Her er en lille tanke, hentet hos Thomas Merton.

I dag, i et svært øjeblik, genopdagede jeg Jesus –
eller var det for første gang?
Jeg kom nærmere end nogensinde før til at indse,
hvor sandt det er, at vores forhold til Jesus er noget,
der ligger langt ud over forestillinger og følelser.

Hans øjne – som er sandhedens øjne – er fæstnet på mit hjerte.
Hvor hans øje ser, er der fred,
for Hans ansigts lys – som er sandhed –
skaber det, det lyser på.

Der er også glæde:
Til dem, han elsker, siger han,
”Jeg vil fæstne mit øje på dig.”

Hans ser os altid og alle steder
Der kommer ingen nåde fra himlen til os
uden at han ser vores hjerte.

Tro er temaet for Hjertesprog i denne uge (21.-27. marts 2011). På Etskridt skriver vi meget om tro som en måde at leve på. Tro har alt for længe været forstået som enten dogmer eller følelser. Derfor er det nødvendigt at pege på, at troen på Gud, Jesu Kristi far, er en vej, en adfærd, en måde at leve på. Tro er noget helt praktisk – at følge Jesus.

Det er en nødvendig fokus i dag, fordi troen som vej har været underbetonet. Men dermed ønsker vi jo ikke at gøre den samme fejl og betone det i en sådan grad, at tro som den dybe, personlige relation til Gud, fortoner.

Alle veje fører jo et sted hen. Det gør troens vej også. Kirkefaderen Augustin (år 354 – 430) skrev:

”`Jeg er vejen og sandheden og livet´(Joh 14:6). Troen er vejen, og kontemplationen er sandheden og livet. `Endnu ser vi i et spejl, i en gåde´ (1. Kor 13:12) – dette er troen. `Men da skal vi se ansigt til ansigt´ – dette er kontemplationen. Paulus siger endvidere: `Kristus bor i vore hjerter, i det indre menneske, gennem troen´ – dette er vejen, og vi kan kun ane, når vi går på den. Men han tilføjer: `I skal lære Kristi kærlighed at kende, som overgår al forstand, og I skal i fylde træde ind i Guds hele fylde´ (jf. Efes 3:16-19). Kontemplationen er denne fylde …. `I er jo døde,´ siger han videre, `og jeres liv er skjult med Kristus i Gud´ – sådan er troen. `Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal I også blive åbenbaret sammen med ham i herlighed´ (Kol 3:3-4) – sådan er Guds plan.”

Augustin taler her netop om tro som en vej – men betoner, at den fører et sted hen – til kontemplation, dvs til at skue Gud.

Troen er vejen, og kontemplationen er sandheden og livet.

Troen er en gåde, men den fører til at vi skal se ansigt til ansigt.

Troen lader Kristus bo i vore hjerter – og med den skal vi lære kærlighedens fylde at kende.

Troen forankrer os med Kristus i Gud – og vi bliver et med ham i hans herlighed

Sandhed – Liv – Se ansigt til ansigt – Kærlighedens fylde – Herlighed

Det er dét mysterium, der dukker frem af disen for den, der går på troens vej. Det er ikke det, vi jager – vi skal bare følge Jesus – men det er dét, vejen kommer os i møde med, når vi følger ham og bliver i ham.

(Citatet fra Augustin er fra prædiken 346, 2, her citeret fra Olivier Clément, Kilder. Kirkefædrene om troens liv. Tekster og kommentarer, Katolsk forlag, udgivet i samarbejde med Forlaget Boedal, 2008, s. 132.)

Tro

blive stille
råbe højt
Kom

fortabe sig selv
møde den Anden
Gå

svimlende klarhed
klarende svimmelhed
Se

modstand
medstand
Kæmp

tvivl
søg
Åbn

skat
gave
Giv

da
nu
Du

at få et blik ind i altings mening
et øjeblik af svimlende klarhed midt i forvirringen –
for umiddelbart at blive vendt mod det givne
med større ærbødighed, åbenhed, ydmyghed

Ole Lundegaard, 21. marts 2011

For de fleste mennesker er den letteste måde at lære noget på – at gøre det. At have teorier eller meninger gør det ikke. Man kommer ikke til at kende glæden ved at køre på cykel ved at læse en bog om det. Og finere fransk madlavning er sjovere, når man må smage. Jeg tror også det gælder den kristne tro.

