Tag Archive | "Religioner"

Religionen og al dens væsen

Tags: , , ,

Religionen og al dens væsen


Jeg har lige været i Paris med min kone. Vi så blandt andet de store kirker Notre Dame og Sacre Coeur. Store, fine kirker, ingen tvivl om det. I Rom har jeg set Peterskirken og jeg har set en hel masse andre i andre byer. Jeg bliver sjældent særligt grebet. Ja, det er fantastiske bygninger. Jo, fabelagtige glasmosaikker. Imponerende orgler. De, der har bygget disse enorme pragtværker, har gjort det i bedste mening – for at ære Gud. Vil jeg tro.

Men hver gang jeg er i en af disse katedraler forstyrres jeg af billedet af en simpel jøde, en tømrer, Guds søn, der hverken startede en ny religion eller opførte en eneste bygning (udover at jeg vil tro, at han som tømrer har sat vinduer og døre i et hus eller to, bygget nogle spisestuemøbler og sikkert nogle hønsegårde). Til gengæld lavede han ved en enkelt lejlighed en provokerende happening i det store tempel i Jerusalem. Det blev han ikke populær på.

De store kirker – og de små for den sags skyld, al den fine kunst, ritualerne, såmænd sakramenterne – er potentielt ikke andet end … religion. Det er tilsyneladende nødvendigt for vi mennesker at lave den slags rammer omkring troen, men det er og bliver menneskeværk.

Religion er det, vi bygger op omkring det guddommelige i tilværelsen. Men religionen er ikke det guddommelige. Og alt det, vi bygger op – bygninger, ritualer, regler, læresætninger skal vi kunne begrunde samtidig med, at vi har billedet af en bestemt jøde, en tømrer, Guds søn, og den måde han levede og døde på, for vore øjne. Ellers er det kun religion, og i værste fald skadeligt, fordi det skygger på mesteren.

Jesu søgte en gen-konfigurering af det menneskelige hjerte. En gen-kalibrering af vores dybeste begær. Han opfordrede ikke nogen som helst til at engagere sig i religion, men til at følge ham. Derfor er religion, inklusiv sakramenter, bygninger, læresætninger, the works, kun noget værd for så vidt, de konfigurerer og kalibrerer os til at følge mesteren.

Posted in BlogComments (0)

Kan en buddhist være en bedre kristen end en ateist?

Tags: , ,

Kan en buddhist være en bedre kristen end en ateist?


Den overskrift giver jo ingen mening!
En buddhist er vel en buddhist, en ateist en ateist og ingen af dem en kristen! Ja… men har du aldrig mødt en person, der bekendte en anden tro end din (eller ingen tro), samtidig med at du følte større slægtskab med ham eller hende end visse af dem, der bekender samme tro som dig?
Når det kommer til stykket, er det, det liv vi fører, der fortæller, hvem og hvad vi tror på, snarere end hvad vi bekender med vores ord. Jesus sagde: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” (Mattæusevangeliet 7:21).
Han sagde også: Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden. (Johannesevangeliet 13:35)
Det er, med andre ord, den måde vi lever på, der viser, hvem vores egentlige mester er.
En af udfordringerne fra den bølge, man kalder emergent church, er en større ydmyghed i forhold til mennesker af andre trosretninger. Ikke fordi man pludselig ikke længere tror på, at det er Jesus, der er vejen, sandheden og livet, men i erkendelse af at Jesus, og det evanglium han forkynder, er større end religionerne – selv kristendommen.
For en som mig, der er vokset op med en stærk fornemmelse for forskellene mellem kirkesamfund og mellem kristendom og andre religioner, er det en provokerende tanke, at tros-mærkatet er underordnet handlingen. Jeg siger ikke at trosmærkater aldrig har en relevans, men de er netop underordnet fordi der er noget andet, som er større. Men det er så rart at have styr på folk!
På et tidspunkt stiller apostlen Peter Jesus et spørgsmål om hans med-discipel, Johannes. ”Hvad så med ham?”, spørger Peter, og Jesus svarer: “Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!” (Johannesevangeliet 21:22)
Peter vil gerne have sat en mærkat på Johannes. Jesus svarer ham, at han ikke skal bekymre sig, men han skal i stedet koncentrere sig om at følge ham. Koncentrer dig om at følge mig!
Der er mange andre steder, hvor Jesus taler på lignende måde (læs fx Matt 25:31-46, Markus 9:38-40, Joh 10:16). Hvad er min pointe? At alle religioner er lige? Lige gode? Lige dårlige?
Nej, min pointe er, at de er lige underordnede. Også kristendommen er underordnet – underordnet Jesu kald: Koncentrer dig om at følge mig!
Vi burde gøre dét lidt mere og bruge lidt mindre tid på at sætte mærkater på hinanden.

Posted in BlogComments (4)