”Når vi taler om religion som en livsstil, en måde at leve og engagere sig i verden på, taler vi ikke bare om religion som en tros-lære. Vi må være ærlige: En troslære forlanger intet af os med hensyn til at elske de fattige, række vore hænder ud til den anderledes, fordi han eller hun er fra et andet land eller en anden gruppe end vores. Den forlanger intet af vores tegnebog eller vores kalender. Vi kan leve alle ugens timer og dage og kun være optaget af os selv – mens vi stadig hævder, vi tror! Det er forbavsende og trist, at ideen om kristendommen som en lære og ikke en livsstil, har overlevet så længe. Jeg kender mennesker, der tror på nogle andre teorier, men Kærligheden strømmer fra deres liv. Det er i sidste ende det, det handler om.”

Sådan skriver Fransiskanermunken, Richard Rohr.

Selvfølgelig er der ”lære” i den kristne tro (vi tror jo ikke på hvad som helst), men er det ikke sandt, som Richard Rohr skriver, at en lære, et sæt meninger – og vi kunne tilføje – en særlig religiøs følelse, ikke er forpligtende?
Er det ikke fuldstændigt uforpligtende at gå til gudstjeneste?
Er det ikke fuldstændigt uforpligtende at løfte sine hænder og synge: ”Jeg tilbeder dig, Jesus?!”
Er det ikke sandt, at vi har udviklet en kristendom, der ”tror på” Jesus, men måske ikke tror på det, han troede på?

Kalder Jesus os til at tro på ham – eller til at tro på dét, han tror på – og gå dén vej, han gik?!

Kristendommen er måske blevet ”en masse man skal tro”. Den er måske blevet noget med at ”gå i kirke” og holde ”kristendommen” kørende. Det er faktisk helt uforpligtende! Men sådan har det ikke altid været. De første kristne blev kaldt “dem, der hørte til Vejen” (Apostlenes Gerninger 9:1). Der er stor forskel på at være “tilhænger af kristendommen” eller at følge Vejen.

Her er en lille tanke, hentet hos Thomas Merton.

I dag, i et svært øjeblik, genopdagede jeg Jesus –
eller var det for første gang?
Jeg kom nærmere end nogensinde før til at indse,
hvor sandt det er, at vores forhold til Jesus er noget,
der ligger langt ud over forestillinger og følelser.

Hans øjne – som er sandhedens øjne – er fæstnet på mit hjerte.
Hvor hans øje ser, er der fred,
for Hans ansigts lys – som er sandhed –
skaber det, det lyser på.

Der er også glæde:
Til dem, han elsker, siger han,
”Jeg vil fæstne mit øje på dig.”

Hans ser os altid og alle steder
Der kommer ingen nåde fra himlen til os
uden at han ser vores hjerte.

The Embrace of Unknowing from Peter Rollins on Vimeo.

Her er nogle opmuntrende ord fra en klog mand, Wilfrid Stinissen, svensk karmelittermunk, fra hans bog I dag er Guds dag (Steno forlag, 2002), s. 172.

“Gud har ikke skabet verden og gjort mennesket helt færdigt en gang for alle. Han skaber universet i en udvikling. Han skaber sådan, at mennesket og menneskeheden gradvist vokser i indsigt og klarhed. Kun langsomt kommer erkendelsen af, hvad der er rigtigt og sandt.

Denne udvikling hører til selve skabelsen, den er med i Guds beregninger og er en del af hans plan. Gud vil ikke, at et barn handler og tænker som en voksen. Barnet har ret til at være som en barn. Der findes forskellige faser både i den enkeltes og i hele menneskehedens udvikling, og hver fase har sin egen sandhed.

Gud kræver ikke, at du allerede skal være sådan, som han måske vil have, at du engang skal være. Men i hver fase af din udvikling giver han dig et vist mål af lys og indsigt til at gå videre. Det, du skal gøre, er fra nu af at tage de skridt, han kalder dig til. Det gamle er aldrig spildt, hvis du går fremad i overensstemmelse med det det, du netop nu ved, er rigtigt.

Det er uretfærdigt, hvis du bedømmer din fortid efter det, du ved nu, men ikke vidste før. Og selv om du tidligere virkelig handlede mod bedre vidende, ikke fulgte din samvittighed og indsigt, så kan du fra nu af genoprette alt, hvis du gør, hvad du i dette øjeblik indser er det rigtige.

Muligheden for at leve efter Guds vilje ligger altid åben for dig. Engang imellem er det måske hans vilje, at du ikke ved, hvad du skal gøre for at kunne fortsætte. Overlad da din uvished til ham, accepter midlertidigt at være i mørke. Hvis du er helt oprigtig over for ham og over for dig selv, vil du i rette øjeblik vide, hvad du skal gøre.”