Etskridt står for en linje, hvor vi ser troen som en måde at leve på og ikke blot et sæt tanker eller religiøse følelser (ikke at troen ikke også involverer vores tanker og følelser). Og hvis tro er en praksis, er tro også noget, vi lærer ved at praktisere den.

Vi lærer Gud at kende gennem at gøre det, som Jesus gav os undervisning om at gøre. Sværere er det ikke. Lettere er det ikke.

Ved at praktisere bøn lærer vi Gud at kende som vores himmelske far.

Når vi elsker vores næste, møder vi Jesus ansigt til ansigt – (”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” , Matt 25:40). Hvad forlanger vi mere?

Bibelen er faktisk en umådelig praktisk bog. Wilfrid Stinissen skriver: Når vi stiller teoretiske spørgsmål får vi praktiske svar. Spørger vi: Hvem er Gud? svarer biblen: Lev som din himmelske fars barn, tillidsfuld, uden bekymring, som et barn, følg Jesus, som er sin himmelske fars elskede barn. Sværere er det ikke. Men nogen anden vej findes til gengæld heller ikke.

Søndag 8. august så jeg Deadline 2. sektion på DR2 kl. 23.00. Programmet handlede om politikeres moral (eller mangel på samme) og om, hvor store krav vi kan stille til deres livsførsel – selvfølgelig affødt af den seneste tids fokus på Lene Espersen og Helle Thorning Schmidt. Studievært Jes Stein Pedersen havde besøg af sognepræst Mikkel Wold, psykiater Tom Bolwig og en filosof fra syddansk universitet – hendes navn fik jeg desværre ikke lige fat på.
Samtalen kom ret hurtigt til at dreje sig om dyder – et ord der måske smager lidt hengemt og forlorent. Men de tre gæster var ret enige om, at det var en skam! Dyder er vigtige, mente de! Altså sådan noget som ærlighed, sparsommelighed, høflighed, flid osv.

Studieværten anbefalede selv Benjamin Franklins selvbiografi (jeg er let at manipulere med, så jeg bestilte den straks på www.elounge.dk). Franklin formulerede som 22 årig 13 dyder (mådehold, stilhed, orden, beslutsomhed, sparsommlighed, flid, oprigtighed, retfærdighed, selvkontrol, renlighed, indre ro, renhed og ydmyghed), som han derefter søgte at leve efter resten af sit liv.

I mange år har vi vel nærmest gjort grin med dyder – selvom vi sjovt nok sætter meget pris på dem, når vi finder dem hos andre! Men her sad tre personer fra vidt forskellige verdener og talte varmt for idealer som sparsommelighed, mådehold, ærlighed. Om at man gerne måtte ville være ”et godt menneske”.

Etskridt vil gerne tilslutte sig koret – med en enkelt tilføjelse. I kristen spiritualitet taler man om ”åndelige discipliner” – de har ligesom dyder været set ned på som noget gammeldags, der blot var noget den enkelte brugte til at fremvise sin egen godhed. Men de åndelige discipliner – hvoraf de alment kendte sikkert er Bøn og Bibellæsning (men man kunne også nævne at give, at tilgive, at trøste, at tjene sin næste osv) er tydeligvis også på vej tilbage. Det kan man forvisse sig om ved at kaste et blik på diverse kirkelige forlags kataloger.

I modsætning til almene dyder, der skal gøre en til “et godt menneske”, sætter de åndelige discipliner en anden dagsorden: Gennem praktikker som at bede, at tilgive, at tjene sin næste, at velsigne, at være stille, er målet at blive mennesker, skabt i Jesu Kristi billede. Man kan sige, at målet ikke i sig selv er at blive et godt menneske, men at følge et godt menneske, dét sande menneske – Jesus af Nazaret.

Apostlen Paulus taler om, at Kristus må ”få skikkelse i os”. Dét må være målet for et menneske: at blive mere som dét sande menneske, Jesus Kristus, så bliver vi også gode mennesker – uden selvoptagethed.

