Lige nu skulle jeg sidde og forberede prædiken til på søndag. Men det går ikke. Slet ikke. Jeg skal tale over Johannesevangeliet 4, vers 43-54 om en kongelig embedsmand, der kommer til Jesus for at bede ham helbrede hans søn, der er ved at dø. Jeg kan ikke finde ud af, hvor den beretning krydser min tilværelse…. eller din. Hvis du vil være sød at læse beretningen igennem og give mig nogle gode tips, skal jeg gerne kreditere dig i søndagens prædiken!

Et godt udtryk for min mentale tilstand er, at en anden besynderlig tanke pludselig dukker op i mit hoved. En tanke, der absolut intet har med den beretning at gøre, men her kommer den alligevel:

Hvad var der sket, hvis Adam og Eva havde sagt undskyld?

Jeg tænker selvfølgelig på den såkaldte syndefaldsberetning i 1. Mosebog kap. 3, hvor Gud afslører Adam og Eva i at have gjort det forbudte…. spist af kundskabstræet.

Da Gud kalder på Adam og Eva, gemmer de sig. De søger at undgå. Gud spørger, om de har spist af træet. Og her kommer det vigtige. De svarer: ”Nej”, det har vi ikke!” Men de lyver! Gud afslører deres løgn. Men hvorfor spørger Gud dem? Gud ved det vel godt? Er det for at give dem en chance for at indrømme deres fejl?

Er det ikke synden som sådan, der adskiller os fra Gud, men løgnen?

Gad vide, hvad Gud havde sagt, hvis de havde indrømmet?

Gud: ”Har I spist af træet?”
Adam og Eva: ”Ja, vi kom til det, men vi er meget kede af det.”
Gud: ……

Er selvbedrag og løgn ikke mere dødelig end synden selv?
Er hykleri ikke en større fare for troen end kætteri?

Nå …. tilbage til teksten.

En dag gik Gud tur i Edens have, som han havde skabt til glæde for mennesker og sig selv. Han traf tit Adam og Eva på sine ture i haven – det var faktisk det, der var meningen med den.

Men i dag var der meget stille. Hvor var de henne? Det så også ud til, at en del af dyrene havde gemt sig. Hvad var de ude på? Var det en leg?

− Adam! Eva! − råbte Gud og ledte mellem træerne og buskene. Gud så ud over en stor åben mark, men der var de heller ikke. Men et sted fandt Gud nogle fodspor og fulgte dem ind mellem træerne. Det var mørkt mellem de store træer.

− Eva? Adam? −

Pludselig var der noget, der hvislede mellem træerne, men der var ikke noget af se. Men så fik Gud øje på de to. Der var noget ukendt og hårdt over deres ansigter, noget som Gud ikke havde set før.

− Hvorfor gemmer I jer? Hvad er der sket? Kom her ud i lyset, så jeg kan se jer ordentligt. Jeg har glædet mig til at skulle bruge dagen sammen med jer.

Men de blev stående i skyggen, kun Gud gik ud i solen.

− Vi vil ikke være sammen med dig mere − sagde de inde fra skyggerne.
− Hvorfor ikke, spurgte Gud
− Vi synes ikke om arrangementet mere.
− Arrangementet?
− Ja, haven er ikke stor nok til både dig og os.
− Det er den da − sagde Gud.
− Du fylder for meget, og vi vil heller ikke det samme.
− Jamen, det kan vi da snakke om − sagde Gud, − Vi har da altid kunnet snakke om tingene.
− Der er ikke mere at snakke om. Vi vil gerne være alene nu, og vi vil bede dig rejse.
− Rejse? Hvor skulle jeg rejse hen? − spurgte Gud, − Hvis ikke vi er sammen kan det hele jo være lige meget! Det er også min have!
− Du har himlen. Der kan du være og gøre fuldstændig, som du vil. Der er brug for nogle klare grænser: Mennesker på jorden, Gud i himlen. Det er til at overskue. Vi regerer på jorden, og du i himlen − sagde de og trådte ud af skyggerne og stillede sig overfor Gud. Jo, der var noget ukendt, hårdt over deres ansigter.

Sådan gik det til, at Gud blev smidt ud af haven og forvist til himlen. Men ind i mellem har Adam og Eva på fornemmelsen, at Gud lusker rundt mellem træerne og hvisker deres navne.

Der har været ret stille her på etskridt i længere tid. Mest fordi vi arbejder med et større menighedsprojekt, der løber af stabelen om nogle få uger, og som du kommer til at høre meget mere om.
Men det betyder jo ikke at man ikke stadig kan få glimt af spændende indsigter, idéer og tanker det er oplagt at dele på bloggen. Som for eksempel det her med livets store spørgsmål og hvorfor vi overhovedet er her – har du nogensinde tænkt over det?
I dag sad jeg og læste om skabelsen og pludselig sprang et af kernestederne i øjnene på mig:
”Det er ikke godt for mennesket at være alene.” Det vidste jeg jo godt, og jeg har flere gange tænkt over det spidsfindige ved netop det her vers, der kommer lige efter Gud har set kærligt ud over sit skaberværk og sagt, at alting er såre godt. Det her vers, som er roden til samtlige romantiske Hollywood komedier, utålelige lægeromaner og teenageres ubændige trang til at snakke, chatte og sms’e. Men det, der slog mig i dag, er, hvem er det han siger det om?
Det er om mennesket – og hvad ved vi om mennesket? – At det er skabt i Guds billede…
Kan det betyde, at det heller ikke er godt for Gud at være alene? At kimen til hele skabelsen ligger i relationen, fordi Gud ikke kunne være Gud uden at elske nogen og være elsket af nogen?
Det piller pludselig noget ved – i hvert fald – mit gudsbillede. Den Gud, troen præsenterer os for, er også en Gud, der har brug for os…

Gudstjenesten i Korskirken i dag handlede om at være skabt i Guds billede. At der er i os er lagt en længsel efter at være i relation med andre og først og fremmest Gud. Fordi intet menneske er en øde ø eller udenfor den sammenhæng Gud har villet og som han kaldte god. Jeg synes, det er noget af det allervigtigste, hvis vi skal forstå Gud, at vi begynder med begyndelsen – for det begyndte godt. Jeg blev så grebet af emnet og af at skrive hebraiske bogstaver på tavlen, at jeg vist kom til at tale lidt længere, end det var planlagt – men hvem har sagt at en gudstjeneste ikke må vare 1 time og 26 minutter? Jeg måtte dog lytte til en del brok og drilleri fra min fællesskabsgruppe, Valkyriekredsen, da vi mødtes efter gudstjenesten til velfortjent søndagsfrokost med sild, snaps og peberrodssalat (?).
Men jeg forsvarede mig med, at jeg jo er nødt til at bruge noget tid, hvis jeg skal kunne matche min kære kollega Ole, der var på sidste søndag og som lagde barren højt – jeg fornemmer en lille prædiken battle er på vej…