Tag Archive | "Teologi"

Den hele vide verden

Tags: ,

Den hele vide verden


Hvad nu hvis teologiens forhold til sandheden svarer nogenlunde til, hvordan en globus forholder sig til jorden?
En globus viser os, at jorden er rund, og den giver os et indtryk af, hvor kontinenterne og havene befinder sig i forhold til hinanden. Men en globus er ikke våd, den dufter ikke af jord, den giver ikke liv til et mylder af dyr og planter – og så er den faktisk lidt for lille!
Når vi udvikler vores teologi, tager vi de materialer vi får fra bibelen, traditionen, erfaringen, fornuften og vores fælles samtale og bygger den bedste model, vi overhovedet kan. Vi kan være taknemmelige over, at vi på mange måder så kan bygge et rimeligt godt billede af sandheden, men hvis vi nogensinde tror at vi dermed har hele sandheden indkapslet balancerer vi på grænsen mellem overmod og vanvid.
Det er de vilkår vi laver teologi under. Derfor er alt hvad vi skriver på etskridt altid at betragte som forslag, muligheder, forsøg og modeller. Vi tror ikke, vi har patent på noget som helst – men vi vil gerne vise hvordan den model vi bygger ser ud. Vi håber den kan give os et indtryk af hvordan sandheden kunne se ud, og at vi og den lidt efter lidt kan komme til at ligne det vi taler om – skridt for skridt.

Posted in BlogComments (0)

Hvad nu hvis Adam og Eva havde sagt undskyld?

Tags: ,

Hvad nu hvis Adam og Eva havde sagt undskyld?


Lige nu skulle jeg sidde og forberede prædiken til på søndag. Men det går ikke. Slet ikke. Jeg skal tale over Johannesevangeliet 4, vers 43-54 om en kongelig embedsmand, der kommer til Jesus for at bede ham helbrede hans søn, der er ved at dø. Jeg kan ikke finde ud af, hvor den beretning krydser min tilværelse…. eller din. Hvis du vil være sød at læse beretningen igennem og give mig nogle gode tips, skal jeg gerne kreditere dig i søndagens prædiken!

Et godt udtryk for min mentale tilstand er, at en anden besynderlig tanke pludselig dukker op i mit hoved. En tanke, der absolut intet har med den beretning at gøre, men her kommer den alligevel:

Hvad var der sket, hvis Adam og Eva havde sagt undskyld?

Jeg tænker selvfølgelig på den såkaldte syndefaldsberetning i 1. Mosebog kap. 3, hvor Gud afslører Adam og Eva i at have gjort det forbudte…. spist af kundskabstræet.

Da Gud kalder på Adam og Eva, gemmer de sig. De søger at undgå. Gud spørger, om de har spist af træet. Og her kommer det vigtige. De svarer: ”Nej”, det har vi ikke!” Men de lyver! Gud afslører deres løgn. Men hvorfor spørger Gud dem? Gud ved det vel godt? Er det for at give dem en chance for at indrømme deres fejl?

Er det ikke synden som sådan, der adskiller os fra Gud, men løgnen?

Gad vide, hvad Gud havde sagt, hvis de havde indrømmet?

Gud: ”Har I spist af træet?”
Adam og Eva: ”Ja, vi kom til det, men vi er meget kede af det.”
Gud: ……

Er selvbedrag og løgn ikke mere dødelig end synden selv?
Er hykleri ikke en større fare for troen end kætteri?

Nå …. tilbage til teksten.

 

Posted in BlogComments (0)

Korset – et øjeblik?

Tags: , , , , , ,

Korset – et øjeblik?


Korset har helt central betydning i Det nye Testamente, og har altid haft det i kirkens forkyndelse. I de fleste kirkerum hænger kors og krucifixer, så de ikke er til at overse.

Men hvad betyder Jesu død på korset?

Der findes en del forskellige svar på det i Det nye Testamente: Sejr over døden – sejr over ”magter og myndigheder” – en åbenbaring af Guds kærlighed til mennesket – er offer for menneskets synd og skyld. Det sidste svar er sikkert også den forklaring, de fleste kender, og i protestantisk kristendom har vægten – sommetider hele vægten – ligget her.

Det er efter min mening et problem. Hvis vi ser korset så ensidigt som et punkt i historien, et konkret øjeblik (hvilket det var), har vi tendens til at overse, at korset i Det nye Testamentes skrifter tydeligt tegner en model – et paradigme for at bruge et moderne ord – altså, korset (og med det Jesu liv og gerning) er en model for, hvordan vi skal leve. Korset er ikke bare et instrument, det er en Vej.

Jesu død på korset udlægges med visse variabler i de forskellige skrifter, men den konstante betydning af korset, som vi finder i alle lag af skrifter i Det nye Testamente er, at Jesu kors tegner en model for den troendes liv i verden.

Hvis vi fokuserer for ensidigt på korset som ”det frelsende øjeblik” og ikke på korset som Vej, har vi efter min mening ikke forstået hele betydningen af Jesu død.

Her kunne jeg diske op med en lang række skriftsteder – men vil ikke gøre det. Men hvis du giver en kommentar til indlægget og beder om det, skal jeg gerne gøre det.

Posted in BlogComments (0)

Tags: , ,

Marcus Borg: Om tro som vej


Posted in VideoComments (0)