I denne podcast taler Ole Lundegaard med Simon Munch Fuhrman om noget, de fleste kender til – fornemmelsen af at Gud er fraværende, tavs…

Podcast (httpfeeds-feedburner-cometskridtpodcasts): Play in new window | Download (Duration: 13:53 — 12.7MB)

Alle mennesker finder det naturligt at bede – sommetider. Jeg har faktisk hørt et menneske, der sagde om sig selv, at hun var ateist, erklære, at hun godt kunne finde på at bede en bøn en gang i mellem. Når vi er i fare, eller vi selv, eller en vi elsker, lider nød på den ene eller den anden måde, ja, så kommer bønnen helt af sig selv – ateist eller ej. Bøn er på den måde det mest naturlige, der overhovedet findes. Man kan måske ligefrem sige, at det er vores drift til at bede, der er adskiller os fra dyrene?

Men det er mange menneskers oplevelse, at bøn samtidig er noget af det vanskeligste i verden. Det er på mange måder også min erfaring. Der har været lange perioder i mit liv, hvor jeg ikke synes bønnen har været spor naturlig. Hvor jeg ikke har haft en fornemmelse af at være blevet hørt. Hvor jeg sikkert kun blev ved med at bede, fordi det nu engang er en vane, jeg fik ind med modermælken.

Men giver det mening at blive ved med at bede, når man tvivler? Nej, ikke hvis vi forstår bøn rent religiøst (at bøn er menneskets råb til Gud, når vi er i fare eller er angste, er en generel religiøs definition). Men i kristen forstand giver det faktisk god mening. Det skyldes, at i kristen forstand er bøn ikke først og fremmest vores måde at nå Guds hjerte på, men i ligeså høj grad Guds måde at nå vores hjerte på.

At fastholde bønnen, netop når man er i tvivl og anfægtet i sin tro, er at lade en dør stå på klem for Gud.

Men når man er i tvivl eller anfægtet i sin tro, er det tit svært at bede med sine egne ord. Men det er heller ikke så vigtigt. I sådanne tider er det godt at have et fadervor eller en bønnebog indenfor rækkevidde.

Misforståelser om bøn(1)
Måske fordi vi danskere er ret blufærdige i forhold til at tale med andre om personlige sager, herunder vores tro – kan der let opstå misforståelser. Jeg støder jævnligt på nogle holdninger til bøn, som jeg tror skyldes, at vi ikke taler ærligt med hinanden om det. Lad mig nævne en enkelt her, og i senere indlæg endnu nogle. Her er den første: Bøn er at fortælle Gud, hvad jeg har på hjerte.

Men det er bøn da? Ja, men misforståelsen opstår, når det er vores grundlæggende forståelse af, hvad bøn er. Det er som at sige den første del af en sætning, men undlade at fuldføre den. Det er jo sandt – og fantastisk – at vi har lov at lægge vores dybeste behov og ønsker frem for Gud, og Gud vil høre vores bøn (for så vidt at det, vi beder om, er i overensstemmelse med hans vilje og mål). Men det er en misforståelse, hvis vi tror, at bøn handler om at vi taler til Gud, og når vi er færdige, siger vi ”amen” og fortsætter med vores gøremål – mens Gud så kan få lov at give sine andre børn lidt opmærksomhed også. Det svarer til en samtale hvor den ene part rejser sig og går så snart, han har sagt det, han vil. Det er ikke en samtale, det er en monolog, og bøn er netop ikke monolog, men samtale.

Bøn er i ligeså høj grad stedet, hvor Gud vil tale til og med dig, som stedet hvor du taler til Gud. Derfor er det vigtigt at indlægge perioder med stilhed i sin bøn. Hvordan skulle Gud kunne tale til os, hvis det er os, der hele tiden fører ordet? Man kan fx begynde og slutte sin bøn med stilhed. Stilheden er ligeså vigtig som ordene, ja, faktisk er stilheden grundtilstanden, når man beder. Det er stilheden, der ind imellem bliver afbrudt af vores ord, ikke omvendt. Det er som forholdet mellem et landskab og et punkt i landskabet, et tårn fx. Det er let at forestille sig et landskab uden et tårn, men det er svært at forestille sig et tårn uden et landskab. I bønnen er stilheden landskabet, og ordene er tårnet.