Så er det nu venner! Dommedag kommer og det er helt sikkert denne gang – næsten!
Mere eller mindre eksotiske sekter har altid haft en forkærlighed for at forudsige jordens undergang – senest skulle det så være i dag, d. 21. maj 2011. Mens vi så sidder her og venter på at dø – kan man jo passende fundere lidt over, hvad det er, der er så fascinerende ved den her dommedag? Det virker som om der i kristne sammenhænge nogle gange kan være en pervers optagethed af død, ødelæggelse og undergang. Det gælder ikke bare forudsigelser om verdens ende (der har været en hyppigt tilbagevendende begivenhed gennem hele kirkens historie) men også hele idéen om at kristendommen primært handler om at komme i himlen, når vi dør.

Noget af det vi prøver at sige med etskridt er, at troen ikke handler om hvad der ville ske hvis vi døde i morgen – tværtimod så handler troen for os om, hvad der ville ske, hvis vi skulle leve i morgen – hvem ville vi følge, hvad ville vi bygge vores liv på? Det er troens egentlige spørgsmål! Kristendom er et liv, med alle de ricisi det indebærer – ikke bare en tryg død.

Og mens vi så venter kan vi jo passende grave et hul eller gemme en øl eller bare lytte til en af de mest livsbekræftende sange der findes.
For jeg har ikke lyst til at dø!

Tro er temaet for Hjertesprog i denne uge (21.-27. marts 2011). På Etskridt skriver vi meget om tro som en måde at leve på. Tro har alt for længe været forstået som enten dogmer eller følelser. Derfor er det nødvendigt at pege på, at troen på Gud, Jesu Kristi far, er en vej, en adfærd, en måde at leve på. Tro er noget helt praktisk – at følge Jesus.

Det er en nødvendig fokus i dag, fordi troen som vej har været underbetonet. Men dermed ønsker vi jo ikke at gøre den samme fejl og betone det i en sådan grad, at tro som den dybe, personlige relation til Gud, fortoner.

Alle veje fører jo et sted hen. Det gør troens vej også. Kirkefaderen Augustin (år 354 – 430) skrev:

”`Jeg er vejen og sandheden og livet´(Joh 14:6). Troen er vejen, og kontemplationen er sandheden og livet. `Endnu ser vi i et spejl, i en gåde´ (1. Kor 13:12) – dette er troen. `Men da skal vi se ansigt til ansigt´ – dette er kontemplationen. Paulus siger endvidere: `Kristus bor i vore hjerter, i det indre menneske, gennem troen´ – dette er vejen, og vi kan kun ane, når vi går på den. Men han tilføjer: `I skal lære Kristi kærlighed at kende, som overgår al forstand, og I skal i fylde træde ind i Guds hele fylde´ (jf. Efes 3:16-19). Kontemplationen er denne fylde …. `I er jo døde,´ siger han videre, `og jeres liv er skjult med Kristus i Gud´ – sådan er troen. `Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal I også blive åbenbaret sammen med ham i herlighed´ (Kol 3:3-4) – sådan er Guds plan.”

Augustin taler her netop om tro som en vej – men betoner, at den fører et sted hen – til kontemplation, dvs til at skue Gud.

Troen er vejen, og kontemplationen er sandheden og livet.

Troen er en gåde, men den fører til at vi skal se ansigt til ansigt.

Troen lader Kristus bo i vore hjerter – og med den skal vi lære kærlighedens fylde at kende.

Troen forankrer os med Kristus i Gud – og vi bliver et med ham i hans herlighed

Sandhed – Liv – Se ansigt til ansigt – Kærlighedens fylde – Herlighed

Det er dét mysterium, der dukker frem af disen for den, der går på troens vej. Det er ikke det, vi jager – vi skal bare følge Jesus – men det er dét, vejen kommer os i møde med, når vi følger ham og bliver i ham.

(Citatet fra Augustin er fra prædiken 346, 2, her citeret fra Olivier Clément, Kilder. Kirkefædrene om troens liv. Tekster og kommentarer, Katolsk forlag, udgivet i samarbejde med Forlaget Boedal, 2008, s. 132.)

Tro

blive stille
råbe højt
Kom

fortabe sig selv
møde den Anden
Gå

svimlende klarhed
klarende svimmelhed
Se

modstand
medstand
Kæmp

tvivl
søg
Åbn

skat
gave
Giv

da
nu
Du

at få et blik ind i altings mening
et øjeblik af svimlende klarhed midt i forvirringen –
for umiddelbart at blive vendt mod det givne
med større ærbødighed, åbenhed, ydmyghed

Ole Lundegaard, 21. marts 2011

Der har været ret stille her på etskridt i længere tid. Mest fordi vi arbejder med et større menighedsprojekt, der løber af stabelen om nogle få uger, og som du kommer til at høre meget mere om.
Men det betyder jo ikke at man ikke stadig kan få glimt af spændende indsigter, idéer og tanker det er oplagt at dele på bloggen. Som for eksempel det her med livets store spørgsmål og hvorfor vi overhovedet er her – har du nogensinde tænkt over det?
I dag sad jeg og læste om skabelsen og pludselig sprang et af kernestederne i øjnene på mig:
”Det er ikke godt for mennesket at være alene.” Det vidste jeg jo godt, og jeg har flere gange tænkt over det spidsfindige ved netop det her vers, der kommer lige efter Gud har set kærligt ud over sit skaberværk og sagt, at alting er såre godt. Det her vers, som er roden til samtlige romantiske Hollywood komedier, utålelige lægeromaner og teenageres ubændige trang til at snakke, chatte og sms’e. Men det, der slog mig i dag, er, hvem er det han siger det om?
Det er om mennesket – og hvad ved vi om mennesket? – At det er skabt i Guds billede…
Kan det betyde, at det heller ikke er godt for Gud at være alene? At kimen til hele skabelsen ligger i relationen, fordi Gud ikke kunne være Gud uden at elske nogen og være elsket af nogen?
Det piller pludselig noget ved – i hvert fald – mit gudsbillede. Den Gud, troen præsenterer os for, er også en Gud, der har brug for os…

