med Gud og benægter hans storhed og retfærdighed, hvis vi – for eksempel – benægter, at Mahatma Gandhi var et stort menneske, en hellig mand, der vandrede med Gud.
Vores Gud ville være for lille, hvis han ikke også var Gud for Gandhi: Når vi tror at Gud er én, så betyder det, at han er den eneste Gud, for alle mennesker, hvad enten de anerkender det eller ej. Gud har ikke brug for os til at passe på ham. Måske har mange af os brug for at få vores forståelse af Gud uddybet og udvidet.
Det er blevet sagt – halvt i spøg – at Gud skabte mennesket i sit billede og lige siden har mennesket sagt tak ved at skabe Gud i sit billede, fyldt med de samme fordomme og fejl som sig selv. Men Gud bliver ved med at være Gud, hvad enten der er kristne til eller ej.

Posted in BlogComments (0)

På vej mod pinse

Tags: ,

På vej mod pinse


Pinse handler om kraft. Inden han forlod dem sagde Jesus til disciplene: “I skal få kraft når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner.” Det græske ord for kraft er dynamis vi kender ordet fra ord som dynamit og dynamo – det handler om livskraft og energi, om at leve i overskud og vækst. Pinse er ikke bare noget der skete engang – det er en måde at leve på i dag.
Halfdan Rasmussen har skrevet om livskraft og gudskraft i sin pinsesalme, den kan synges på melodien “Jeg plukker fløjlsgræs”:

Noget om kraft

Med store undrende øjne går jeg,
hvor anemonerne lyser hvidt.
Og midt i forårets lysvæld står jeg,
og ser på himlen og spørger blidt:
Hvem opfandt lærken og nattergalen?
Hvem satte knopper på birk og bøg?
Og hvem bestemte at netop svalen
sku være svale og gøgen gøg?

Hvad er det dog for en slags reflekser
der kalder pindsvin og tudse frem?
Og hvem er det, der går rundt og hekser
i Hornbæk, Tarm og Jerusalem?
Thi alle steder er samme under
og samme kraft, der gør sjælen stum,
og alle vegne går folk og grunder
på livets dybe mysterium.

Men ingen svarer fra skjulte egne
og gir’ os grundig og god besked,
så jeg må svare på andres vegne
og formulere hvad ingen ved:
Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting, der gror,
et barn, der er som en fuglevinge,
en lille gud, der er evigt stor.

Jeg tror, han danser i altings hjerte.
Jeg tror han hviler i altings vækst.
Og alle underes under er det,
at han er ordløs og altings tekst.
Han er i spurvenes sang i hækken
i solsortfløjt og i hundeglam.
Og hvis du lytter til tudsens kvækken
og lammets brægen, så er det ham.

Han er i regn og hvor støv må tørste.
I sandets rislen. I træets saft.
I alt det mindste. I alt det største:
Den mindste enhed. Den største kraft.
Hør, blæsten synge din sang, veninde!
Se. træet blomstrer på barnets bud!
Jeg tror, der lever et barn dybt inde,
en kraft som aldrig kan drives ud.

Halfdan Rasmussen 1958

Posted in BlogComments (0)