Vi skulle holde en lille fest, ikke noget særligt, men jeg skal godt nok lige love for, at der var meget, der skulle købes ind. Og derfor lod jeg mig overtale til det mest skræmmende: At tage i Bilka.
Der gik jeg med min indkøbsvogn på størrelse med en mindre bil og kom mere og mere til at ligne alle de andre med indkøbsvogne. Et mareridt!
Derfor gik det måske også som det gjorde, for da jeg stod i slikafdelingen, havde jeg brug for hjælp til at finde den rigtige pris. Jeg skulle have 15 pk. chokolade, og så betyder prisen altså noget. Så jeg så mig om efter en Bilka-medarbejder. Og det er dumt af mig. En Bilkamedarbejder er kendetegnet ved, at når man skal bruge en, er der ingen i hele varehuset.
Da jeg ledte så jeg en Bilkatrøje hen over en reol. Sikkert en af medarbejderne der var gået i kundeskjul eller til frokost og havde hængt sin trøje på reolen.
Da var det, jeg fik ideen: Jeg kunne tage uniformen på… Hvad ville der ske: Hurtigt ville jeg være totalt omringet af kunder, der ville spørge om en pris.
En mor med et barn ville komme med en æske chokolade, de skulle bruge til gave, og spørge, hvad den kostede. Jeg åbner æsken, beder dem tage et par smagsprøver om de kan li chokoladen. Og hvis de kan, så er der tre æsker for en tier. En til gaven og en til hver af dem. Så vil de gå glade ned til kassen med hele tre æsker for en tier der ellers koster 90 kr. stykket – Og de ville have munden fuld af chokolade. Og nede i lommen ville jeg mærke, at der var en prismærketang. Og det ville være endnu bedre. Når folk kom med varerne kunne jeg sige: Her er der tilbud i dag: Den koster en femmer – Vent lidt jeg skal bare lige sætte den nye pris over stregkoden!
Hold kæft det vil gå stærkt, ikke kun chokolade, men tøj, frakker og støvler, vin, frugt i massevis – En kasse for en femmer. Smag endelig først og køb to med hjem – Husk kød og husk at få noget med til børnene. Hold en lille fest, inviter nogen til at komme i aften. Der er råd til det hele.
Men jeg gjorde det ikke. Og eftermiddagen var Bilkagrå igen.
Men hvis nu jeg havde gjort det: Der ville have været en hel masse glade mennesker. Hundrede glade børn der ikke slæbte sig efter bilkavognen en bilkagrå eftermiddag. Der ville have været holdt en masse glade små fester rundt omkring på Sjælland.
Men Bilka havde sikkert ringet efter politiet og jeg var blevet taget med på stationen og stor overskrift i Venstrebladet. Og hvis Bilka ikke havde set, at her var der en masse gratis reklamekroner, så var jeg kommet i retten og havde skulle betale for alle de varer, jeg havde brugt til at skabe en masse små fester på Sjælland.
Og Jesus hvad havde han nu sagt til det, hvis han mødte mig på vej ud af varehuset med en betjent om hver overvarm? Det tror jeg, at jeg ved: for Jesus fortæller i Lukasevangeliet om en svindler: Jeg tror han ville have sagt til mig: Det var dog en masse glade mennesker du fik ud af det. Jeg kan lige forstille mig alle de glade fester, der bliver på Sjælland i aften – Det er ret godt gået, det kunne kirkerne lære noget af!
Men du må selvfølgelig tage den straf Bilka og loven giver dig og betale alle pengene, men husk hele tiden på alle de små fester og glade mennesker. Det er måske det hele værd.. “Så ikke mere snak” – ville en af betjentene sige – “kom med”. Og mens jeg blev slæbt af sted ville jeg høre Jesus sige: Husk alle de små fester du fik lavet i aften – Husk alle de små fester I kan lave, også uden at stjæle af andres, men ved at have lyst til fest i stedet for brok og surhed.