af Ole Lundegaard

Jeg er vokset op med denne version af  `evangeliet´: Jesus døde på korset for mig skyld, derfor kommer jeg i himlen når jeg dør. Groft sagt.

Det har altid naget mig. Der er noget, der ikke passer. Det er det samme med trosbekendelsen. Det har altid undret mig, at der om Jesus kun siges, at han er ”undfanget af helligånden, født af jomfru Maria…”  og så springer man direkte til ”… pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet.” Hvad blev der af Jesu liv?

I denne jul vil jeg prædike de gode nyheder om Jesu liv!

Ordet ”Evangelium” står i bibelen på to måder: For det første står det som overskrift over fire skrifter: Mattæus-, Markus-, Lukas-, og Johannes-evangeliet. Det er ikke overskrifter, de selv satte over det, de skrev, men senere tider gav dem det navn. Dvs ”evangelium” blev en betegnelse for historien om Jesu fødsel, hans møde med mennesker, hans helbredelse af syge, hans uddrivelse af onde kræfter, hans opgør med farisæernes hykleri og ypperstepræsternes beregnende politik, hans beslutsomhed i forhold til at gå den vej, Gud havde sendt ham, hans død og hans opstandelse. Hele pakken!

For det andet blev ordet brugt i skrifterne selv om Jesu forkyndelse af Guds rige. ”Guds rige” betyder ikke himlen, som nogen tror. Guds rige er når og hvor Guds intention med skaberværk og mennesker realiseres.

Det vil altså sige, at ”de gode nyheder” handler om Jesu liv (og hans død og opstandelse) og om at Guds vilje gennem Jesus og dem, der følger ham leves ud her og nu!

Det er noget andet end den meget snævre definition, vi ofte møder i evangelikale kredse. Kortformen ”Jesus døde på korset for min skyld, for at jeg kan komme i himlen” står ikke noget sted i biblen og det er faktisk en skæbnesvanger begrænsning!

Når vi glemmer at Jesu liv er en afgørende del af evangeliet, bliver det nemlig muligt at glemme, at vores liv er en afgørende del af vores tro. Det bliver muligt for os begrænse tro til at være et spørgsmål om religiøse følelser og meninger, snarere end den måde, vi lever på.

Derfor vil jeg i den jul, vi står foran, prædike de gode nyheder om det liv, Jesus blev født til at leve!

af Ole Lundegaard

Jesus sagde: En mand var på vej fra Jeruslem til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.

Så kom kongen i det land pludselig og uventet tilbage, og han kaldte alle sine undersåtter sammen, så de kunne aflægge rapport om, hvad de havde gjort, mens han havde været væk.

Og værten fra herberget kom til kongen og fortalte om den sårede mand og alt, hvad samaritaneren havde gjort for ham for sin egen regning.

Så befalede kongen, at præsten, levitten og samaritaneren skulle træde frem for ham, og forklare deres handlinger.

Præsten sagde til kongen: Store konge, da jeg så den sårede mand ved vejsiden og kæmpe for sit liv, vidste jeg med det samme, at ingen af mine gode gerninger kunne sikre mig din nåde og barmhjertighed, for din nåde og din godhed gives uden, at vi mennesker forstår den og uden at vi har fortjent den. Derfor sagde jeg til mig selv: “Menneske, gå videre med de pligter som er lagt på dig og vær taknemlig for kongens nåde mod dig. Din tro på kongens mildhed og nåde vil overvælde dig og bevare dig indtil verdens ende, for Herren viser nåde mod den, han vælger.”

Så kom levitten frem for kongen. “Oh, Konge, Jeg takker dig, at Du – og Du alene har skabt mig og udvalgt mig til at være din i dag og for evigt. Også jeg var lige ved at falde for fristelsen til gøre mig til af min godhed, ved at hjælpe den forslåede mand. Jeg så sågar på ham. Men jeg modstod fristelen, da jeg indså, at gode gerninger er en hindring for at vi kan modtage din nåde.”

Da samaritaneren blev bragt frem for kongen, sagde han ikke noget.

Så sagde kongen til sine vagter: “Tag denne samaritaner, bind ham, og kast ham ud i mørket, for han har sat sig op mod min uudgrundelige nåde ved at gøre “gode gerninger” og søge at retfærdiggøre sig selv. Men giv hans del til præsten og levitten, for de har forstået min uudgrundelige nåde, som alene er det, der gør et menneske velbehageligt for mig.